Af Sophie Hæstorp Andersen, MF (S). Spidskandidat til regionsformand for Socialdemokratiet i Region Hovedstaden. Tidl. formand for Folketingets Sundhedsudvalg og sundhedsordfører.
Administrerende direktør i CETREA A/S og medlem af regeringens vækstteam for sundheds- og velfærdsløsninger efterspørger i sit blogindlæg initiativer, der kan sætte en ny retning for offentligt ansattes samarbejde med private om sundhedsvæsenets innovation, så kulturen ændres fra mistænkeliggørelse til merit.
Mangel på tid, penge og prestige
Selve præmissen for spørgsmålet er interessant. For i sit eget blogindlæg beskriver Freddy Lykke detaljeret, hvordan CETREA A/S, der i dag er kendt for have skabt orden med IT i et komplekst hospitalssystem, netop blev til i et frugtbart forskningssamarbejde mellem offentligt ansatte på Horsens Hospital, en forskningsinstitution og den private virksomhed. Fra beskrivelsen får man altså ikke indtrykket af en kultur, der i dag mistænkeliggør offentligt ansatte, der medvirker eller bliver frikøbt på vores hospitaler til at udvikle produkter i samarbejde med en privat virksomhed til gavn for patienter, arbejdsmiljøet eller miljøet.
Derimod kan der være en række andre strukturer på spil, når et hospital skal beslutte om man vil indgå i et samarbejde med f.eks. en nystartet virksomhed. Det kan lige så godt handle om økonomi og manglende prestige. De seneste 10 år har vores hospitalsvæsen således været underlagt meget stramme økonomiske med krav om hele tiden at øge produktiviteten. Fokus er altså alene på kerneydelsen ”at behandle” enten på et offentligt hospital eller på et privat. Og så er der kort fortalt en fare for, der ikke i tilstrækkelig grad levnes tid, ressourcer og karriereveje til f.eks. offentligt-privat-innovation i nye medicinske, medikotekniske, IT-mæssige eller organisatoriske løsninger, der kunne redde flere liv i fremtiden.
Af samme årsag pegede Det Nationale Samarbejdsforum for Sundhedsforskning i sin årsrapport for 2012 (s.10), at der var behov for at fremme forskningsbudgettering, for at sikre tid og ressourcer til forskning i klinikken og f.eks. delestillinger. Flere regioner har fulgt anbefalingen, og har i dag konkrete budgetmål for brug af ressourcer til forskning. Det er oplagt, at en del af disse ressourcer også går til forskning, der inddrager private virksomheder i et fælles udviklingsforløb f.eks. i udvikling af nye IT-værktøjer.
Læg hertil de nye regler fra regeringens udvalg vedr. industriens samarbejde med læger og andet sundhedspersonale, hvor der opstilles klare regler for f.eks. aktier, aflønning og gaver. Så synes jeg vi går i retning af en kultur med mindre mistænkeliggørelse i samarbejdet mellem offentlig-privat.
”Sundhedsindustriens” digitalisering
Den anden del af spørgsmålet fra Freddy Lykke går på konsortiedannelser med private aktører og om ”Sundhedsindustrien” med fordel kan inddrages, når der skal formuleres strategier for digitalisering af sundhedsvæsenet. Efter min mening afhænger det meget af, hvad der lægges i begrebet ”sundhedsindustrien”. Er der alene tale om sundhedsrelaterede velfærdsløsninger, såsom hjælpemidler, lægemidler, medikoteknisk udstyr, sundheds-it og lignende? Eller tænkes der også her på f.eks. ambulancedrift, forebyggende sundhedstjek, og funktioner som f.eks. rengøring og madlavning til vores sundhedsvæsen?
Afhængig af definitionen er der meget forskelligartede erfaringer med at inddrage private i løsningen af offentlige opgaver i sundhedsvæsenet. Hver for sig har de enkelte regioner, uafhængigt af partifarve, afprøvet forskellige modeller med både positive og negative konsekvenser. I Nordjyllands Amt udviklede man ambulancejournalen AMPHI med Falck, men kunne efterfølgende ikke overbevise de øvrige regioner om at bruge systemet. I et andet samarbejde har tre regioner indgået et partnerskab med Silverbullet A/S om at udvikle en telemedicinsk platform i Open Source, der kan tilpasses til de mange data der i fremtiden skal tilgå fra mange forskellige typer af IKT. http://www.rm.dk/om+os/aktuelt/nyheder?docid=123247
Men en ting er at bidrage til strategier og indgå i konkrete partnerskaber om innovation. Noget andet er, at regioner, stat og kommuner jo faktisk digitaliserer for skatteborgernes penge. Derfor må der aldrig kunne sås tvivl om formålet – at sikre mere effektive arbejdsgange og udvikling af bedre indsatser i det offentlige sundhedsvæsen.
Stafetten går til Torben Möger Pedersen, adm. direktør for PensionDanmark
PensionDanmark har sammen med en række andre pensionsselskaber kastet sig ind i debatten om, hvordan brugen af offentlige-private-partnerskaber kan medvirke til at sikre en udvikling af fremtidens velfærd, samtidig med at det giver et afkast til pensionskunderne.
Debattørerne har hurtigt delt sig i to lejre: Dem, der foretrækker OPP frem for at det offentlige selv er bygherre på f.eks. infrastruktur som veje, skoler og hospitaler. Og dem, som anerkender fordelene ved OPP, men som frygter at de ekstra finansieringsomkostninger ved OPP gør, at det økonomisk set er en dyrere løsning.
Mit spørgsmål til Torben Möger Pedersen går på:
- Hvad mener du selv er det mest tungtvejende argument for, at f.eks. regioner skal indgå i et OPP-samarbejde om f.eks. at bygge et nyt psykiatrisk hospital, et P-anlæg eller sterilcentral? Groft sagt, har det jo altid været en dyrere løsning at vælge ”Peter fra Leasy” frem for selv at købe en vaskemaskine, et TV eller lign.
- Hvordan undgår man, at sætte lokal- og regionaldemokratiet ud af spil ved, at bygninger der driftes igennem et OPP-samarbejde kan være bundet i 20-30 årige finansieringskontrakter, der umuliggør fleksibilitet eller salg, hvis der f.eks. pludselig bliver langt færre ældre til ældrecentret, eller børn til en lokal kommuneskole bygget i et OPP? Eller hvis f.eks. sterilinstrumenterne i fremtiden bliver engangs-udstyr?
