Vi skal smække kasserne i for indvandrere for at kunne hjælpe flygtninge

Omkostningerne ved indvandring er noget, der ofte hives frem i debatten. Hidtil har tallet 35 mia. kr. om året været det, der blev spillet på banen. Det ser dog ud til, at landets arsenal af politikere og debattører skal til at justere dette tal en smule. Det er faktisk en justering på 5 mia. kr., der er behov for. I en ny beregning gør Finansministeriet nemlig udgifterne ved indvandring op til 30 mia. kr. årligt. 

Beregningen er sket med afsæt i tal fra 2016, og da det tager flere år at indsamle og analysere de store mængder data bag Finansministeriets beregninger, må man tage forbehold for, at udviklingen kan være gået både op og ned sidenhen. Dertil kommer, at der måske kan herske tvivl om regnemetoderne, og at faldet således ikke nødvendigvis er så stort som det først kan virke.

Dog viser den nye beregning gode takter. Vi skal nemlig arbejde hen mod, at indvandring bliver en fortjeneste og ikke en udgift for Danmark. Vejen til dette mål skal bl.a. være brolagt med en politik, der stiller krav til indvandrere og ikke pacificerer dem ved at stå klar med overførselsindkomster fra den dag, de krydser grænsen. På trods af ændret lovgivning på området er det nemlig i dag sådan, at vi beredvilligt uddeler overførselsindkomster til både indvandrere og flygtninge.

Resultatet af den politik er, at der fosser penge ud af statskassen, mens kompetente indvandrere køres ud på et sidespor i det samfund, de burde være aktive medborgere i. Alt sammen sker på bekostning af de flygtninge, der reelt set har behov for økonomisk støtte, indtil de kan finde deres plads i det danske samfund.

Tit sker det, at man blander flygtninge og indvandrere sammen. Det skyldes givetvis også, at man i den konkrete politik ikke differentierer nok mellem disse grupper. Det gælder ligeledes, når det kommer til overførselsindkomster. Men når alt kommer til alt, er det to helt forskellige grupperinger, der bør behandles derefter. Indvandrere er dem, der af egen fri vilje kommer til Danmark i jagten på et bedre liv. Indvandrere kommer typisk hertil med udsigt til et arbejde eller en uddannelse.

Indvandrere må vi gerne stille krav til. Og et af de helt grundlæggende krav bør være, at de i hvert fald i de første år i Danmark deltager aktivt i samfundet gennem arbejde eller uddannelse og at de desuden forsøger sig selv. Det er ikke nogen statslige opgave at sende månedlige overførselsindkomster efter indvandrere.

Begynder vi at gennemføre denne sondring mellem indvandrere og flygtninge i den praktiske politik om overførselsindkomster, vil de samlede udgifter ved indvandringen falde markant. Samtidig vil man med en politik om nul overførselsindkomster til indvandrere hjælpe integrationen på vej. Den sande integration kommer ikke som resultat af mærkværdige statslige påfund, men er i stedet et resultat af, at man som indvandrer deltager i det omgivende samfund gennem arbejde eller uddannelse. Når man fra statens side beredvilligt giver overførselsindkomster til indvandrere og tvinger dem igennem forskellige integrationstiltag, modarbejder man i virkeligheden integrationen.

Desuden ville der være flere midler til at tage sig af den gruppering, der for alvor har behov for vores hjælp, også i form af økonomisk støtte, til de finder deres plads i det danske samfund. Det er flygtningene: dem der med nød og næppe slipper ud af krigsplagede lande, ulande med hungersnød eller undertrykkende regimer.

Som en velhavende nation har Danmark et internationalt ansvar til at hjælpe en del af verdens flygtninge. Men vi skal hjælpe på en måde, så det danske samfund og den statslige økonomi ikke lider overlast. I praksis ville det især kunne være ved at modtage de kvoteflygtninge, som vi gennem internationale aftaler har forpligtet os til at hjælpe.

Flygtninge må vi også gerne stille krav til, men da de har helt andre baggrunde end indvandrere, bør vi også stille andre krav til dem. Vi skal huske på, at flygtninge kommer hertil af nød og at de ofte er dybt traumatiserede af krige og konflikter i deres hjemlande. Det betyder, at vi i den første tid om nødvendigt skal stille økonomisk hjælp til rådighed, så de får en fair chance for at finde sig til rette og på sigt rejse hjem igen eller blive integrerede danske statsborgere, hvis de ønsker og kan det.

Det er på tide, at vi får vendt indvandringen fra en ulempe til en fordel. Det nuværende debatklima vidner tydeligt om, at der er behov for en ny retning, hvis vi skal gøre noget ved den eskalerende konflikt, som indvandringen afføder. I øjeblikket ligger indvandringen statskassen til last, og sådan skal det ikke være.

Uanset om der er tale om flygtninge eller indvandrere, bør vi ikke lade etniske og kulturelle forskelle skille os ad. Et rummeligt Danmark kræver en ny udlændingepolitik. Et godt sted at starte ville være et stop for overførselsindkomster til indvandrere i deres første år på dansk jord. På den måde vil indvandrere kunne komme i arbejde, møde resten af Danmark og blive en integreret del af samfundet. Ved at lukke ned for overførselsindkomsterne og samtidig anerkende, at flygtningene kan have behov for en økonomisk håndsrækning, kommer vi udlændinge i møde som de ligeværdige mennesker, de er.

Det endelige mål bør være, at både flygtninge og indvandrere kan blive en aktiv fordel for det danske samfund, om de så kun er her i en kortere periode eller om de ønsker at blive her hele livet ud.