Problemstillingen er relevant, idet op mod 100.000 danskere mangler en praktiserende læge. Antallet af praktiserende læger falder, mens antallet af patienter stiger. Samtidig bliver vi ældre, og mange har flere kroniske sygdomme. Dette er samlet set en stor udfordring for det nære sundhedsvæsen, og der skal igangsættes løsninger på både kort og lang sigt.
1) Antallet af alment praktiserende læger er faldet fra 3.547 i 2001 til 3.443 i 2016.
2) En såkaldt ”kapacitet” er forpligtet til at have 1.600 gruppe 1 sikrede patienter tilknyttet. I 2017 var det gennemsnitlige antal gruppe 1 sikrede patienter 1.809 i Region Nordjylland, 1.621 i Region Midtjylland, 1.566 i Region Syddanmark, 1.707 i Region Hovedstaden og 1.639 i Region Sjælland. Seneste tal: 1.748 patienter pr. læge i Region Hovedstaden, og for Københavns Kommune er tallet 1.832 patienter pr. læge (ref: PLO-Hovedstaden).
3) I overenskomsten om almen praksis er det aftalt, at den enkelte praksis kan lukke for tilgang, når antallet af gruppe 1 patienter pr. lægekapacitet overstiger 1.600. Der er aktuelt mange praktiserende læger, der har lukket for tilgang, og specielt i København og på Frederiksberg er problemet aktuelt med nu næsten 100% af praktiserende læger, der har lukket for tilgang af nye patienter.
4) Et udtræk fra Lægeforeningens medlemsregister fra 2016 viste, at ud af 4.500 læger uddannet i almen medicin var 750 beskæftiget uden for almen praksis. Heraf var 251 ansat på et offentligt hospital, 70 på psykiatriske sygehuse, 61 arbejde i udlandet, 52 havde uoplyst arbejdssted, 52 arbejdede som vagtlæge, 39 var ansat i kommunallægevæsenet, 34 i regionernes forvaltninger, 27 havde anden privat ansættelse, 19 arbejdede i det Grønlandske Sundhedsvæsen, og for de resterende 148 læger havde de angivet anden beskæftigelse.
5) Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid for en praktiserende læge er på landsplan 46,1 timer.
Mulige løsninger uden tvang
I socialdemokratiers sundhedsudspil har man tænkt sig at tvinge alle nyuddannede læger til at arbejde seks måneder som alment praktiserende læge i de landsdele, hvor der er mangel på læger. I forvejen tvinges en nyuddannet læge til at arbejde 1 år i den såkaldte KBU-ansættelse lige efter eksamen. Her fordeles man rundt i kongeriget efter lodtrækning, så man kan risikere at skulle arbejde i en anden landsdel, end hvor man har sin bolig, netværk og familie. På dette tidspunkt er lægen typisk knap 30 år og mange har stiftet familie. Hvis man nu udvider tvangs-ansættelsen med yderligere 6 måneder, og måske i en helt anden landsdel end ens bolig og et helt andet sted end KBU-ansættelsen, så pålægger man disse nystiftede familier en yderligere alvorlig belastning. Vi skal derfor se på løsninger uden brug af tvang.
Følg sundhedsdebatten
Vi samler de væsentlige historier fra sundhedsområdet lige her.
Vær med i temaet - bliv redaktør på DenOffentlige. Skriv til os for at høre mere
Og husk lige, at det her et nulsums-spil. Der er ingen arbejdsløshed blandt læger, så hvis man tvangsflytter yngre læger til almen praksis, så vil de mangle, hvor de ellers er beskæftigede, typisk på sygehusene. Det bedste vil derfor være at mobilisere læger, som ikke p.t. arbejder og samtidig øge antallet af uddannelsespladser – både antallet af medicinstuderende og antallet af uddannelsespladser i almen medicin.
En almen praktiserende læge er en speciallæge i almen medicin
Dette betyder, at en nyuddannet læge ikke kan varetage funktionen uden grundig supervision. Det ville svare til at sætte en nyuddannet til at foretage en avanceret hjerneoperation. Det kan man selvfølgelig ikke, og de samme overvejelser gælder i almen praksis. En nyuddannet tvangs-flyttet læge i en praksis kræver derfor grundig og kontinuerlig supervision, men hvem skal supervisere dem, når der mangler speciallæger i almen medicin? Vi skal derfor gøre at hvad vi kan for at mobilisere speciallæger og ikke nyuddannede læger, om ikke kan løfte opgaven alene.
