Den tidligere SF-politiker Özlem Cekics bror er blevet idømt udvisning af Danmark.
Cemal Cekic, som broderen hedder, blev onsdag fundet skyldig i flere anklager om grov vold, voldtægt, trusler og afpresning, og det har, udover udvisningen, også udløs en fængselsdom på 3 år og 11 måneder samt indrejseforbud i Danmark i seks år.
Onsdag aften skrev Özlem Cekic så et længere opslag på Facebook, hvor hun bekræfter, at hendes lillebror ganske rigtigt et blevet dømt.
"Man vælger ikke sin familie"
I opslaget skriver Özlem Cekic:
Kære Alle. Denne opdatering er en af de sværeste at skrive. Jeg har brug for at dele en historie med jer, som er en del af min bagage, men som jeg ikke har delt med offentligheden før pga hensynet til børnene i familien og min gamle forældre.
Min lillebror har i dag fået en dom for meget voldsomme handlinger. Han har anket sagen, men der er intet, som retfærdiggør disse kriminelle handlinger. Alle har ret til at leve trygt i et retssamfund. Derfor går mine tanker først og fremmest til ofrene.
Jeg er utrolig ked af, at min lillebrors liv har udviklet sig så fundamentalt forskelligt fra mit eget, og at han ikke kunne forme sit liv til gavn for sin familie og det demokratiske samfund, han er opvokset i. Jeg er både ked af det, vred og splittet. Det er svært at finde mening i det. Men uanset hvor meget jeg tager afstand og fordømmer det, han har gjort, kan jeg ikke lave om på, at han er min lillebror. Man vælger ikke dem, man vil fødes af, eller dem, man er i familie med. Det er et livsvilkår, at man trods forskellige valg i sit liv møder hinanden til børnefødselsdage, højtider og familiemiddage. Man er bundet sammen på godt og ondt, også når andres valg kaster mørke skygger over deres pårørende.
Alle dem, der har haft et familiemedlem, som har været på den forkerte side af loven, ved godt, hvor smertefuldt det er for familien. Skammen og angsten for at blive stemplet af omverden fylder så meget. Det har det også gjort for mig, jeg er ikke anderledes indrettet end andre pårørende. Samtidig føler jeg en enorm sorg over, at han har valgt en kriminel løbebane. Det strider mod alt, jeg kæmper for og tror på.
Jeg har hele mit liv, både som sygeplejerske i psykiatrien og som socialordfører i Folketinget, arbejdet for, at alle mennesker skulle lykkes. I dag bruger jeg mine vågne timer på at skabe et samfund, som løser sine konflikter med ord og argumenter frem for vold og trusler.
Jeg har dyrekøbte erfaringer med i min bagage.
Jeg har ikke delt dette med offentligheden før af hensyn til familiens børn og mine gamle forældre. Vi er i familien alle sammen meget berørte af situationen, andet ville også være mærkeligt. Jeg skriver det ikke, for at I skal have ondt af mig. Men fordi jeg gerne åbent og ærligt vil fortælle om, hvordan jeg har det. Hvem ved, måske kan min smerte være med til, at andre i lignende situation også kan befri sig for skammen og alt, der følger med.
Det er mit håb.
