Professorer: Social usikkerhed er stigende

Det er en forventelig udvikling, at flere hundrede borgere samledes i Vejle i oktober 2013 for at forenes om en social modstandsbevægelse. Det mener de to professorer Ove Kaj Pedersen og Steen Hildebrandt.  

“Noget tyder på, at der er et stærkt skisma mellem forventninger opbygget gennem 40 år og den realitet vi lever i. Det skisma er i bevægelse, og man kan ikke afvise, at det kan udmønte sig i en form for mobilisering, men mødet mellem nogle hundrede borgere er ikke mobilisering,” siger professor Ove Kaj Pedersen, CBS.

“Jeg er enig i at der stigende usikkerhed, resignation og opgivenhed. Jeg ved ikke hvor stort og dybt det går lige nu, men jeg er sikker på, det kan antage en størrelse, som udløser en politisk begivenhed af en slags,” siger professor Steen Hildebrandt, Aarhus Universitet.

DenOffentlige.dk har beskrevet, hvordan en gruppe utilfredse borgere har arbejdet målrettet på at organisere et oprør mod kommunerne. Professorerne vil ikke afvise, at læge Stig Gerdes’ forsøg på at organisere et oprør mod kommunernes menneskesyn, kan udvikle sig til mere.

“Jeg vil indtil videre ikke kalde det mobilisering, men det er et skridt på vejen og det er et vigtigt initiativ, som jeg ikke udelukker kan brede sig geografisk og i antal deltagere,” siger Ove Kaj Pedersen.

Den sociale modstandsbevægelse “Klemt” har oplevet en markant stigning i antallet af følgere siden DenOffentlige.dk omtalte initiativet. På tre dage er antallet af følgere steget fra godt 3000 til nu over 3800 (pr. feb 2016 er antallet steget til 11.000+, red).

Opgør med NPM

Mens CBS-professoren Ove Kaj Pedersen har  beskæftiget sig indgående med velfærdsstatens udvikling, er professor Steen Hildebrandt, kendt for sin viden om ledelse og styring. Hildebrandt peger på, at tyve års fokus på styring og kontrol gennem New Public Management, har sin pris.

“Det kan siges ret enkelt, for det man måler, får man, mens det man ikke måler, får man ikke. Der er kommet en forenkling i definitionen af de services og ydelser, som velfærdssystemet leverer. En forenkling der presser ledere og medarbejdere til at definere og måle resultater mere og mere præcist. Jo bedre man er til at definere sine mål og levere på dem, jo bedre bliver man belønnet. I sådan et system går de menneskelige dimensioner tabt,” påpeger professor Steen Hildebrandt med henvisning til Produktivitetskommissionens nylige anbefaling om mere bonusløn i det offentlige. Et forslag, der i øvrigt blev skudt ned af kommunaldirektørernes formand, Niels Højberg.

Ove Kaj Pedersen peger på, at velfærdsstaten som garant for oprør og uro har været en succes.

“Der er masser af kritik, men paradokset er, at vi grundlæggende er tilfredse. Velfærdsstaten har formået at dulme afsættet til sociale konflikter og individualisere utilfredsheden. Der er umådeligt mange konkrete projekter, der har til formål at aktivere udsatte borgere, og holde dem i gang. Det holder den enkelte fra at finde sammen med andre, og derigennem organisere en utilfredshed. På den måde har velfærdsstaten været en succes,” siger Ove Kaj Pedersen.

Individualisering

Selvom antallet af utilfredse borgere er stigende i form af flere klager og nu etablering af en social modstandsbevægelse mener Ove Kaj Pedersen, at der er et stykke til egentlig mobilisering.

“Det her er ikke et isoleret offentlig sektor problem. Se på den private sektor. Folk klager i stigende grad over deres håndværkere, arkitekter eller over supermarkedernes priser eller bankernes opførsel,” siger professoren.

Han forklarer, at velfærdsstatens succes er, at skabe en meget stor forenet middelklasse, hvor problemer i høj grad er individualiseret.

“Modstanden og utilfredsheden er individualiseret. På den måde er det, vi ser i dag, betydeligt mindre end den mobilisering og organisering, der skete i 60’erne og 70’erne. Dengang var det rodfæstet i en en social-kulturel kritik, som velfærdsstaten siden har individualiseret. Men jeg vil ikke afvise, at der kommer en organisering eller mobilisering,” siger Ove Kaj Pedersen.

Steen Hildebrandt peger på, at velfærdsstatens evne til at systematisere alt og siden bygge kontrol ovenpå, har skabt et væsen, som kalder på en reaktion.

“Skurken her er den enorme tro på styring og kontrol, hvor ledere, politikere og fagprofessionelle gemmer sig bag ved et system af nøgletal og målinger. De mennesker, der samler sig nu, føler sig derfor heller ikke set. De møder et bureaukrati der ikke er i stand til at se det menneske, det handler om,” påpeger Hildebrandt, der efterlyser mere fokus på dimensioner, der svært måles og kontrolleres på kort sigt.

“Der er gået nogle dimensioner tabt med den udvikling i regler og kontrol, som man har fokuseret på de sidste årtier. Det er vanskeligt at stå op imod, og det er jo det, som den enkelte borger oplever. Men på den anden side har vi så bureaukraterne, som kan argumentere med, at utilfredsheden er hos et lille mindretal, og der er et stort flertal af tilfredse borgere,” påpeger Hildebrandt.

Begge professorerne tror den sociale modstandsbevægelse er begyndelsen på en ny tendens, som har sit afsæt i en voksende forventningskløft. Men de tør ikke spå om styrken.

Voksende forventningskløft

“Der er den centrale udfordring, at man gennem de seneste 40 år har opbygget forventninger, som man i dag må sige er urealistiske. Der er ingen tvivl om, at de er urealistiske, og vi står over for en andel, der har forventninger som ikke kan indfries i den grad som de ønsker,” siger Ove Kaj Pedersen.

Steen Hildebrandt mener, at den nye udvikling kan ændre det politiske billede.

“Der kan udvikle sig en situation, hvor en ny politisk formulering pludselig får medløb. Det er en klar mulighed, men jeg tør ikke vurdere, om vi er tæt på. Jeg er dog ikke i tvivl om, at der er usikkerhed og utilfredshed langt ind i grupper der tilhører borgerskabet,” siger Steen Hildebrandt.