Radikal innovation kræver politisk involvering. Dét stiller nye krav til politikerrollen og til samspillet mellem politikere og administration. Krav, som vi tvivler på kan indfries inden for de eksisterende rammer, fordi meget peger på, at den spilleplade, der findes for det administrative og politiske system, er blevet for smal. Den kan ikke bruges til at skabe de nødvendige samfundsmæssige fornyelser.
Anbefalinger til godt politisk lederskab
Der er ingen tvivl om, at vi har behov for at innovere de politiske processer, for politikernes bidrag til innovationsdagsordenen er afgørende. Det kan dog være utrygt for embedsværket at udfordre den vante rollefordeling mellem administration og politik. Det viser erfaringerne fra nogle af de kommuner, der er frontløbere på radikal udvikling af velfærdsområderne.
Derfor er det befriende at en gruppe politikere har nedsat en lokalpolitisk tænketank. Vi vil i det følgende bidrage med nogle af de kommunale erfaringer, vi i innovationsperspektivet har opsamlet i løbet af 2014.
Træd i karakter som politiker – stil krav til din administration
Vi har overværet en arbejdsdag for såvel udvalgsformænd som kommunens topledelse. Det kunne give os den tanke, at der ingen forskel er på politikere og embedsværk. Er det rigtigt, at det arbejde politikere – eller nogle politikere – udøver i råd og udvalg er meget lig embedsværkets? Så ledelse af en kommune er blevet en udelukkende administrativ ledelse beroende på de administrative medarbejderes faglighed og kunnen?
Vi har også overværet byrådsmøder og oplevet at en meget stor del af medlemmerne sidder passive og tavse, mens diskussionen kan foregå mellem ganske få, der ofte udtrykker i forvejen velkendte synspunkter. Man bør dog tænke på, at byrådssalen for nogle politikere stort set er det eneste sted, hvor de har mulighed for at komme til orde.
Det får os til at stille spørgsmålet, om vi har fået en situation, hvor politikerne alligevel samlet set har mistet indflydelse på det, der foregår i byrådssalen, fordi beslutningerne allerede er taget? Er byrådsmøderne blot en forlænget sagsbehandling, som embedsværket sætter rammerne for? Og er det den mistede indflydelse, som skaber frustration blandt politikerne, som igen har betydning for, at det bliver sværere og sværere at rekruttere til det politiske arbejde?
”Politikere lever af lys,” siger en borgmester.
Vi har oplevet, at når politikere bliver bedt om at præsentere deres drømme om fremtiden, så har de på tværs af partier mange indsigtsfulde ideer og ofte samme visioner. Det er blot vejen til målet, der er uenighed om. Den forskel dannede i de eksempler, vi har oplevet, grundlag for spændende politiske debatter, som alle engageret deltog i - og som smittede.
Genskab det politiske rum
Vi har en oplevelse af, at der er brug for at genskabe det politiske rum. Der er brug for en ny markering af forskellen på en politiker og en embedsmand, hvor politikeren ikke kun indordner sig embedsværkets arbejdsmåde og ikke mindst sprog.
Der er brug for seriøst at træne måder at kommunikere på, som involverer i stedet for at ekskludere.
Der er brug for et sprog, der kan forstås. Og særligt når det kommer til innovation, er der behov for at rehabilitere mundtligheden, da skriftligheden sjældent slår til, når det drejer sig om at beskrive det, vi dårligt nok kan forestille os.
Tænk derfor over følgende spørgsmål i en konstruktiv demokratisk forestilling:
-
Hvad nu hvis flere politikere lettere kom til orde?
-
Hvad nu hvis vi var sikre på, at det folkelige mandat havde samme status som embedsværkets faglighed?
Forandringer tvinger os på gyngende grund
Politikere kan selvfølgelig sige NEJ, når de bliver præsenteret for forskellige fremtidsscenarier, der illustrerer, at verden er af lave, og der derfor efterspørges radikalt anderledes løsninger. Men så bliver der ikke rykket ved noget af betydning, men desværre signalerer man også, at gentænkningen af velfærdssamfundet IKKE er en politisk opgave.
