"Der er caries i tidens tand."
Sådan startede sangen ved KLs Topmøde, og måske der er noget om snakken. Stilen på KL Topmødet, der samler over 1500 borgmestre, kommunale ledere og lokalpolitikere kalder ikke på den vilde engagerede deltagelse.
Salen er fyldt med visionære og energiske mennesker. Spidserne af embedsværket og toppen i det politiske liv er samlet. Hvert år bruger vi to dage sammen i Aalborg. Vores landsforening har dermed en enestående mulighed for at sætte en skarp dagsorden, puste liv i debatten og fortælle regeringen hvordan virkeligheden opleves i kommunerne. Pressen er der, hungrende efter den historie de ikke får.
Embedsmændene er der, måske mest fordi det forventes at de ledsager politikerne. Politikerne er der, men hvorfor og med hvilket formål?
Læs også klumme om Topmødet fra Kenneth Birkholm (K)
Her i salen sidder jeg med kaffe og kolleger. Kigger rundt ved bordene omkring mig og ser folk der læser avis, tjekker mails, småsnakker og lytter halvt til ordene, der flyder fra scenen. Kun få har rent faktisk blikket og opmærksomheden rettet mod talerstolen, hvor der foregår et spil, et show som med lidt held sikrer et par velvalgte overskrifter i pressen dagen derpå.
Men kommer man for at få en politisk optur bliver man skuffet. Programmet er sat sammen tilpas kedeligt til at alle falder hen, får sig en blunder og først vågner op til festmiddagen om aftenen.
Ingen tvivl om at det er et fantastisk forum at træffe politiske kolleger fra hele landet, og få en snak om hvad der rører sig. Således er gruppemødet, hvor vi alle fordeler os til tre timers møde i vores respektive politiske grupper med åndsfæller fra hele landet og indspark fra landsledelsen, da også et af højdepunkterne i et mildest talt indholdsløst program.
Nye tider men samme stil
"Nye tider kræver nye løsninger" og "forandringer kommer uanset om vi vil eller ej"var noget af det, jeg tog med fra KL formand Martin Damms tale. Faktisk det eneste jeg husker dagen derpå. Men hvor blev de af, løsningerne og forandringerne?
Når jeg sidder og kigger rundt i en propfuld Aalborghal (fredag morgen er deltagerantallet dog faldet en smule for der er langt hjem for mange af os her i lille Danmark) rammer frustrationen mig:
Tænk hvis man satte alle de her mennesker i gang med at tænke højt og udvikle - og ikke bare lod dem falde hen med næste ugens madplanlægning.
Tænk hvis de dansede sig gennem natten helt høje efter i fællesskab at have tænkt helt nye tanker om samarbejdet mellem kommunerne.
Tænk hvis man lod sig inspirere af hinanden - i stedet for at blive lullet i søvn.
Tænk hvis man efter Benjamin Barbers opsang om, hvordan det ville være, hvis kommunerne styrede Verden, fulgte det op og tog debatten, ikke i performance stil men sådan rigtigt.
Nu skal det ikke bare lyde som et surt opstød herfra, for vi har vel hver især en andel i det der foregår. Hvorfor siger vi ikke fra, bliver væk og giver os til noget meningsfuldt?
Tiltaget med at samles i et kommunalpolitisk forum på denne måde giver jo rigtig god mening. Rammerne og intentionen er super. Men skal vi ikke prøve at putte noget reelt indhold i.
Årets Topmøde havde små tegn på forandringer. Næstformand Erik Nielsen lancerede dem fra talerstolen ved mødets begyndelse. Årets nytænkende tiltag er vildt og modigt. Hold vejret, her kommer det:
Festligheden er delt op i tre små fester i stedet for én samlet. Altså efter middagen, dét er det nye.
Det her må vi kunne gøre bedre. Så kom nu kære politikere, skal vi ikke gribe chancen og forlange et program med indhold og kant i stedet for blot at videreføre en fætter-kusinefest?
