Endnu et folketingsmedlem trækker sig: Politik er en skueproces for medierne

Politik

28/10/2018 12:40

Nick Allentoft

Pernille Schnoor (AL) genopstiller ikke. Hun er træt af den eksisterende politiske kultur på Christiansborg. Stor udskiftning af politikere er en fordel, siger ordfører.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

LÆS OGSÅ: ALT har valgt ny borgmester i KBH

Flere af Alternativets folketingsmedlemmer har den seneste tid meddelt, at de ikke genopstiller ved næste valg.

I denne weekend blev der føjet endnu et navn til den liste, da Pernille Schnoor også bekendtgjorde, at hun vil lave noget andet fremover.

Hun retter i Jyllands-Posten en skarp kritik af den politiske kultur på Christiansborg, som har haft stor betydning for hendes beslutning.

- Jeg er træt af måden, hvor man forsøger at optrappe konflikter og skabe sensationer på både person- og partiniveau for at få taletid.

- Det er en skueproces for mediernes skyld, siger hun til avisen.

Pernille Schnoor blev valgt ind for Socialdemokratiet i 2015, men skiftede senere til Alternativet. Hun mener, at der hersker en nulfejlskultur i Folketinget, og at der bedrives "voksenmobning".

Hun mener, at de politiske visioner kommer til at være sekundære i forhold til uenigheder om små detaljer i lovtekster.

Og så mener hun ikke, at Alternativet har fået tilstrækkelig respekt for partiets politiske arbejde.

- Jeg synes, jeg er noget af det mest fornuftige menneske i verden.

- Og det er anstrengende, at man så hele tiden bliver set på som en lallende gøgler. Der er skabt en stemning af, at Alternativet er lallende gøglere, siger hun.

Alternativet er med Schnoors udmelding sikker på at udskifte mindst halvdelen af den nuværende folketingsgruppe på 10 personer.

Tidligere har Rene Gade, Josefine Fock, Roger Courage Matthisen og Ulla Sandberg sagt, at de heller ikke genopstiller.

Samtidig stiller Rasmus Nordqvist op til Europaparlamentsvalget og kan derfor ryge til Bruxelles, når der bliver holdt valg til parlamentet i maj næste år.

 

Alternativet ser stor udskiftning som fordel

Partiet selv ser den store udskiftning som en fordel, forklarer politisk ordfører Carolina Magdalene Maier.

- Vi har været gode til at bringe den energi ind, der kommer ude fra. De væsentligste argumenter er dem, der kommer ude fra felten. Det har langt mere værdi end at have siddet 20 år på Christiansborg, siger hun.

Den politiske ordfører har "masser af respekt" for, at nogle af folketingsmedlemmerne har valgt ikke at tage en tørn mere.

- Da vi blev valgt ind, var der en kæmpe begejstring. Det var et nyt projekt. Og nu skulle vi bare forandre det hele, siger hun.

- Så måtte vi sande, at der er en virkelighed derinde, som ikke lader sig forandre så hurtigt.

Udskiftningen blev ekstra tydelig søndag, hvor partiets medlemmer i København skulle vælge, hvem de vil sætte i stedet for Niko Grünfeld, der går af som kulturborgmester i København.

Borgmesteren gik af, efter historier om udgifter på 130.000 til en ny indretning af Grünfelds kontor og urigtige oplysninger i hans cv.

Carolina Magdalene Maier har måtte erkende, at hun de seneste tre år har fløjet for meget og skal have ændret sine vaner.

Sagerne til trods viser den seneste meningsmåling fra Voxmeter, at Alternativet ligger omkring eller lidt over valgresultatet fra sidste valg.

Ifølge politisk kommentator Noa Redington skal Alternativet tage folketingsmedlemmernes afgang - senest Pernille Schnoor - med ro.

- Alternativet skal tage det helt roligt. Danskerne ved ikke, hvem Pernille Schnoor er, så det overlever de, siger Noa Redington.

- Det står mere og mere klart, at Alternativet er først og fremmest Uffe Elbæk. Det er Uffe Elbæk, der fylder på Christiansborg. Uffe Elbæk er for danskerne Alternativet.

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.