Politikeres opgave er vel grundlæggende at bidrage til udviklingen af næste generation af velfærdssamfundet. Men vil de det, må de slå automatpiloten fra og bevæge sig ud af komfortzonen. De må selv udfordre de gængse politiske dogmer.
“Nu lyder jeg som liberal alliance,” har vi hørt en SF’er sige.
En venstremand vidste ikke, hvad han skulle sige:
“Det er første gang i mange år, jeg ikke er klar med et svar. Jeg tror, jeg må sove på det.”
Når sådan noget sker, er politikeren godt på vej fra automatreaktion til nytænkning.
Udbytte er mere indflydelse og mere politik
Nogle politikere i Hedensted og i andre kommuner, hvor der arbejdes med nye politikerroller, er bekymrede for, om alt bliver kaos. De er også bekymrede for, om de kan finde den ekstra tid, det tager at involvere sig i sammenhænge, der ligger ud over det traditionelle politiske arbejde. Det er den enkelte politikers egen afgørelse, om tiden til denne involvering skal lægges oveni eksisterende politiske arbejde eller der må findes en ny balance. Det er også afsæt for en politisk drøftelse i partier, udvalg, byråd, regionsråd og andre politiske fora.
Til gengæld er det vores observation, at udbyttet for de, der tager dette skridt, er større indsigt, større indflydelse og flere muligheder for at tale om værdier og holdninger.
Faktisk kan bekymringerne ændres til vilkår, der kan håndteres. Vilkår, der gør, at det er naturligt at involvere sig i områder, hvor man ikke har særlig indsigt, men først og fremmest er med som borgernes repræsentant. Vilkår, hvor det er naturligt at involvere sig uden at forvente som politiker at skulle tage den endelige beslutning. Det sidste udfordrer også de partipolitiske dogmer, for en ny politisk dialog om værdier og holdninger vil komme til at røre ved partidisciplinen. Centrale spørgsmål her er:
-
Hvad nu hvis det var bekvemt også at være i tvivl?
-
Hvad nu hvis politikerne har mod til ikke at tænke i genvalg?
Rollemodel – også når vi fejler
Vi retter os efter, hvad vores ledere gør – ikke hvad de siger. Det betyder, at hvis byrådet har vedtaget en innovationsstrategi, hvor der også lægges op til radikal innovation, så er det vigtigt at holde sammen – også når det viser sig, at nogle af initiativerne slår fejl. Man er i innovationsarbejde aldrig på sikker grund, og hvis ikke man vover, er der intet at vinde. Det er vanskeligt i det politiske felt, fordi det traditionelt ligger i det politiske dna, at et mindretal altid vil forsøge at profitere af de fejl eller manglende succeser, der kan tillægges flertallets beslutninger.
Når innovationsarbejdet ikke opnår succes, er det derfor af afgørende betydning, at parterne står sammen, også i et eksempel som et fælles projekt mellem to kommuner og et hospital, hvor det viser sig, at den ene kommune får en merudgift på 5 mio. kr. Hvis de to andre parter godter sig og hvis mindretallet i den ramte kommune kaster sig ud i en offentlig polemik, så har alle parter bidraget til at lægge den radikale innovation død og i praksis demonstreret, at man får klaps, hvis man vover at handle på nye måder. En dårlig rollemodel. Politikerne skal stå sammen både når modvinden blæser og når succesen skal nydes.
Derfor er centrale spørgsmål her:
-
Hvad nu hvis det giver politisk troværdighed at vedstå manglende succes med et innovativt tiltag?
-
Hvad nu hvis frygten for et politisk nederlag ikke er tilstrækkeligt til at sige nej til at arbejde med radikal innovation?
