Alle, der nogensinde har haft brug for andres hjælp, ved, hvor stor betydning faglighed, empati og sociale kompetencer har i den situation. Jeg har arbejdet på sygehuse i mange år som læge og har der set og oplevet, hvor stor en forskel kompetente og omsorgsfulde social- og sundshjælpere og –assistenter kan gøre.
Et lille tilbageblik
Da jeg blev læge i sin tid var der sygehjælpere og sygeplejersker, og der var rigtig mange sygehjælpere.
Sygehjælperne var mest på stuerne hos patienterne og hjalp dem med personlig hygiejne og lignende. Det var ofte sygehjælperne som havde mest personlig kontakt med patienterne, og derved var de en helt uvurderlig kilde for lægen til oplysninger om patientens tilstand. Da sygeplejerskerne strækkede i 1995 gik jeg stuegang med en sygehjælper i stedet for en sygeplejerske, og det var faktisk en meget positiv og interessant oplevelse, idet det gik op for mig, hvilke kompetencer som ligger hos sygehjælperne og hvilke som ligger hos sygeplejerskerne.
Sygeplejerskerne har selvfølgelig mere viden om sygdomme og medicin, men den daglige nære patientkontakt, som overvejende lå hos sygehjælperne (og nu hos SOSU’erne) er mildest talt uvurderlig. Det gav stof til eftertanke og viste tydeligt, at der er brug for begge faggrupper på sygehusene. De løser hver deres opgaver, og det er sådan, det skal være.
Vi må have flere SOSU’er
I dag er sygehjælperne erstattet af SOSU-hjælpere og SOSU-assistenter, og uddannelsen er sat i system med øgede kompetencer. Sygehjælperne havde en et-årig uddannelse, som senere blev afskaffet med indførelse af SOSU-uddannelsen i 1991. Uddannelsen til social- og sundhedshjælper (SOSU-hjælper) varer 1 år og 2 måneder, og uddannelsen til social- og sundhedsassistent (SOSU-assistent) varer 2 år og 10 måneder.
Der er imidlertid sket en bekymrende udvikling i antallet af SOSU’er på hospitalerne. I 2009 arbejdede der 31.922 sygeplejersker i regionerne. I dag, ti år efter, er det tal steget med ti procent til 35.050. I samme periode er antallet af sosu-assistenter faldet med hele 38 procent, fra 11.141 personer til 6.900.
Formanden for FOA var derfor ude og sige, at sygelejerskerne bevidst skubber SOSU’erne ud af hospitalerne. Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men blot konstatere fra min dagligdag, at rigtig mange kliniske afdelinger godt kunne bruge flere SOSU’er til mange af de opgaver, som ikke nødvendigvis skal løses af en sygeplejerske. Opskriften skal være de rette hænder til de rette opgaver.
Specialisering kan være et middel til bedre rekruttering og fastholdelse
Det ærgrer mig, at der i disse år er alt for få, der søger ind på SOSU-uddannelserne, og alt for mange der falder fra undervejs. Det er et stort problem, fordi der som bekendt vil komme flere plejekrævende ældre i den nærmeste fremtid. Specielt i psykiatrien synes der at være en vigtig fremtidig plads for SOSU’erne, og derfor har Danske Regioner i et nyt udspil lagt op til, at SOSU'er i psykiatrien skal løfte flere opgaver på et højere niveau. Det skal blandt ske gennem nye specialuddannelser, der skal skabe mere prestige omkring arbejdet i psykiatrien.
Konklusion
Store generationer er på vej ind i alderdommen og har brug for kompetent hjælp fra mennesker, der kan og vil gøre en forskel. SOSU’erne kan slet ikke undværes i vores velfærdssamfund, og vi er helt afhængige af, at flere unge kan se sig selv i de jobs. Det kræver politisk handling, og der skal følge en pose penge med.
På sundheds- og ældreområdet satte regeringen sidste år 500 mio. kr. af årligt til bedre bemanding i ældreplejen plus 50 mio. kr. årligt de næste fire år til at hjælpe regioner og kommuner med at rekruttere SOSU’er.
Og så skal der mere fokus på studiemiljøet, bedre samarbejde mellem skole og praktiksted og rent ud sagt at sprede de gode fortællinger. Dem er der nok af, netop fordi SOSU’erne spiller så stor en rolle i snart sagt alle ender af sundheds- og plejesektoren.