Løsninger nu og her
Det første man kunne gøre var at indføre aftaler om bonus for at tage ekstra patienter hos de eksisterende praktiserende læger. Dette er en mulighed, som nemt kan igangsættes. Selvfølgelig koster det penge, men det giver lægedækning til patienter, som nu ikke har en fast familielæge.
Man må arbejde på at få nogle af de 750 læger med speciallægeuddannelse i almen medicin, men som ikke arbejde i almen praksis, til at søge ud i praksis. Hvad er årsagen til, at de foretrækker et andet job? det forlyder, at en del er utrygge ved tanken om at være selvstændig erhvervsdrivende. Der er imidlertid mange mulige løsninger, som umiddelbart vil kunne etableres.
Licensklinik: For at give fleksibilitet til læger, der ikke umiddelbart ønsker at investere i egen praksis, giver overenskomsten mulighed for at tildele et ydernummer på licens. Det forudsætter, at regionen eller kommunen stiller klinik til rådighed for lægen. Lægen driver praksis efter overenskomstens regler og honorering, men betaler et nærmere aftalt omkostningsbidrag til regionen. Lægen ”lejer” klinikken af regionen. Klinikken registrerer og afregner ydelser som i en almindelig PLO-klinik. Lægen har således den fulde indtægt, men betaler til regionen for leje af lokaler, personaleudgifter, brug og køb af klinikinventar, udgifter til forbrugsartikler mv. Personalet er ansat af regionen, men lægen har den lægefaglige instruktionsbeføjelse over for det ansatte personale.
Eje op til 6 ledige kapaciteter: Læger kan erhverve ledige kapaciteter af regionen og dermed eje op til seks kapaciteter på seks praksisadresser. Lægen, som selv virker efter overenskomsten i et ydernummer, kan ansætte speciallæger i almen medicin i de øvrige erhvervede ydernumre. Muligheden frigør de ansatte læger fra det økonomiske ansvar ved at blive ejer i en klinik og sikrer fleksible vilkår, hvilket kan være relevant særligt for yngre læger.
Satellitpraksis: Regionen kan give en praksis tilladelse til etablering af en satellitpraksis som supplement til det primære konsultationssted. Satellitpraksis udgør et ekstra konsultationssted og ikke en selvstændig praksis i forhold til overenskomsten.
Ansatte læger: En praksis har ret til at ansætte en speciallæge i almen medicin i en periode på et år, hvis praksis råder over en ledig kapacitet eller har tilladelse til delepraksis. Efter et år kan man søge om forlængelse.
Løsninger, som kan fastholde ældre eller syge praktiserende læger
Delepraksis: Af hensyn til læger, som har behov for nedsat arbejdsmængde i praksis, kan der gives tilladelse til delepraksis, hvis ansøgeren på grund af kronisk sygdom eller alvorlig sygdom i nær familie har brug for aflastning. Der kan også gives tilladelse til delepraksis, hvis den praktiserende læge stiller sin arbejdskraft til rådighed for andre faglige funktioner såsom undervisning, konsulentarbejde eller fagpolitisk arbejde i minimum seks timer pr. uge.
Lokalaftaler: Regionen kan indgå lokalaftaler om nedsat tid, færre patienter mv. for at fastholde praktiserende læger, hvor der er mest brug for dem.
Andre løsninger
Udbud: Sundhedsloven giver regionen mulighed for at udbyde driften af klinikken til en ekstern leverandør. Den eksterne leverandør kan være et firma eller enkeltpersoner.
Midlertidig regionsklinik: Dette kaldes ofte i daglig tale for en ”nød-klinik”. Hvis det ikke har været muligt at afsætte et ydernummer via udbud, kan regionsrådet selv etablere en praksis. Dette er en undtagelsesbestemmelse og gælder således kun, hvis øvrige muligheder er forsøgt anvendt. I sommer spidsede forholdene på Frederiksberg og i København til, ved at 99 % af lægerne var lukket for tilgang af nye patienter. Løsningen blev at beslutte at oprette to midlertidige regionsklinikker på Amager og Bispebjerg hospitaler.
