Der var stor mediedækning og røre, da sagen om Michael Lambert i foråret 2017 kulminerede i endnu en voldsom og absolut unødvendig tvangsanbringelse af hårdt prøvede, på daværende tidspunkt, 16 årige Michael Lambert.
Sagen og selve tvangsanbringelsen blev vist på DR i dokumentaren ”Hvem passer på Michael” Det blev en omdiskuteret dokumentarudsendelse, som førte til mange artikler, læserbreve og kø ved håndvasken i Esbjerg kommune, som bedyrede at det eneste de ville, var at passe på Michael.
Efterspillet førte til at Michaels plejefamilie og Michael atter, efter lang tids begrænset og overvåget kontakt og samvær, fik lov til at ses og have kontakt i et langt større omfang, herunder fik Michael nu lov til at komme på ferier og weekends hos sin elskede plejefamilie - en ressourcestærk og kærlig familie som han er vokset op i, og som han betragter som sin ”rigtige” familie og hvor han er både elsket og savnet. Der har i kølvandet på dokumentaren og Michaels kamp for at komme hjem, været rejst kritik af sagens håndtering, fra adskillige fagpersoner, organisationer, folketingspolitikere og ombudsmanden.
Nyhedsbrev 2
100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste?
Det er gratis
Michael blev ved tvangsfjernelsen i februar 2017, anbragt på et socialpædagogisk opholdssted ved Randers. Det var 2. gang han med magt blev fjernet fra det hjem og den familie som han følte og fortsat føler sig tryg ved og elsket af. Opholdsstedet var på anbringelsestidspunktet et sted med en dygtig ledelse og faste yderst kompetente ansatte. Gruppen af anbragte unge trivedes på stedet, som også fungerede som fortsat holdepunkt for flere tidligere anbragte som kom der på uanmeldt og inviteret besøg.
Michael var ked af at komme væk fra plejefamilien igen, men faldt dog til på opholdsstedet, og blev mere glad for stedet end han havde været for det seneste opholdssted.
I det seneste år er der desværre sket meget med og på opholdsstedet.
En 15 årig frivilligt anbragt pige, som for kort tid siden er flyttet derfra, beskriver det der er sket på stedet, på denne måde:
” Jeg kommer der ud og det første år går så godt og jeg falder til og finder en skole jeg skal gå på hvor det hele går fint. Lige som det hele kører, der dør forstanderen for opholdsstedet og ja hvad sker der nu?
Det hele går i vasken, der kommer nye pædagoger og nye forstandere hvor af den ene bliver gravid og den anden må træde til (ikke nogen god ide) den nye forstander er ikke i god kontakt med de unge og lytter ikke til de unge, hvor alt vælter, på opholdsstedet trives jeg ikke og jeg bliver ved med gang på gang at komme med forslag og ønsker til alt der ville være godt og hjælpe men ingen høre og ser det, alt bliver værre. De unge ødelægger stedet langsomt i protest og ingen trives alle vil væk!”
Denne beskrivelse er desværre i tråd med hvad jeg har hørt og ved fra Michaels anbringelse på stedet. Det er netop blevet meddelt Michael at anbringelsen er ”brudt sammen” hvilket betyder, at han ikke må blive på opholdsstedet længere.
Forvaltningen i Esbjerg er i skrivende stund, i færd med at finde ud af hvor Michael nu skal placeres. Han er blevet “tilbudt” mulighed for "egen lejlighed" i Opholdsstedets regi, men det ønsker han på ingen måde. Michael vil stadigvæk allerhelst hjem til sin familie.
Michael som nu er 17 år har for nyligt, ansøgt om at måtte komme tilbage til plejefamilien i efterværn. Der har han haft fritidsjob hele sommerferien og i weekenderne indtil nu. Det er der han “ har rod og derfra hans verden går”. Hans største ønske er fortsat at få lov til, at komme hjem.
Med mit indgående kendskab til både sagen, Michael og plejefamilien, er min socialfaglige vurdering og min holdning, at det eneste rigtige der er at gøre på nuværende tidspunkt, er at lade Michaels ønske om at returnere til plejefamilien og forblive der i efterværn, det mest fagligt set fornuftige og samtidigt det mest optimale for Michael.
Så kære forvaltning og politikere i Esbjerg: Det er nu I kan og skal vise at I mener det, i Esbjerg, når I siger, at I vil passe på Michael.
Lyt til ham og lad ham nu komme hjem til Else og Charles.
Hvis jeg kender dem ret, står de klar med åbne arme, kærlighed og trygge rammer som på alle måder kan vurderes at være både tilstrækkelige og optimale for Michael. En sådan beslutning vil kunne give Michael den ro og den familie som han sådan længes efter at bo hos igen, fordi det ER og altid har været, der han hører til og har det allerbedst.
