Rådmand advarer middelklassen: I tryner udsatte borgere

Kors i hytten hvor bliver jeg træt engang imellem!   Vi indfører 225-timers regler, kontanthjælpslofter, førtids- og flexjobreform osv. Vi taler ned til ledige. Vi taler om ”dem” og ”os”. Ja, vi er blevet så socialt blinde, at vi ikke kender hinanden. Hvor mange fra den førende middelklasse kender en kontanthjælpsmodtager? Hvor mange bor nabo med en? Gør du?

Manglende viden om, hvordan mennesker lever er ved at ødelægge vores samfund. Det er helt galt, når en minister bare foreslår, at fattige borgere kan flytte til en ny bolig? Eller når en kommune anbefaler borgere at flytte til en anden kommune? Eller når en minister siger, at fattige da bare kan tage sig et job.

Og vær ikke i tvivl, jeg er hardcore fortaler for, at dem der kan selv, skal selv.    Kom ind i kampen i virkeligheden Jeg mangler virkelige løsninger. Alt for mange af os velbjærgede borgere glemmer, at samfund med mest lighed er både de tryggeste og rigeste. De mest lige samfund, som i Norden, har flest borgere, der deltager på arbejdsmarkedet, mindst kriminalitet, og jeg kunne blive ved.    Det undrer mig derfor også, at politikere og meningsdannere taler mod bedre vidende og laver politiske løsninger, der er kontraproduktive. Det politiske mantra er, at vi skal gøre det, der virker.    På trods af det indfører vi lovgivning som 225 timers regler og kontanthjælpslofter, som selv lovgiver erkender, ikke virker. Vi gør tusindvis af mennesker fattige for at sikre 700 flere på arbejdsmarkedet. 

Men når vi nu ved, at fattigdom netop fastholder mennesker i udsathed og modvirker, at deres børn får samme forudsætninger, som deres jævnaldrende. 

Sker det måske for at få stemmer fordi det oser af handlekraft?    Sker det måske fordi beslutningstagere i deres middelklassseghetto, i deres middelklassecafeer og deres middelklassegolfklubber spejler sig i sig selv?    Hvornår blev Janteloven vigtigere end Grundloven, og hvornår afløste narcisismen egentlig fællesskabet?   Lad os samles om løsninger, der virker Kære det politiske Danmark, vi skal i arbejdstøjet, for lige nu ødelægger vi barndomme.    Virkeligheden er, at børn må flytte fra vennerne, fra deres lærere og fra deres fodbold. Ikke for at følge med forældrene til et bedre liv, men for at overleve et liv i udsathed. Virkeligheden er, at vi presser forældre til at slå rod i fattigdom, fordi de ikke er boglige, er psykisk svage, blev mobbede, ikke fik mulighederne eller bare er syge.    Men der er noget, vi kan gøre!    Vi kan sikre billige gode boliger. Sikre lejerne ordentlige vilkår. Vi kan forhindre udsættelser. Det kræver ”bare” politikere, der vil det.    Kom med arbejdspladserne, kære erhvervsliv Når DI og andre arbejdsgiverorganisationer ønsker at stramme op og sulte folk ud på arbejdsmarkedet, holder det ikke en meter, at de ikke stiller arbejdspladser til rådighed til udsatte.  Det kræver en indsats - javist. Men vil man sparke, må man også stå parat med muligheder. Det er en god dansk værdi, men jeg savner at se handling bag den.

Når vi taler om, at udsatte børn skal have læring, bliver vi nødt til at sikre lige muligheder. Älle børn skal mærke og være en del af fællesskaberne, komme i kvalitetsinstitutioner, der også rummer udsatte børn, gå i skoler med de dygtigste(og fleste) lærere, der hvor udsatheden er størst.   Men det er så smadder bekvemt at pege fingre af fattige og dømme dem for at ryge eller leve usundt. Eller stemple de, der ikke formår at få en uddannelse, eller langtidsledige der ikke får fat i et arbejdsmarked, der savner rummelighed.    Peg dine fingre i den rigtige retning Siden hvornår er vi holdt op med at være taknemmelige. Rummelige. Forstående. Hensynsfulde. Alle os, der kan. Alle os, der er så heldige at være dygtige i skolen. Os der kommer fra et godt trygt hjem, er psykisk robuste og fysisk stærke. Hvornår var det lige, at vi holdt op med at være taknemmelige, og hvad er det lige, der berettiger os til at pege fingre af mennesker, der har det anderledes?   Vi ved rigtig meget om, hvad der virker, men gør ikke nok ved det. Kunne det tænkes, at det er, fordi det passer flertallet af os at have et velfærdssamfund, hvor der er frit valg på øverste hylde for alle os, der har vores på det tørre?   Hvis det er tilfældet, så tænk engang over dette: Din tryghed er indblidt, hvis du peger fingre, er bedrevidende og dømmer udsatte mennesker. For samfund, der består af dem og os, mister sammenhængskraften.   Vores samfund er bygget på forskellighed og medmenneskelighed, så lad os nu fokusere på løsninger og systemer, der virker i stedet for at pege fingre af de mennesker, der drømmer om at få et bedre liv.    FAKTA: I Aalborg er den røde tråd, at alle skal høre til. Jeg er så privilegeret at sidde i et byråd, hvor vi  på tværs af politiske partier vil, at alle skal høre til. Og vi har en kommune hvor politi, foreninger, boligselskaber og borgerne vil det samme.   Det betyder at vi sammen investerer i de udsatte børn og familier, at vi investerer i at få skabt flere jobs og få flere ud på arbejdsmarkedet. At vi har bedre normeringer i daginstitutioner med flest børn i udsatte positioner, at vi er Danmarksmestre i at forebygge boligudsættelser, at vi har puljer til at bekæmpe fattigdom, at vi bygger billige boliger osv.   Men fortsætter symbolpolitikken, fortsætter stigmatiseringen, fortsætter mobningen og fortsætter uvidenheden, ja så forsvinder den sammenhængskraft, den tryghed og de mange muligheder, som har været gældende for alle danskere, og som vi er så stolte af.   Er det det vi vil?