Lokaler: Det kan være overordentlig vanskeligt at finde egnede klinik-lokaler. Der er krav om tilgængelighed for patienter med handicap, og en del ældre lejligheder i de store byer, hvor man typisk kan leje sig ind til etablering af en praksis, har f.eks. ikke elevator. Man kunne derfor overveje at etablere egnede klinik-lokaler på sygehusene, hvor tilgængeligheden for patienter med handicap er på plads. Alternativt må regioner og kommuner gå sammen og få etableret egnede lokaler i den eksisterende bygningsmasse i kommunerne. Man kunne overveje i enkelte tilfælde at dispensere fra nogle af kravene til tilgængelighed, da det trods alt er bedre at have en læge uden kørestolsadgang end slet ingen læge. Det ville indebære en central fordeling af de få pateinter, som har brug for den specielle tilgængelighed, men det kunne man jo nok finde ud af. Vi oplever undertiden, at lægerne kan finde egnede lokaler i en speciel bydel men ikke i den bydel, hvor der mangler en læge. Man kunne derfor gøre ydernumrene knap så geografisk bundne. Større er vores byer inkl. København trods alt ikke.
Løsninger på længere sigt
Der er ingen arbejdsløse læger, og alligevel mangler vi læger i almen praksis. Derfor skal vi enten reducere behovet for læger i andre sektorer eller uddanne flere læger, og specielt flere speciallæger i almen medicin.
Der er mulighed for at reducere behovet for læger på hospitalerne ved at se kritiks på arbejdsopgaverne. Hvis speciallæger på sygehusene udelukkende lavede speciallæge-arbejde, kunne det frigøre en hel del læger. Man kan selvfølgelig ikke flytte en speciallæge i kirurgi til almen praksis, men hvis det samlede lægebehov på sygehusene blev reduceret, ville det forhåbentlig ved en naturlig proces (uden tvang) kunne skubbe de færdiguddannede speciallæger i almen medicin, som aktuelt arbejder på sygehusene) ud i stillinger i almen praksis.
Optaget på medicinstudiet skal formentlig øges. Der udkommer med jævne mellemrum prognoser, men alligevel mangler vi færdiguddannede læger.
Antallet af uddannelsesstillinger i almen medicin skal selvfølgelig øges drastisk. Man kan formentlig nå et stykke vej uden større omkostninger ved at tildele klassifikationsnumre til eksisterende stillinger på de afdelinger, som man skal igennem i et uddannelsesforløb. På denne måde skal der ikke oprettes nye stillinger, men måske er man nødt til at udvide med ekstra stillinger for at nå målet. Det kræver en nærmere analyse.
Problemet kan løses uden tvang
Forslaget om tjenestepligt for nyuddannede læger (tvang) er for simpelt, og situationen i almen praksis kan sikkert løses ved en kombination af samtlige ovenfor beskrevne initiativer, hvor nogle af løsninger skal være midlertidige og andre af mere varig karakter. Der er ikke noget kvik-fix, og man skal derfor sætte bredt ind med samtlige løsninger samtidig.
Patienterne har brug for en fast familielæge, som skal være uddannet speciallæge i almen medicin. Alle andre løsninger er nødløsninger, og derfor er det ikke optimalt at tilrettelægge lægebetjeningen i almen praksis med nyuddannede læger. Nogle af de beskrevne løsningsmuligheder indebærer, at patienten ikke har den samme læge i en længere årrække, og dette er heller ikke optimalt. Disse løsningsmodeller må derfor også betragtes som midlertidige nødløsninger.
Det oplagte vil være at få de allerede uddannede speciallæger i almen medicin til at søge ansættelse i almen praksis. Deres årsag til ikke at arbejde i almen praksis må derfor afdækkes, og løsningerne tilrettelægges herefter. Hvis man på denne måde gør det endnu mere attraktivt at arbejde i almen praksis, vil man også kunne rekruttere nye læger til dette karriereforløb. Samtidig må vi øge optaget på medicinstudiet og øge antallet af uddannelsesforløb til speciallæge i almen medicin, for behovet for praktiserende læger falder næppe i de kommende år.
