Da statsminister Mette Frederiksen (S) tonede frem på danskernes tv-skærm d. 1. januar, var det med et budskab om, at vi ikke kan overkomme både krig i Europa, klimakrise og udfordringer på hjemmefronten, hvis vi ikke alle er klar til at yde noget mere.
Så langt så godt, for efter flere år med corona og 'samfundssind' som en fast del af vores ordforråd, har mange nok indstillet sig på, at det er en fælles opgave at klare sig gennem den buldrende inflation og de mange andre udfordringer, vi står overfor.
Frederiksens budskab var en begrundelse for de planer, regeringen har planer om at gennemføre de kommende år: Afskaffelse af en helligdag, besparelser på SU, halvering af antallet af kandidatudgifter, en passagerafgift på fly og meget mere.
Et af de mest bemærkelsesværdige punkter i regeringsgrundlaget er, at S, V og M vil give skattelettelser for fem milliarder kroner - uden tvivl noget, der vil glæde mange danskere, der er nødt til at tænke markant mere over, hvordan de bruger penge i denne tid.
Men skattelettelserne kommer også politikerne selv til gode. Det viser beregninger, som revisionsselskabet BDO har lavet for TV 2.
Flere tusinde kroner hvert år
Faktisk kommer medlemmer af Folketinget til at kunne stikke cirka 7000 kroner mere i foret hvert år som følge af de bebudede skattelettelser - mindst.
Skattelettelserne kan nemlig blive endnu større for politikerne. 80 procent af skattelettelserne skal nemlig bruges til at forhøje beskæftigelsesfradraget, og de forbedringer kendes ikke endnu - derfor er de ikke taget med i beregningerne fra BDO.
Med en typisk årsløn for medlemmer af Folketinget på 788.165 kroner stiller flere spørgsmålstegn ved, om vores folkevalgte ligefrem har brug for de ekstra penge - og der er også kritiske røster blandt politikerne selv.
SF vil nemlig, nok en gang, have Folketinget til at kigge på politikernes løn- og pensionsvilkår.
Men nu vil partiet fremsætte et beslutningsforslag om at afskaffe politikerpensionen og det skattefrie løntillæg på knap 70.000 kroner om året.
Har været diskuteret igen og igen
Faktisk har ovenstående forslag været oppe og vende før - men dengang blev der ikke ændret noget.
Når et medlem forlader Folketinget får vedkommende løn svarende til grundvederlaget af politikernes løn. Det svarer til knap 60.000 kroner om måneden, og de får det mellem seks og 24 måneder, alt efter hvor længe de har siddet i Folketinget.
Derudover er man berettiget til pension, hvis man har været medlem af Folketinget i mindst et år. Taksten varierer alt efter, hvor længe mand har siddet i Folketinget.
Skaber politikerlede
SF’s ambition er at gennedsætte vederlagskommissionen, der blev nedsat i 2014. Den skal opdatere sine tidligere anbefalinger ud fra en præmis om, at der skal spares mellem 10 og 20 millioner kroner på folketingsmedlemmers samlede lønpakke.
Jacob Mark (SF) begrunder forslaget med, at den nuværende ordning for politikernes pension og løn er utidssvarende og med til at skabe øget politikerlede i Danmark.
"Når jeg viser bekendte eller andre rundt på borgen, spørger de ofte, hvad det rimelige er i, at politikere har lukrative lønninger, pensioner og fordele. Det er ikke rimeligt," siger Jacob Mark.
Allerede d. 2. januar lavede en anden SF-politiker et opslag på Twitter, hvor han synliggjorde den mulige skattelettelse, folketingsmedlemmerne kan se frem til, hvis regeringens planer bliver gennemført.