Klædt på til innovation
Alle mennesker holder af det velkendte: hvad enten, det drejer sig om måden, vi har indrettet samfundet på eller om de argumenter, vi plejer at anvende for at beskytte egne interesser/holdninger eller nedgøre vores modstandere. Innovation kræver, at vi åbner os for ’de andre’ og nysgerrigt spørger ind til mærkværdige forslag og fremmedartede ideer, i stedet for straks at lade automatpiloten levere en afvisning.
Det skal man øve sig i at kunne. Til gengæld er det let at komme i gang. Her er to forslag:
Næste gang du møder en idé, der bringer dig så meget ud af komfortzonen, at du straks har lyst til at afvise den, så aftal med dig selv, at du de første 10 minutter vil være undersøgende og anerkendende.
Næste gang du hører om et problem, så forsøg at blive i problemet så længe som muligt. De fleste af os er trænet i at komme med løsninger med det samme. Lad være! Undersøg i stedet de grundlæggende problemstillinger bag – så er der stor sandsynlighed for, at I sammen finder frem til helt anderledes løsninger. Løsninger, der oftest er langt enklere og billigere end vores gængse standardforslag.
Spørg dig selv om følgende:
-
Hvad nu hvis politikere anerkendte, at innovation er noget man skal lære?
-
Hvad nu hvis politikerne lod borgerne klæde sig på til innovation?
Læs også: Nu siger politikerne det selv: Vil have plads til mere politisk lederskab
Politikerrollen bliver forandret!
Vi har som nævnt observeret politikeres ageren i en række kommuner og fundet, at den politiske ledelse er udfordret. Der er helt åbenbart behov for både at udvikle politikerrollen og samspillet mellem administration og politikere. Men det er ikke kun i kommunerne, at der findes dette behov.
Hvad enten vi kigger på vores politiske ledelse i Folketinget, i EU eller på verdensplan, så får vi øje på et system, der er dysfunktionelt og som ikke ser ud til at evne at løse de voldsomme udfordringer den vestlige verden står overfor.
Samspillet baserer sig på det repræsentative demokrati, og måske vi er nødt til at udfordre det for at genopfinde det på ny? Eller er det i virkeligheden overflødigt at stille det provokerende spørgsmål, fordi det repræsentative demokrati allerede udfordres?
I oktober 2013 blev der i Amsterdam afholdt en konference under overskriften ’Aktivt Medborgerskab’. Her var eksempler fra hele Europa på, hvordan borgere involverer sig politisk. Hvad enten det drejer sig om at lave alternative jobformidlinger, demonstrere mod privatisering af energisektoren eller besætte kulturinstitutioner for at bevare dem. Det samme er på vej i Danmark og mange er tilknyttet sådanne bevægelser, fordi alternativet: enten ikke at gøre noget eller nøjes med at stemme ved valgene – ikke længere er tilstrækkeligt.
Disse nye mobiliseringsstrategier, hvor borgere, NGO’ere og virksomheder arbejder på lige fod med politikerne om at opstille visioner og bidrage til at visionerne omsættes til konkrete handlinger – for at kunne løse velfærds-, klima-, og andre globale udfordringer - vil uafværgeligt ændre politikerrollen i mange forskellige retninger.
I flere og flere kommuner har byrådet taget udfordringen op og er godt på vej med at udvikle politikerrollen. Andre kommuner tager tråden op og vi følger bevægelsen med stor fortrøstning.
FAKTA: Om forfatterne
Kirsten Engholm og Annemette Digmann er aktionsforskere og har haft ansættelse i innovationsenheder i adskillige år. De har fulgt og arbejdet med såvel hverdagsinnovation, som de mere radikale innovationsprocesser i den offentlige sektor i en årrække og skrevet og bidraget til bøger og uddannelse om innovation.
Artiklens forfattere er dog ikke politikere, men professionelle mennesker, der arbejder med innovation i Region Midtjylland. I den forbindelse er de ofte inviteret til at følge og drive innovationsprojekter i en række kommuner.
Det er i det perspektiv at de stiller ovenstående spørgsmål.
