Efter alt at dømme, vil vi i dag onsdag, blive meget klogere på, hvilke af de eksisterende restriktioner kan lempes, samt hvilke der vil gælde henover sommerferien.
Partierne mødes i dag klokken 15:30 i Folketingssalen. Forhandlingerne sker mellem alle Folketingets partier pånær Nye Borgerlige og Kristendemokraterne. Det er meldt ud, at forhandlingerne vil fortsætte indtil parterne er nået til bred enighed om, hvilke restriktioner der skal lempes og være hvilke der skal være gældende efter den 11. juni. Det skriver TV 2.
De forskellige partier har nogle ønsker til, hvad de ønsker skal lempes efter aftenens forhandlinger, få overblikket herunder:
Socialdemokratiet: Tirsdag oplyste Magnus Heunicke, at behovet for at teste befolkningen, vil falde i takt med, at flere og flere tilbydes en vaccination. Han fortalte også at det er regeringens holdning er at kravet om mundbind skal væk, så hurtigt som muligt.
Venstre: Sundhedsordfører Martin Geertsen fortæller at man i Venstre ønsker længere åbningstider på restauranter, barer og caféer. De ønsker derudover at der laves en udfasningsplan for coronapas og mundbind. De foreslår at vaccinerede som minimum ikke længere bør gøre brug af mundbind. Venstre ønsker dog ikke at oplyse om, hvad der står højest på deres ønskeliste til eftermiddagens forhandlinger.
Det Konservative Folkeparti: De Konservatives Sundhedsordfører Per Larsen siger til TV 2 at de også ønsker at restriktionerne på blandt andet restauranter lempes. Søren Pape Poulsen stillede derudover, igår, i et opslag på Facebook spørgsmålstegn, ved om det er nødvendigt at vi i Danmark tester så massivt som vi gør.
Socialistisk Folkeparti: Socialistisk Folkepartis Sundhedsordfører, Kirsten Normann fortæller at de ønsker at restriktionerne lempes, blandt andet brugen af mundbind nogle steder, og specifikt gerne på plejehjem eller på fødegangene. Hun understreger overfor TV 2 at en total udfasning af brugen af mundbind først er realistisk når alle danskere har fået tilbudt første vaccinestik. Derudover ønsker SF at der lempes på de eksisterende testkrav, og endda at testkravene i nogle dele af landet fjernes helt.
Det Radikale Venstre: Det Radikale Venstres Sundhedsordfører Stinus Lindgren oplyser,at de ikke afvisende overfor Venstres og De Konservatives forslag om, at restauranter og barer skal kunne holde længere åbent. De har dog ikke lagt sig fast på et bestemt tidspunkt for, hvor længe de skal kunne holde åben. Derudover vil de også se på, om brugen af mundbind kan fjernes i løbet af et par måneder. Deres konkrete forslag er, at mundbind fjernes i omvendt rækkefølge af, hvordan de blev indført.
Liberal Alliance: Ifølge Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, ønsker de en sommer med færre restriktioner end i 2020, det siger han til TV 2. Dermed mener de at restauranter og barer skal kunne holde længere åbent, at kravet om mundbind fjernes samt at forsamlingsloftet sættes op. De går ind til forhandlingerne med et minimumskrav om at vaccinerede ikke skal være underlagt kravet om brugen af mundbind og at vaccinerede ikke skal tælle med i forsamlingsloftet. Alex Vanopslagh fortæller til TV 2, at de også mener at det er tid til at nattelivet åbner.
Enhedslisten: Ifølge Enhedslistens coronaordfører Peder Hvelplund er partiet “klar på det hele, bare ikke på én gang.” Deres topprioritet er dog udfasning af mundbind og coronapas. Ifølge Peder Hvelplund bør udfasningen begynde med det samme, og til august bør genåbningen være total.
Dansk Folkeparti: Ifølge formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, ønsker Dansk Folkeparti at fjerne kravet om mundbind helt. De ønsker dog at fortsætte den massive testning. Derudover ønsker de at lempe på restriktionerne så restauranter, barer og caféer kan holde åbent til klokken 23.
Alternativet: Ifølge TV 2 har de forsøgt at få en kommentar fra Alternativets leder, Franciska Rosenkilde, som endnu ikke er vendt tilbage.