En svækket levetidsindeksering vil ikke gøre noget godt for Danmarks økonomi.
Det siger Erik E. Simonsen, vicedirektør for Beskæftigelse og arbejdskraft i Danmarks Arbejdsgiverforening (DA).
"Hvis forslagene bliver vedtaget politisk, vil det koste så mange penge, at mulighederne for at investere i den grønne omstilling, bedre sundhed, lavere skat og uforudsete udgifter bliver stærkt svækket."
Vil give forringet velstand
Advarslen fra DA kommer efter, at pensionskommissionen i går præsenterede sine forslag til fremtidens pensionsstruktur.
Et af forslagene lyder, at man skal sætte hastigheden ned for forhøjelsen af pensionsalderen. Som planen er nu, skal pensionsalderen stiger gradvist, så man i 2070 kan gå på pension som 74-årig.
Med kommissionens forslag skal den gradvise stigning blive mindre fra 2045 og frem, så man vil kunne gå på pension cirka to år tidligere i 2070 ift. den nuværende plan.
I dag kan man få folkepension som 67-årig.
"Det vil reducere beskæftigelsen og velstanden i Danmark", siger Erik E. Simonsen.
Frygter undervurdering af levealder
For nylig kom Rockwoolfonden med en rapport, der peger på, at den forventede gennemsnitlige levealder vil stige mere, end de tal, politikerne arbejder ud fra.
Og det kan for alvor give problemer, hvis Rockwoolfondens tal viser sig at holde.
"Rockwoolfonden peger på, at vi undervurderer udviklingen i levealder. Derfor vil kommissionens forslag medføre, at dansk økonomi ikke længere er holdbar. Regningen bliver efterladt i børneværelset", slutter Erik E. Simonsen.