Mere end hver tredje danske bilist, der har kørt langt på ferie inden for de seneste fem år, har følt sig for trætte til at køre bil i så mange timer. Og 21 procent af danskerne har prøvet at køre bilen i mere end 11 timer i streg på vej til eller fra en ferie.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af Human Engage for GF Fonden.
"Vi ved alle, at vi bliver mindre opmærksomme, når trætheden melder sig, og sker det bag rattet, udsætter man sig selv, sine passagerer og andre bilister for fare. Træthed og uopmærksomhed er en stor faktor i dødsulykker på vejene, så man skal virkelig have respekt for de lange køreture, når man kører afsted på ferie," siger direktør for Skadehjælp ved GF Forsikring, Martin Rundager.
Tal fra Vejdirektoratet viser, at uopmærksomhed og utilstrækkelig orientering er en medvirkende faktor i 60 procent af alle dødsulykker i trafikken. En af årsagerne til manglende opmærksomhed og orientering er træthed bag rattet.
Mere end hver tredje dansker har følt sig meget træt
I undersøgelsen fra GF Fonden kan man læse, at 36 procent af de adspurgte danskere, som har kørt langt på ferie, har oplevet at føle sig for trætte til at køre. Og det kan have en stor effekt på opmærksomheden, fortæller søvnekspert Birgitte Hintz:
"En af de ting, der sker, når man er træt i trafikken, er at koncentrationen og opmærksomheden falder. Det har en effekt på, hvordan man fører sit køretøj og læser trafikken. Er man vågen i 15 timer, så svarer det faktisk til en alkoholpromille på 0,5. Mange vågne timer har altså en effekt på ens evner som bilist," siger hun og fortsætter:
"Har man været vågen i mange timer, kan hjernen faktisk falde i søvn af nogle sekunders varighed – selvom man har øjnene åbne. I de sekunder er man uden sine sanser, og man oplever ikke, hvad der sker omkring en. Det er livsfarligt at køre i den tilstand."
Er man for træt til at køre forsvarligt, er det også strafbart. I Færdselsloven hedder det, at man skal være i stand til ”føre køretøjet på fuldt betryggende måde”.
Gode råd til en sikker kør-selv-ferie
Står ferien på meget kørsel, så gælder det om at have fokus på sin energi, og sørge for at hvile, når man føler sig træt.
Vær udhvilet. Skal man køre langt, så gør det efter en god nats søvn eller en rolig dag. At køre direkte efter arbejde anbefales ikke.
Husk kaffen. På turen kan man holde et stop på en tankstation, hvor man kan købe en kop kaffe og tage en lur. Drik kaffen først, sæt en alarm på max 20 minutter. Sover man længere, ryger man ned i den dybe søvn. Efter tyve minutter mærker man også effekten af kaffens koffein, og du er klar til endnu et stræk på køreturen.
Sørg for at strække benene, når det er muligt. En lille gåtur i frisk luft kvikker hjernen op. Et nedrullet vindue bidrager ikke på samme måde.
Skal man køre meget langt, så planlæg turen med et længere stop. En enkelt overnatning på en lang køretur er givet godt ud, og man kommer sikkert frem.
Vær opmærksom som passager. Gab, ændret humør og uopmærksomhed kan være indikationer på, at chaufføren er for træt til at køre – og så er det vigtigt, at du som passager siger det.
Du kan læse mere om træthed i trafikken på www.overskudtilhinanden.dk/traet
Du kan læse flere gode råd til at køre ud i sommeren med ro i maven på gfforsikring.dk/sommer. Her kan du også få gode råd til at forebygge skader ved andre af sommerens aktiviteter.