Den offentlige forvaltning har tabt sutten

Der er massevis af eksempler hver uge, så jeg nævner blot et par stykker for forståelsens skyld

Et partnerskab mellem Alibaba og en kinesisk miljøorganisation har forleden fået tildelt udviklingsstøtte i form af 6,5 millioner danske bistandskroner for at gøre e-handelsgigantens pakkeudbringning mere bæredygtig. Pengene kommer fra organisationen P4G, der er stiftet af den danske regering og finansieret med 225 millioner bistandskroner. Alibaba ejes af verdens 20. rigeste mand og har en astronomisk omsætning.

Udviklingsbistand fra Danmark bør ikke gå til at støtte den kinesiske e-handelsgigant Alibaba. Alibaba er en af de meget store konkurrenter til dansk e-handel og detailhandel, og der er seriøs finansiel styrke bag dette firma, som derfor bør kunne klare sig selv.

Københavns Kommune har brugt 6,8 millioner kroner på at få otte borgere i job, og indsatsen fortsætter ufortrødent i de næste år frem. Pengene er brugt på et år til at få 289 udsatte borgere enten i job eller i uddannelse, men det er kun lykkedes for 8 af de 289.

Målgruppen er specielt belastede og udsatte borgere, som selvfølgelig skal have al den hjælp vi kan give dem, men det aktuelle beskæftigelsesprojekt har øjensynligt ikke virket efter hensigten. Det har været fremme i kritikken, at man giver pengene uden at evaluere systematisk på resultaterne. Klienterne, som har været omfattet af ordningen har givetvis en række udfordringer, som man bør håndtere og hjælpe med i stedet for at sende dem på 6 måneders kursus. Har man været ude af arbejdsmarkedet i årevis og har man massive psykosociale problemer, misbrug eller andet alvorligt, så bliver man ikke nødvendigvis jobparat af et i øvrigt velment kursusforløb.

Region Hovedstaden besluttede i 2014 at støtte en ordning i Helsingør, hvor man med skattefinansierede støttekroner kunne låne en cykel. Region Hovedstaden gav 750.000 kroner til etablering af ordningen.

Hvorfor kan en borger i Helsingør ikke selv betale for sin cykel? Der er forskel på need-to-have og nice-to-have, og hvis man gerne vil forvalte borgernes penge på en sober måde, så er det nok lige i overkanten at lave et cykel-bibliotek.

For nogle år siden valgte Københavns Kommune at opstille en bænk til over en million kroner på Islands Brygge. En beboer udtalte meget rammende ”Det er jo vanvittigt og arrogant at bruge så mange penge på en bænk. Der er næsten ingen, der bruger bænken og samtidig er der kun få legeredskaber til børnene”.

Hvad er mekanismen?

Politikerne bliver mange gange lidt talblinde, når de sidder og administrerer meget store pengebeløb. Region Hovedstaden har et årsbudget i størrelsesordenen 40 milliarder, og det samme gælder for Københavns Kommune. Man kan derfor meget hurtigt nå til et punkt, hvor man ikke rigtig kan forholde sig til de store beløb, som man sidder og fordeler. Vi besluttede for nylig i Region Hovedstaden af afsætte 7 milliarder over de næste 10 år til renovering af hospitalerne, og når man så bagefter diskuterer en bevilling på 1 million til et eller andet projekt, så har man nemt en tendens til at synes, at 1 million er en bagatel.

Det kan derfor være svært at forstå for en regionspolitiker, at 750.000 kr. til et cykelbibliotek stadig er 750.000 skattekroner, som borgerne har tjent ved hårdt arbejde. Det er helt afgørende at bevare fodfæstet, selvom man jonglerer med meget store beløb. Hver en krone er hårdt tjente af arbejdende skatteborgere, så det går altså ikke at bruge 1 million kr. på en bænk med lys på eller at donere 6,7 millioner kr. til indirekte støtte til verdens 20. rigeste mand i Kina. Det er faktisk rigtige penge som vi forvalter som politikere – ikke matador-penge.

Der er også en mekanisme i selve økonomistyringen. Økonomien styres ved årlige budgetter, og man har en tradition for, at det afsatte budget skal bruges inden årets udgang. Dette medfører undertiden, at der bruges penge på nice-to-have projekter, hvor pengene i stedet kunne være sparet. Bare tænk på historier som at soldaterne brænder benzin af i slutningen af året for at få de samme eller større bevillinger året efter, og jeg har selv oplevet (på hospitaler i København), at vi pludselig i december død og pine skulle bruge et større beløb på indkøb af nyt apparatur, for ellers ville pengene forsvinde, når det nye budgetår startede til nytår.

Hvad er konsekvenserne?

De umiddelbare konsekvenser af at bruge så mange millioner på tossede projekter er selvfølgelig, at skatten fortsætter med at være alt for høj. Men kunne givetvis finde mange penge ved en kritisk gennemgang af budgetterne og derved muliggøre en nedsættelse af skatten på arbejde uden at skulle spare på kernevelfærd.

En anden meget vigtig konsekvens af disse tosserier er, at befolkningen mister tilliden til politikerne. Politikerne scorer meget lavt i målinger af troværdighed, og måske er det faktisk vores egen skyld, når vi nu forvalter borgernes penge så ringe.

Hvad er løsningerne?

Måske skulle alle politikere i både kommuner, regioner og staten på et genopdragelses-kursus i sund forvaltning af borgernes penge. Man skal forstå som politiker, at selv det mindste beløb er penge fra en hårdt arbejdende skatteborger, så udtryk som ”det er kun et lille beløb” eller ”herregud” hører ingen steder hjemme i budgetforhandlinger. Hver en krone er vigtig og skal ikke spildes på tosserier.

Der er med garanti utallige projekter og støtteordninger og andre omkostninger i den offentlige forvaltning, hvor pengene ved et grundigt eftersyn ville kunne anvendes bedre. Det er en enorm arbejdsopgave at gennemgå alle de offentlige budgetter med deres forskellige projekter, men noget må der gøres. Jeg troede faktisk at dette her var en af opgaverne for ministeren for offentlig innovation, men tiden er sikkert gået med andre vigtige ting indtil nu. Formålet med denne nye ministerpost (oprettet i 2016) er bl.a. modernisering, styring, fornyelse og effektivisering af den offentlige sektor. Så det er bare at tage fat.

En anden vigtig løsning kan være en anderledes tilgang til økonomistyringen, hvor sparede penge det ene år ubesværet skal kunne overføres og bruges i det kommende budgetår til påtrængende (need-to-have) udgifter. Jeg skal ikke gøre mig klog på det juridiske, da jeg er politiker og ikke embedsmand, men selvfølgelig kan det løses, hvis viljen er der.