Hvor går grænsen for politisk satire?
Det er et spørgsmål, der har været oppe at vende mange gange, og nu er det igen blevet aktuelt.
Årsagen er denne gang udviklingen af kunstig intelligens, som gør det muligt at lave falske videoer, hvor en persons ansigt og stemme bruges - selvom vedkommende aldrig har sagt netop de ord, der lyder.
Både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har således på det seneste lavet AI-videoer med statsminister Mette Frederiksens (S) ansigt og stemme. Videoerne er udelukkende computergenererede.
Og det er ikke i orden, mener kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M). Han går faktisk så langt som at kalde det "et lavpunkt i vores demokratiske samtale" og noget, der "underminerer vores samtale, vores demokrati og vores tillid til hinanden".
Derfor vil ministeren nu gå i gang med undersøge, om deepfake-videoer, som denne type kunstige intelligens kaldes, kan forbydes.
Det skriver DR.
Noget værre sludder
Helt præcist vil Kulturministeriet undersøge, om man har hjemmel i ophavsretten til at forbyde brug af andres menneskers ansigter og stemmer på den måde.
Det fremgår i videoen fra Dansk Folkeparti, at der er brugt kunstig intelligens til at lave den, og Dansk Folkepartis gruppeformand, peter Kofod, mener da også, at kulturministeren spilder sin tid.
Faktisk mener Kofod, at det er noget "værre sludder" at tale om undergravning af den demokratiske samtale, når det, med Kofods ord, er en uskyldig og humoristisk video.
Han melder sig dog klar til at tage en snak med kulturministeren om regler for brug af kunstig intelligens, for han kan sagtens se en idé i at regulere brugen af kunstig intelligens ved lov.
Han mener imidlertid ikke, at forbud, forbud og forbud er vejen frem.
Mener du, det bør være ulovligt at lave deepfakes af andre? Både politisk og generelt?