Der er sket et uheld på E20 Vestmotorvejen omkring middag, og det bringer en del udfordringer med sig for trafikanterne.
Et af sporene på motorvejen er nemlig spærret, og det betyder, at der efterhånden er ved at vokse sig en ganske betragtelig kø.
Uheldet er sket i retning fra Ringsted mod Køge mellem Rasteplads Kværkeby og Rasteplads Kongsted, og ifølge Vejdirektoratets trafikoversigt, trafikinfo.dk, er der lige nu op til 30 minutters forlænget rejsetid.
Midt- og Vestsjællands Politi har da også givet en status på situationen på X (tidligere Twitter), hvor de kommer med en opfrodring til bilister, der skal i den retning.
"Der er sket et færdselsuheld på Vestmotorvejen, østgående, øst for Ringsted. Det betyder, at der pt. er kødannelse. Sørg for at tilpasse hastigheder, når I nærmer jer uheldsstedet. /Vagtchefen"
Der er ikke nogen melding om, hvornår man regner med at genåbne det spærrede spor, og der er derfor heller ikke nogen prognose på, hvor køen eventuelt vil være afviklet.