Statens Serum Institut kom med en ganske god nyhed i går aftes, da direktør Henrik Ullum meldte ud, at smitten følger et mere gunstigt scenarium end det som Statens Serum Institut havde forventet.
Da de lavede deres udregninger i forbindelse med den første genåbning i februar, lød prognosen på, at der ville være 870 indlagte midt i april på grund af genåbningen.
Dette ser dog slet ikke ud til at blive tilfældet, og det er rigtig godt nyt.
“Heldigvis har smitteudviklingen fulgt et af de mere gunstige scenarier vores modellører regnede på. Så lige nu har vi ikke kurs mod 870 indlagte i midt april,” lyder det fra Henrik Ullum på Twitter.
De seneste nyheder betyder også, at flere partier kræver en større genåbning af Danmark hurtigst muligt.
Ifølge Ekstra Bladet så sætter SF blandt andet pres på, at der allerede åbnes skoler fra på mandag, mens også Venstre vil have gang i skoler og de liberale erhverv igen.
Han fortæller til Ekstra Bladet, at der både bør åbnes skoler, efterskoler og højskoler samt de liberale erhverv.
“Det får mig til at slutte, at nu må vi se at få sat gang i genåbningen. For os handler det om at få alle børn tilbage i skole, åbnet efterskoler og højskoler, og så de liberale erhverv,” lyder det fra Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen til Ekstra Bladet.