Siden Mette Frederiksen overtog Statsministeriet i forlængelse af Folketingsvalget i 2019, har der på det nærmeste været lønfest for ministeriets top. Ikke kun i forhold til departementschef Barbara Bertelsen, som i 2021 sikrede sig en ekstra udbetaling på 125.000 kroner oven i sin normale løn på omkring de 2.7 millioner kroner om året.
Men også når det handler om bonusser til medarbejderne lige under departementschefen.
Som Bjørknæs.dk nu kan afsløre, drejer det sig blandt andet om Pelle Pape, der har rang af såkaldt departementsråd - hvilket vil sige en af Statsministeriets absolut højest placerede juridiske rådgivere.
Pelle Pape trak for alvor overskrifter, da det kom frem i Minkkommissionen, at han havde sendt en tekstbesked med ordene ”luk lortet”. Det i forbindelse med minkervhervet, som Palle Pape krævede skulle lade livet.
Topjuristen har efterfølgende undskyldt for ordvalget, som tilsyneladende ikke har medført de store problemer på de interne linjer i Statsministeriet. I hvert fald modtog han i 2021 en bonus på 110.000 kroner, hvilket kom til udbetaling for arbejdet, han udførte i 2020 – altså året hvor den omdiskuterede tekstbesked blev sendt.
Derved sikrede Palle Pape sig i 2021 en indtjening, der var fuldt på højde med, hvad medlemmerne af Mette Frederiksens regering kan se gå ind på lønkontoen.