Fra årsskiftet sker der en gennemgribende reform af indsatsen for de ledige dagpengemodtagere. Det er på en række områder et stort fremskridt. Ufaglærte får nu bedre muligheder for at uddanne sig. Reformen styrker samarbejdet mellem a-kasse og jobcenter, og den styrker virksomhedsindsatsen.
På et afgørende punkt er reformen dog hoppet af sporet og på vej i modsatte retning af hensigten. De ledige havner i en samtalefabrik.
Det helt centrale ved reformen var ellers, at ansvaret skulle flyttes tilbage til de ledige. Som Radikales arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq smukt formulerede den udsendte pressemeddelelse ved forligets indgåelse:
”Reformen er først og fremmest en tillidserklæring til de arbejdsløse. De fleste vil gerne have et arbejde – hurtigt. Det understøtter reformen på en effektiv og ubureaukratisk måde. Et bedre samarbejde mellem jobcentre og a-kasser skal hjælpe de arbejdsløse i job og modvirke langtidsledighed. Det er en reform med store perspektiver for de arbejdsløse.”
Jeg er desværre bange for, at både de ledige og a-kasserne vil opleve samarbejdet med jobcentrene som alt andet end en tillidserklæring og ubureaukratisk.
I det første halve år af ledighedsperioden skal alle ledige hver måned til en tvungen samtale i jobcentret. Det er, uanset om den ledige eller jobcentret vurderer, at der behov for det.
Der skal på landsplan gennemføres 400.000 ekstra samtaler. Det er der afsat 70 mio. kr. til.
I Aalborg har vi regnet på det. Vi er nået frem til, at jobcentret kun har 27 minutter til rådighed til hver samtale. Selv om vi er effektive, så skal der jo nok bruges 5 minutter til at forberede samtalen og 5 minutter til at følge op på den. Tilbage er 17 minutter til at snakke med hver enkelt ledig.
Det bliver således meget svært for medarbejderne at sikre kvalitet i samtalerne. Hvad værre er, at mange ledige vil føle, at samtalen ikke giver mening, men snarere er udtryk for kontrol og bureaukrati.
Med andre ord er vi havnet lige præcis dér, hvor ingen af os ønsker, at vi skal være.
Så derfor kære minister og Folketing. Inden I stiller jer i kø ved håndvasken og giver medarbejderne i jobcentrene skylden for dette. Så spørg jer selv, om det giver mening at køre de ledige igennem en månedlig samtalefabrik, når vi ved, at 50 % af de nyledige er tilbage i job løbet af 3 måneder?
Hvis I ønsker, at reformen skal være en tillidserklæring til de arbejdsløse - så lad dog de arbejdsløse og jobcentret selv aftale behovet for samtaler. Lad os bruge tiden til at give de ledige, der har brug for hjælp, en kvalificeret rådgivning frem for at holde meningsløse samtaler med de stærke ledige.
Kort sagt - giv ansvaret og værdigheden tilbage til de ledige.
FAKTA: Baggrund for beregningerne
Styrelsen for Arbejdsmarked og rekrutering (STAR) har beregnet, at der skal afholdes 400.000+ ekstra samtaler på landsplan pr. år.
Der er i 2016 (første år med helårs drift - de månedlige samtaler træder ikraft medio 2015) afsat 70 mill. kr. til kommunerne - i henhold til lovforslag.
En analyse af jobcentrenes ressourceforbrug (Quartz+Co og BDO Consulting for KL, Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet, 2014) viser, at en medarbejder, som arbejder med forsikrede ledige, i gennemsnit har årligt 1.265 timer til rådighed for sagsbehandling. Der er tale om den effektive arbejdstid, hvor tid til ferie, sygdom, frokost, møder, uddannelse og pauser er trukket fra arbejdstiden.
De 70 mill. kr. kan omsættes til 70.000.000/500.000 = 140 medarbejdere på landsplan. Der er regnet med en gns. Udgift pr. medarbejder på 500.000 kr., som skal dække alle udgifter dvs. løn og følgeudgifter.
140 medarbejdere har i alt 140 * 1265 timer = 177.100 timer til rådighed, hvilket kan omregnes til (177.100*60) = 10.626.000 minutter.
Det giver således 10.626.000 minutter/400.000 samtaler = 26,6 minut pr. samtale. Tiden er til henholdsvis forberedelse af samtale, afholdelse af selve samtale og efterbehandling af samtale (bl.a registrering og journalisering).
