Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste EOD vil i denne uge afsøge et mindre område ved Sdr. Hygum ved Rødding.
EOD afsøgte i januar et større område, efter Syd- og Sønderjyllands Politi fik en henvendelse fra en borger, der mente, at han under anden verdenskrig så to bomber blive gravet ned i området.
Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste EOD afsøgte midt i januar to områder på markerne uden for Sdr. Hygum for at afdække, om der er bomber i jorden. EOD fandt ingen.
I denne uge fortsætter afsøgningen på yderligere et område. Der er tale om en mindre sø, som skal tømmes delvist.
Når undersøgelserne er afsluttet, vil myndighederne tage stilling til, hvad der eventuelt videre skal foretages.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Stadig et problem 80 år efter
Selvom Danmark for længst er blevet befriet, spøger besættelsestiden stadig i nutiden både herhjemme og i udlandet.
Ueksploderede bomber, eller meldinger herom, dukker nemlig stadig lejlighedsvist op, og det udgør en stor risiko.
For siden krigens afslutning kan der være blevet bygget beboelse i nærheden af områder, hvor ueksploderede bomber enten er slået ned eller er blevet begravet - men bomberne kan stadig eksplodere.
I midten af november 2022 blev to bomber på hver 500 kilo således bragt til sprængning, efter de var blevet fundet på en mark på Als.
Og så sent som d. 10. februar eksploderede en bombe fra Anden Verdenskrig i den østengelske by Great Yarmouth, men denne gang var det ikke en planlagt sprængning.
I forbindelse med, at man skulle lave en ny overgang til en flod, fandt man nemlig en 250 kilo tung ueksploderet bombe, og specialister fra den britiske hær blev tilkaldt for at desarmere den - uden held.