Af Sikandar Siddique, politisk leder for Frie Grønne, Danmarks nye venstrefløjsparti
I dag er det 76 år siden, Danmark blevet befriet. Tyskerne blev smidt på porten og efter fem års besættelse var danskerne atter fri. Vi skylder den dag i dag en stor tak til de allierede tropper, der kæmpede på vores vegne og til modstandsbevægelsen herhjemme, hvor mange mistede livet i kampen for frihed og i kampen mod folkedrab, tyranni og undertrykkelse.
Efter 2. verdenskrigs rædsler og forbrydelser mod menneskeheden var verdenssamfundets svar lige så smukt som det var enkelt. Man sagde i fællesskab: Aldrig igen. Aldrig, aldrig igen. Derfor fik vi menneskerettighederne. Vores konventioner. Retten til beskyttelse uanset baggrund. Ukrænkelige frihedsrettigheder, som er grundlæggende for ethvert demokrati, men som vi aldrig må tage for givet.
Alligevel er det i dansk politik for mange blevet et hædersmærke at fastslå, at man vil udfordre menneskerettighederne, konventionerne eller gå lige til deres grænser (og også gerne lidt over, hvis det kan give nogle stemmer). Det er højrepopulismen og nationalismen, der er på fremmarch og som desværre har fat langt ind i Socialdemokratiet og den traditionelle venstrefløj.
De aktuelle sager om hjemsendelse af syriske flygtninge, hvor Danmark nærmest som eneste land i verden vil sende mennesker tilbage til bomberegn i Damaskus eller hvor vi ikke vil tage ansvar for vores egne statsborgere, der bliver traumatiseret i flygtningelejre i Syrien er blot to eksempler på det højreskred, vi har set i de seneste årtier og som kun synes at tage til i styrke.
Også overfor befolkningen her i landet lades der hånt om principperne om lige rettigheder for alle. Regeringen støtter dobbeltstraf, støtter diskriminerende lovgivning som den såkaldte ghettopakke, der forskelsbehandler på baggrund af etnicitet og den fremsætter gladelig lovforslag, der synes designet til at mistænkeliggøre og udskamme minoriteter – særligt dem med mellemøstlig baggrund eller mørkt hår og brun hudfarve. Vi har en regering, der udfører statsracisme – og det er som om, de fleste blot accepterer det.
Jeg sammenligner ikke Socialdemokratiets politik med 2. verdenskrigs rædsler, slet ikke, men jeg kritiserer i den grad, at man helt fra SF og mod højre gør vold mod de menneskerettigheder, som var vores svar på 2. verdenskrigs morderiske og moralske fallit. Ja, jeg kritiserer faktisk også alle de støttepartier, der siger de skammer sig over at have bragt regeringen til magten, men som alligevel accepterer, at vi har en regering, der praktiserer statsracisme.
Vi burde som et oplyst samfund slå ring om de menneskerettigheder, som burde gælde alle – i stedet for at legitimere lovgivning, der i sin grundessens er racistisk og diskriminerende.
Derfor er status her 76 år efter befrielsen, at vi ikke er fri. Vi er ikke lige. Vi har ikke lige muligheder. Det vil vi ikke acceptere i Frie Grønne, som jeg står i spidsen for. Vi skal insistere på at stå op for vores værdier. Vi skal insistere på, at vores værdier er stærke nok til at stå imod ekstremisme og had. Hvis vi først begynder at gradbøje vores værdier, hvis værdierne ikke gælder alle, så mister de værdi. Hvis vi er villige til at krænke demokratiet, retsstaten og ja, menneskerettighederne, så bliver vi selv en del af problemet i stedet for en del af løsningen.
