For nyligt var undervisningsminister Merete Riisager forbi Ørestad Gymnasium. Hvad der skete der, er efterfølgende blevet udbasuneret i samtlige af landets medier. Midt i diskussionen om, hvorvidt der blev kastet mønter eller ej, må vi dog ikke glemme årsagen til elevernes utilfredshed: en række tiltag, der har strammet grebet om landets gymnasier og deres elever.
Denne stramning kulminerede netop omkring Riisagers gymnasiebesøg med et nyt overvågningsprogram ved navn Den Digitale Prøvevagt. Det nye program er blot seneste eksempel på den skadelige og illiberale kurs, som Riisager har stået for som minister. En kurs, der gør, at selv jeg som medlem af LAs ungdomsparti ser frem til den dag, hun ikke længere er undervisningsminister.
Skizofrent forhold til liberalisme
Lad det være sagt med det samme: personligt har jeg stort respekt for Merete Riisager som politiker. Skal alt komme til sin ret, må man da også anerkende, at hun har opnået gode ting som minister. F.eks. har Riisager for nyligt stået for et bredt forlig, der gav folkeskoleelever kortere skoledage og øget lokal frihed til den enkelte skole.
Nyhedsbrev 2
100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste?
Det er gratis
Men sætter man det forlig overfor f.eks. den nye fraværsbekendtgørelse fra efteråret 2018, hvor Riisager tog magten ud af hænderne på de enkelte gymnasier og udstak firkantede og fælles regler for fravær, tegner der sig et billede af et skizofrent forhold til liberalismen. De nye fraværsregler betyder, at man nu får 100% fravær for at komme ét minut for sent. Noget, som mange elever – inklusive jeg selv – har protesteret imod. Og én ting er da også, at livet for os elever som følge af bekendtgørelsen er blevet en tand surere. Noget helt andet er, at en ellers liberal minister mener, at løsningen på et i øvrigt stadigt faldende fravær i gymnasierne skal bestå af illiberal centralisering og regelstyring.
Mistænkeliggørelse og overvågning
Den Digitale Prøvevagt er udtryk for det samme. Her søger Riisager ligeledes et sympatisk mål: at bekæmpe snyd.
Midlet til at nå målet bliver dog endnu engang mere af samme, illiberale skuffe. I 2017 var der kun 229 formodninger om snyd ud af ca. 228.000 aflagte skriftlige prøver. Med andre ord er der kun i én promille af tilfældene formodning om snyd. Alligevel synes undervisningsministeren, at der er grundlag for at mistænkeliggøre og overvåge alle landets elever på baggrund af det fåtal, der måske – måske ikke – har snydt. Ganske vist har ministeren nu foreløbigt udsat Den Digitale Prøvevagt, men det er kun på baggrund af tekniske fejl og ikke, fordi hun ønsker at respektere elevers privatliv.
Jeg er fuldstændig enig med Riisager i, at det hverken er i orden at komme for sent eller snyde. Sådan tænker langt de fleste gymnasieelever.
Men hvad elever såvel som lærere og ledelse ude på gymnasierne har forstået er, at løsningen ikke er firkantede rammer, der udstikkes fra ministeriet. Derimod skal de enkelte gymnasier have lov selv at bestemme, hvordan de vil bekæmpe snyd, fravær og andre problemer. At de enkelte skoler ved bedst og derfor bør have frihed til selv at bestemme, virker Riisager til i hvert fald delvist at have forstået med sine udspil på folkeskoleområdet. At den samme erkendelse halter bagefter på gymnasieområdet, virker derfor mærkeligt.
Lukkede ører og åben mund
For nyligt stødte jeg på et af Riisagers opslag på hendes Facebook-side, som måske kan give en forklaring på hendes forkvaklede forhold til liberalismen. I opslaget, der handler om netop fraværsregler og Den Digitale Prøvevagt, anklager Riisager alle, der er imod hendes illiberale tiltag for at stille sig på samme side som dem, der snyder og kommer for sent. En underlig bortforklaring på reel kritik, som ministeren ellers burde tage til sig.
Unge har også en stemme
Formændene for SF Ungdom, Radikal Ungdom og Liberal Alliance Ungdom debatterede velfærd på DenOffentlige i 2016.
Se temaside, der samler væsentlige indlæg og artikler i vores ungdomspolitiske debat.
Og det bliver endnu mere skingert. Undervejs i opslaget får hun skrevet følgende:
”Det er jo os, der skal være de voksne og vise dem vejen - også, når de bliver vrede på os og synes det er træls. Hvis ikke vi skal gøre det, hvem så?”.
Heri ligger måske forklaringen på, hvordan en liberal minister kan retfærdiggøre mere centralisering, regelstyring og overvågning. Følger man Riisagers logik, er det nemlig politikerne, der ved bedst og derfor skal vise vejen. Protester fra f.eks. elever bør man derfor overhøre. Netop det med at overhøre kritik fra elever, lærere og gymnasieledelser er da også noget, som Riisager har excelleret i.
Jeg forstår protesterne på Ørestad
Men kære Merete Riisager: det er ikke en falliterklæring at lytte til os i den anden ende af de politiske beslutninger. Også selvom vi måske er nogle årtier yngre end dig selv. For når alt kommer til alt, er det os, der skal leve med dine beslutninger. Når du lukker af for kritik og kører videre på trods af advarsler fra alt fra gymnasieelever over rektorer og til IT-eksperter, ender du med at træffe nogle beslutninger, der intet hold i virkeligheden har.
Jeg forstår udmærket eleverne på Ørestad Gymnasium. Havde jeg selv været til stede under ministerbesøget, ville jeg også selv have udtrykt min utilfredshed. En utilfredshed, der for mig ikke handler om nedskæringer i hverken SU eller lærerstanden. I stedet er jeg dybt skuffet over en minister fra LA, der virker til fuldstændigt at have glemt sit liberale værdigrundlag. Overvågning, firkantede regler og øget centralisering er ikke noget, som en liberal minister bør være fortaler for. Det er ting, som en ægte liberal minister bør være modstander af.
Jeg må erkende, at jeg ser frem til den dag, hvor Riisager er ude af Undervisningsministeriets lokaler.
