Når stemmerne er talt op efter det kommende valg til Folketinget, er en ting helt sikker:
Den tidligere DF-politiker og nuværende løsgænger, Liselott Blixt bliver ikke en del af det nye Folketing.
Hun har nemlig brugt sommeren på at overveje sin fremtid, og hun er nået frem til, at hun ikke genopstiller til valget.
Det bekræfter hun overfor mediet sn.dk.
Hun fortæller i samme interview, at hun også har takket nej til et tilbud om at blive en del af Danmarksdemokraterne.
"Vi har haft nogle samtaler, men jeg er afklaret med, at jeg ikke skal være en del af Danmarksdemokraterne. Inger Støjberg ville gerne have haft mig med, men jeg skal kunne se mig selv i det, og det kan jeg ikke lige nu," siger Liselott Blixt til mediet.
15 år i landspolitik lakker mod enden
Hun er glad for, at hun er nået frem til en personlig afklaring. Som hun selv siger, så har hun tre børnebørn, hun gerne vil se mere til, og det stemmer ikke overens med at være med til at starte et helt nyt parti op.
Blixt fortæller dog også, at hun ikke er helt færdig med politik. Hun fortsætter nemlig som løsgænger i Greve Byråd.
Den erfarne politiker takker af som folketingsmedlem efter mere end 15 år på den landspolitiske scene. Men al den ekstra tid i hverdagen betyder nu ikke, at Liselott Blixt kommer til at kede sig.
Hun vil nemlig skrive bøger og bruge sin store erfaring fra sundhedsområdet på nye måder.
"Jeg har en viden, som andre måske kan bruge, fordi jeg har deltaget i mange forhandlinger og ved meget om området. Jeg vil i hvert fald gøre min røst gældende på sundhedsområdet, siger hun og understreger, at hun gerne vil arbejde med det, som hun i årevis har brugt størstedelen af sin tid på – det bliver bare ikke som politiker," siger hun til sn.dk