I Indenrigsministeriets glimrende nye ’demokratirapport’ ved Marianne Thyrring konkluderes det, at vi er på vej ind i en krise for lokaldemokratiet. Kommunens borgere opfatter i vid udstrækning sig selv som kunder i en velfærdsbutik og synes ikke, at de har reel indflydelse. Det er et problem, når 40% af de adspurgte borgere mener at den primære grund til at involvere sig i lokalpolitik netop er at få indflydelse.
Derfor efterlyser Indenrigsminister Marianne Vestager nye måder at engagere borgerne på. Vi behøver imidlertid ikke kigge længere end til vores engelske naboer for at se, hvordan man med stor succes har arbejdet med at dele ansvar og indflydelse ud til borgerne. En af metoderne til det er at give borgerne indflydelse over noget der betyder noget og som kan mærkes og ses direkte – pengene. To tredjedele af den offentlige økonomi forvaltes af kommunerne, men borgerne har kun en indirekte og meget distanceret indflydelse på hvordan de mange milliarder bruges.
Borgerbudgettering – eller participatory budgeting – er en demokratisk proces, hvor en lillebitte del af det offentlige budget gives til borgerne. Borgerne skal selv foreslå, prioritere, bestemme og forvalte – på lokalt niveau og inden for de områder, de synes er spændende. I USA, England og mange af de andre cirka 30 lande hvor borgerbudgettering bruges, har erfaringerne vist, at man ved at give folk direkte indflydelse over en lille del af budgettet øger deres interesse for og deltagelse i det repræsentative demokrati. Årsagerne er simple: Tidsånden er at folk engagerer sig i det, der er lige foran deres dørtærskel. Når vi skal stemme om penge til os selv eller vores nabo, så stiller vi op, og når vi ser det virker, får vi lyst til at gøre mere.
Ændrer det noget om vi laver borgerbudgettering eller borgerhøringer?
Laver vi ikke borgerbudgettering allerede? Nej. Der findes mange stærke eksempler på gode beslutningsprocesser rundt omkring i Danmark, men oftest er for eksempel den endelige beslutningskompetence ikke delt ud til alle borgerne. Og djævelen ligger i detaljen. Når borgerne inviteres til deltage i beslutningen om, hvordan lidt af kommunens penge skal bruges, bliver det langt mere konkret for dem, hvorfor de skal deltage, og hvad de får ud af det. Erfaringer viser, at inviterer du til eksempelvis et seminar om 'bydelsfornyelse' kommer der måske 17 personer, eller dem vi kender som "Tordenskjolds soldater". Udbreder du kendskabet til borgerbudgetter og inviterer til et seminar, hvor folk kan fordele deres egne penge, kan du udvikle det til at der kommer 117. Hvorfor - Fordi incitamentet til at deltage er større, når et projekt angår borgeren selv - dig - og du er med til at tage beslutningen på stedet.
Nogle kommuner er begyndt – men hvordan kan Regeringens bakke op?
I Hedensted, Kolding og Holstebro kommuner har man taget initiativ til at gå i gang med borgerbudgettering. Det vil give os de første erfaringer i Danmark, som vi kan lære af, og som om nogle år vil give os værdifuld indsigt. Metoden har imidlertid et meget bredere potentiale og fortjener national opmærksomhed. I England besluttede den forrige regering, at der skulle være borgerbudgettering i enhver kommune og stillede rådgivning og viden til rådighed, som kunne hjælpe kommunerne med at komme i gang. Den engelske regerings motiv var, at borgerbudgettering kan gennemføres for meget små penge og indenfor de eksisterende rammer, men der skal opbakning til processen.
I 2011 viste en evaluering fra det britiske indenrigsministerium (link), at borgerbudgettering på mindst 8 forskellige måder bidrog til at styrke lokal sammenhængskraft, forbedre borgernes demokratiforståelse og øge lokalpolitikernes muligheder for og evne til at gå i dialog med vælgerne. Det flugter temmelig godt med Indenrigsministeriets og demokratirapportens anbefalinger.
Hvorfor skal borgerne inddrages, når de har valgt politikere til at træffe beslutningerne?
Politikerne er valgt til at repræsentere borgerne, men de kan aldrig opnå den viden, borgerne og brugere af kommunens ydelser har. For de er ikke alle borgerne.
Ved at inddrage borgerne i beslutningerne får politikerne adgang til en viden, der styrker relevansen og effekten af deres politik. Politikerne slipper godt nok kontrollen over 0,1% af politikken, men de vinder stor indsigt og legitimitet til at kunne tage beslutninger for de øvrige 99,9%. Men vi skal huske – demokrati tager tid. En tommelfingerregel siger at borgerbudgettering skal gennemføres over 3 år før det har en effekt på lokalsamfundet - og 5 år er bedre!
Derfor – slip pengene løs og slip borgerne løs. Så kommer engagementet, ansvaret og deltagelsen.
