I Lyngby-Taarbæk er problemet søgt løst ved at give medlemmer af de stående udvalg mulighed for at indkalde suppleanter. Modsat kommunalbestyrelsesmøderne, kan der i udvalg kun indsuppleres medlemmer, der allerede sidder i kommunalbestyrelsen. Det er dermed ikke muligt for et byrådsmedlem at indsupplere andre end de faste kollegaer i byrådet.
Ordningen kunne dermed nemt blive en fordel for de store grupper, der har en partikollega, der kan indkaldes som vikar, og en ulempe for de små 1-mandsgrupper. Den sidste slags er der ikke færre end 4 af i Lyngby-Taarbæk. Der er imidlertid intet i reglerne der siger, at suppleanten skal have samme partitilhørsforhold. Muligheden for at indsupplere betyder dermed, at også en-mandsgrupperne kan vælge at overlade pladsen til en anden i tilfælde af forfald. Nu har ordningen så fungeret i mere end et år og erfaringerne kan så småt gøres op.Der er meget få udvalgsmøder, hvor der ikke er et fuldtalligt antal medlemmer; især de små partier har fået bedre mulighed for at få indsigt i arbejdet i andre udvalg end deres egne og der gives et incitament til øget samarbejde - særligt for de små partier, der gennem gensidige aftaler kan aflaste hinanden. Dermed bliver balancen mellem arbejdsliv, politik og privatliv også lettere at håndtere – den dårlige samvittighed når ens plads i et udvalg står tom er væk. Ordningen kræver dog også selvdiciplin – og her kniber det måske stadig lidt. Med den lette adgang til at indsupplere, bliver det oftere det civile arbejde – eller et familieanliggende, der vinder over et politisk udvalgsmøde. Der hvor man tidligere havde slået knude på både sig selv og kalenderen for at nå frem til et politisk møde, løses problemet nu let ved at ringe til et andet medlem. Det betyder, at der oftere er nye ansigter rundt om bordet ved det enkelte udvalgsmøde - også oftere end der før var tomme stole.
For at få det til at fungere er aftalen, at udvalget ikke starter forfra i en sag, fordi en suppleant sidder med ved bordet. Det er det ordinære medlems opgave at sikre, at suppleanten er klædt på og kan deltage på lige fod med de ordinære medlemmer. Det fungerer, så længe der ved et møde kun er en enkelt indsuppleret eller to. Enkelte gange har antallet af indsupllerede imidlertid været højere – og det giver udfordringer for kvaliteten og kontinuiteten i udvalgsarbejdet. Friheden til at skifte ud i udvalgsbesætningen forudsætter dermed, at man både er god til at klæde sin suppleant på – og at ordningen ikke bruges oftere end strengt nødvendigt. Findes den balance, er der imidlertid tale om en ordning, der både kan give øget indsigt og lette livet for de lokale folkevalgte.
