Samtlige partier i Folketinget aftalte i foråret 2024 at sætte ind mod de svært nedbrydelige fluorstoffer med en PFAS-handlingsplan, som bl.a. indeholder et forbud mod PFAS i tøj, sko og imprægneringsmidler til forbrugere.
EU-kommissionen og de andre medlemsstater har haft mulighed for at gøre indsigelser mod forbuddet, men da dette ikke er sket inden for fristen, er vejen nu banet for, at miljøministeren kan udstede en bekendtgørelse, der forbyder evighedskemikalierne i tøj, sko og imprægneringsmidler til forbrugere med ikrafttræden 1. juli 2025.
Erhvervslivet får efter den politiske aftale en overgangsperiode på et år, så forbuddet mod salg og import gælder fra 1. juli 2026 med mulighed for salg fra lager yderligere et halvt år.
“Det er en klar prioritet for regeringen at bremse brugen af PFAS og bekæmpe forureningen. Det er en svær opgave, der kræver benhårdt arbejde, og der er nu banet vej for et forbud mod PFAS i beklædning, sko og imprægneringsmidler på nationalt plan. PFAS er et problem for vores sundhed og vores miljø, og derfor skal vi begrænse skaderne, og gøre hvad vi kan for at sætte en prop i brugen og udledningen af PFAS-stoffer," siger miljøminister Magnus Heunicke (S).
For at sikre en smidig overgang til de nye regler, vil miljøministeren invitere branchen til et dialogmøde om det kommende forbud.
Forbuddet mod PFAS i tøj, sko og imprægneringsmidler til forbrugere kommer også til at gælde import. Derfor vil det heller ikke være lovligt for private at importere tøj, sko og imprægneringsmidler indeholdende PFAS gennem onlinemarkedspladser som fx TEMU.
Danmark presser på for EU-forbud
Danmark har sammen med Tyskland, Nederlandene, Norge og Sverige i januar 2023 sendt et forslag til EU’s Kemikalieagentur om et fælles EU-forbud mod alle PFAS-stoffer. Det er det mest omfattende forslag til begrænsning af kemikalier i EU nogensinde og EU’s Kemikalieagentur arbejder målrettet hen imod en færdig anbefaling om et forbud til EU-Kommissionen.
“Der er brug for, at nogen går forrest for at begrænse PFAS ved kilden, og derfor fortsætter vi arbejdet med at få fluorstofferne forbudt i hele EU. Der findes allerede en lang række effektive, miljørigtige alternativer til de problematiske PFAS-stoffer, og hvor der ikke er alternativer, skal vi med forbud skabe et incitament for at de udvikles," siger miljøministeren
Senest har Frankrigs parlament også besluttet at indføre et nationalt forbud mod PFAS i beklædning, samt i kosmetik og skivoks.
Alternativer til PFAS
I PFAS-handlingsplanen er der afsat penge til partnerskaber med erhvervslivet med henblik på at udvikle alternativer til PFAS.
Og de steder, hvor det ikke muligt at erstatte PFAS endnu, er målet at sikre, at anvendelsen af stofferne ikke skader mennesker og miljø.
Som eksempel findes der effektive alternativer til PFAS i regntøj.
Eksperter leverer katalog over handlemuligheder
Regeringen har ydermere fokus på at samle den fornødne viden til at løse udfordringen med PFAS. I det arbejde har den uafhængige ekspertgruppe, Videnstaskforcen for PFAS, afsluttet deres arbejde med et katalog over handlemuligheder til brug i de kommende års arbejde mod PFAS. Taskforcen peger på en række konkrete indsatsområder, hvor der effektivt kan arbejdes imod PFAS-forurening.
Det gælder bl.a. handlemuligheder i forbindelse med alternativer til PFAS og kortlægning af kilder til PFAS-forurening i havmiljøet, landbrugsjord, spildevand og udeluften.
Du kan læse rapporten fra Videnstaskforcen her: https://mst.dk/media/qr0pgkh3/rapport-om-forslag-til-handlemuligheder-skrevet-af-pfas-videnstaskforce.pdf
Fakta om forbud mod PFAS i tøj, sko og imprægneringsmidler i Danmark
Med det nationale forbud forbydes indhold af PFAS i tøj, sko og
imprægneringsmidler til forbrugere.PFAS i professionel beklædning og sikkerhedstøj bliver ikke en del af forbuddet.
Forbuddet retter sig mod salg og import af tøj, sko og imprægneringsmidler til forbrugere.
Forbuddet vil i praksis gennemføres ved, at der fastsættes grænseværdier, der sikrer, at PFAS ikke bevidst kan bruges i beklædning, sko og imprægnering.
Det vil fortsat være muligt at bruge tøj, sko og imprægneringsspray, man har købt før
forbuddet træder i kraft. Forslaget vil ikke omfatte genbrug og genanvendelse.Bekendtgørelsen om forbuddet træder i kraft 1. juli 2025.
Erhvervslivet får en overgangsperiode på et år, så forbuddet mod salg og import gælder fra 1. juli 2026, samt muligheden for at sælge ud af lager yderligere et halvt år.