Ole Birk Olesen har på Twitter skrevet et åbent brev til De Radikales vælgere. Det sker efter, at De Radikale har valgt ikke at stå bag en advokatundersøgelse af Mink-sagen.
I stedet har partiet meldt ud, at de ønsker et hurtigt valg, og hvis det ikke kommer, så vil de udtrykke mistillid til regeringen. Men at undersøge om regeringen ved hjælp af en advokatundersøgelse er tilsyneladende ikke nødvendigt for radikale folketingspolitikere. Det er nok et spørgsmål om ikke at træde Mette Frederiksen alt for meget over tæerne inden et valg og et angreb på ministerposter og regeringssamarbejde.
Fra den blå blok kritiseres De Radikales manglende opbakning til advokatundersøgelsen. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance går et skridt videre og tilbyder alle Radikale vælgere et ophold i Liberal Alliance.
"Jeg har altid godt kunne lide dig," begynder Ole Birk Olesen sit åbne brev. "Du insisterer på, at der skal være fornuft i de politiske beslutninger, ikke kun følelser."
Der er ingen tvivl om, at blå blok mener, at en advokatundersøgelse er fornuft, idet kritikken i Mink-sagen mod Mette Frederiksen har været enorm. Spørgsmålet er, om Mette Frederiksen kan slippe afsted med at spille 'uvidenhedskortet' og dermed slippe for at tage ansvar.
Ole Birk Olesen fortsætter:
"Hvordan kan man mene, at den statsminister, vi har i dag, er en god statsminister, som bør fortsætte med at være det? Jeg ser en statsminister, som ser stort på hævdvundne demokratiske traditioner og normer.
En statsminister som har skabt en ekstremt dårlig kultur i centraladministrationen, så embedsmænd ikke tør advare hende, når hun er på vej til at træffe beslutninger, som ikke er gavnlige eller endda ulovlige."
Ole Birk Olesen stille spørgsmål til, hvorfor Radikale vælgere med god samvittighed kan bakke op om Mette Frederiksen med en stemme på De Radikale. Logikken synes at være, at der ikke kan være fornuft i at stemme på De Radikale, hvis de ikke er klar til at undersøge Mette Frederiksens ansvar helt til bunds ved hjælp ad en advokatundersøgelse.
"Jeg vil gerne tilbyde dig, Radikale-vælger, ophold i Liberal Alliance. Du vil måske ikke alt, hvad vi vil, men måske kan du rykke dig, ligesom vi har rykket os tættere på dig i klimapolitikken," skriver Ole Birk Olesen i et forsøg på at tale vælgerne fra at stemme på De Radikale.
Om det lykkedes Ole Birk Olesen at overbevise radikale stemmer må afprøves efter sommerferien, hvor et valg synes uundgåelig.
De store spørgsmål er, om De Radikales strategi med at tvinge et valg igennem uden at udvise tilstrækkelig kritik overfor Mette Frederiksen er den rette strategi eller om vælgerne synes, det virker som et for åbenlyst træk for at manøvrere sig selv ind i et par ministerbiler.