Der blev skrevet politisk Danmarkshistorie, da det stod klart, vi fik en SVM-regering efter valget d. 1. november 2022.
Et af de store spørgsmål har siden været, hvordan partiernes vælgere ville tage imod det eksperimentielle samarbejde, og nu viser en ny måling, at særligt et af partierne får hug for regeringskonstellationen.
Det er Socialdemokratiet, der i markant grad har mistet opbakning blandt de ældre vælgere. Det viser en meningsmåling blandt medlemmerne af Faglige Seniorer.
Til valget d. 1. november oplyste 48,2 procent af de ældre vælgere, at de stemte på Socialdemokratiet. I den nye måling er det tal blevet barberet voldsomt ned, så det nu kun er 38,8 procent af deltagerne i undersøgelsen, der svarer, de ville stemme på S, hvis der var valg i dag.
Spørgsmålet er så, hvad årsagen til vælgerflugten bunder i, og her tyder det på, at mange ældre har svært ved at se, hvor det røde aftryk er i den nye regerings politik.
Det er i hvert fald partierne på venstrefløjen, der ser ud til at profitere af utilfredsheden blandt de ældre vælgere.
Ifølge meningsmålingen står SF til en fremgang på fem procentpoint, så partiet nu ville få 14,8 procent af de ældres stemmer. Enhedslisten kan også glæde sig over en øget tilslutning blandt seniorer.
Meningsmålingen er foretaget i ugerne efter offentliggørelsen af regeringsgrundlaget. 3.166 seniorer har deltaget.
I målingen har Faglige Seniorers medlemmer også haft mulighed for at give udtryk for deres holdning til den nye regering, og det valgte næsten 500 af dem at gøre.
Her får du et par eksempler:
"Havde aldrig troet at socialdemokraterne kunne ændre politisk holdning så hurtigt. Er rystet over deres pensions ændringer," skriver Elsebeth.
"Godt med en bred regering, men utrolig dårlig med afskaffelsen af Store Bededag. Nu handler det om, at regeringen får lavet nogle gode reformer, som holder længere end til næste folketingsvalg," skriver Lene
"Hvordan kan Socialdemokratiet vælge at samarbejde med to blå partier, når befolkningen har stemt et rødt flertal i Folketinget? Kæmpesvigt!" skriver Doritt.
"Godt at vi fik en flertalsregering hen over midten i Folketinget. Det var modigt og rigtig gjort at Venstre (Jacob Ellemann-Jensen) gik med i regeringen og undlod en advokatundersøgelse af Mette Fredriksens minksag," skriver Christian.
Kilde: Faglige Seniorer