Venstre vil alligevel ikke afskaffe Arne-pensionen. Foto: Shutterstock
Venstre vil alligevel ikke afskaffe Arne-pensionen. Foto: Shutterstock

Venstre i kovending: "Nej, vi vil ikke afskaffe den"

Politik

20/07/2022 08:43

J. Bøgen

Men Konservative er ikke glade for de nye toner fra Venstre.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Arne-pensionen er kommet for at blive. Venstre kommer i hvert fald ikke til at afskaffe den.

I en fælles kronik i Avisen Danmark tirsdag aften skriver Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, finansordfører Troels Lund Poulsen og beskæftigelsesordfører Hans Andersen, nemlig, at Venstre ikke går til valg på at afskaffe Arne-pensionen.

Og det er betydeligt andre toner, end der plejer at komme fra det liberale parti. For eksempel var afskaffelsen af Arne-pensionen en del af Venstres udspil til finanslovsforhandlingerne 2021.

"Tusindvis af mennesker har en berettiget forventning om at kunne gå på tidlig pension, og det vil vi gerne skabe tryghed om. Og så handler det om, at vi konstaterer, at et stort og bredt flertal i Folketinget har fredet ret til tidlig pension, Arne-pensionen," siger Hans Andersen (V) til DR.

Konservative "rigtig ærgerlige"

Venstres kovending på Arne-pensionen er ikke faldet i god jord hos det, ifølge meningsmålingerne, største parti i blå blok, Konservative.

"Konservative er rigtig ærgerlige over, at Venstre har ændret holdning i den her sag og nu vil frede Arne-pensionen," siger politisk ordfører Mette Abildgaard (K) til DR.

Venstre bruger blandt andet som argument for den nye holdning, at et stort og bredt flertal i Folketinget ønsker at bevare Arne-pensionen.

"Og vi har også respekt for de mange mennesker, der gerne vil tilrettelægge deres pensionstilværelse, efter man har mulighed for at træde ud på en tidlig pension. Det respekterer vi, og det er derfor, vi kommer med den melding i dag (tirsdag, red.), siger Hans Andersen til DR.

Men det argument giver de ikke meget for hos Konservative.

"Der er ikke nogen, der aner, om der vil være et bredt politisk flertal for Arne-pensionen efter et valg," siger Mette Abildgaard til DR.

Godt nok mener Konservative stadig, at Arne-pensionen skal skrottes, men Mette Abildgaard forklarer, at det altså ikke er noget, der vil ske fra den ene dag til den anden. I stedet kunne en løsning være en udfasning af ordningen.

S: Venstre på retræte

I regeringen jubler de over Venstres udmelding og kalder det for "en kæmpe sejr" og et "tilbagetog" for Venstre.

"Det står klart, at det ikke er en helhjertet fredning af retten til tidlig pension. Det er, fordi Venstre føler sig tvunget til det. Det er langtfra givet, at Jakob Ellemann bliver blå bloks statsministerkandidat, og både Konservative og Liberal Alliance er meget opsatte på, at retten til tidlig pension skal afskaffes igen, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til Avisen Danmark.

FAKTA: ARNE-PENSIONEN

Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten vedtog retten til tidlig pension, som trådte i kraft 1. januar 2022.

Med aftalen får mennesker med lange og ofte hårde fysiske arbejdsliv ret til at trække sig tidligere tilbage. Retten til tidlig pension er baseret på objektive kriterier og tager udgangspunkt i antallet af år på arbejdsmarkedet.

Har man som 61-årig været 44 år på arbejdsmarkedet, får man ret til at trække sig tilbage tre år før folkepensionen, mens 42 og 43 år giver ret til, at man kan gå fra et eller to år før folkepensionen. Alderen for opgørelsen og antallet af år på arbejdsmarkedet vil følge med udviklingen i folkepensionsalderen.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.