Merkel bekræfter: Genopstiller ikke som forbundskansler

Politik

29/10/2018 15:49

Nick Allentoft

Angela Merkel bekræfter, at hun ikke stiller op som forbundskansler ved det næste tyske valg i 2021.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Angela Merkel siger, at dette er hendes sidste embedsperiode som forbundskansler. Efter næste forbundsdagsvalg i 2021 vil hun ikke længere søge politiske embeder.

Beslutningen har hun truffet på baggrund af et meget dårligt resultat ved valget i delstaten Hessen søndag. Her gik CDU tilbage med 11 procentpoint.

Skulle der komme et valg i utide, siger Merkel, så bliver det også uden hende som kanslerkandidat.

Hun genopstiller ikke som formand ved det konservative CDU's landsmøde i december, men indtil videre fortsætter Merkel som forbundskansler for den store regeringskoalition af CDU/CSU og det socialdemokratiske SPD.

- Denne beslutning er mit bidrag, så koalitionen i sit arbejde kan fokusere på god regeringsførelse.

Europabevægelsen Blog

Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her

Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning

 

Hun erkender, at mange tyskere har mistet tilliden til regeringen, og at CDU og regeringen i Hessen er blevet straffet for, hvad der foregår i landspolitik.

Professor Peter Nedergaard ved Københavns Universitet vurderer, at Angela Merkel er på vej helt ud af politik frem mod næste kanslervalg, der ligger tre år ude i fremtiden.

- Angela Merkel kan godt se enden på det hele. CDU og Angela Merkel har lidt nogle gevaldige nederlag det seneste halvandet år. CDU er gået markant tilbage både på landsplan og ved flere regionsvalg.

- Derfor bliver Merkel nødt til at lade andre komme til. Vi er nu inde i en transformationsperiode, hvor der skal en ny kanslerkandidat til. 

- Nu kommer der så en ny formand for CDU, og det er helt sikkert, at Angela Merkel ikke stiller op til et nyt kanslervalg, siger Peter Nedergaard.

Ifølge professoren bliver der spekuleret i, at Angela Merkel vil stille op til valget om at blive formand for EU-Kommissionen for at forlade tysk politik med værdighed.

Der skal vælges ny formand for EU-Kommissionen i efteråret 2019.

- De sidste mange kanslere har forladt tysk politik i vanære, og det vil Angela Merkel meget nødigt. Det vil ske, hvis hun bliver presset af posten på grund af flere valgnederlag, siger Peter Nedergaard.

Angela Merkel har været tysk kansler siden 2005, hvor hun har stået i spidsen for skiftende koalitioner. Men flygtningekrisen har kostet hende dyrt, da hun åbnede Tysklands grænser.

- Flygtningekrisen er hovedårsagen. Hun læste folkestemningen forkert i forbindelse med krisen, siger Peter Nedergaard.

Det er nu usikkert, hvad der vil ske. Der er flere kandidater i spil til posten, men tysk politik generelt er i en brydningstid. 

De store gamle partier er på retræte mens nye partier som De Grønne, Die Linke, AfD og FDP er på fremmarch.

- Der er meget mere ustabilitet i tysk politik nu, end der har været nogensinde tidligere, siger Peter Nedergaard.

Der er flere år til, at der igen skal være kanslervalg i Tyskland. Men et valg kan komme i utide, hvor koalitionspartneren SPD forlader regeringen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.