Vi bygger supersygehuse og laver sygehusplaner med sindrig geografisk fordeling af specialeområder, alt imens vi negligerer, at langt hovedparten af syge borgere i fremtiden vil blive behandlet i eget hjem, i det kommunale regi på sundhedscenter eller på plejehjem.
Ude i det kommunale landskab er der stor forskel på den behandling man får – også når det handler om demens. Og også selvom det siden 2016 har været et krav, at kommunerne formulerede en værdighedspolitik, der fulgte med regeringens ’værdighedsmilliard’.
Behandlingen må ikke afgøres af postnummer
Som folketingskandidat fra Storkreds Sjælland, hvor brave folk kæmper for at holde liv og patientværdighed i et gispende sundhedssystem, ønsker jeg at sætte endnu større fokus på lighed i sundhed på demensområdet. For jeg tror på et solidarisk velfærdsniveau, hvor vi hjælper hinanden med at løfte de svageste – også i de kommuner, hvor det er svært at få de økonomiske ender til at mødes. Derfor foreslår jeg:
- at nationale retningslinjer for behandling af demens er juridisk bindende.
- at alle plejehjem i kommunen altid skal have tilstrækkeligt personale med passende uddannelse og de nødvendige kompetencer.
- at alle plejehjem i kommunen er bemandet døgnet rundt, så personalet hurtigt kan opdage om en beboer har brug for hjælp og støtte.
- at vi overvejer, om behandlingen af kroniske sygdomme som f.eks. demens skal blive ved med at være et konkurrenceparameter mellem kommunerne, eller om det er at spille hasard med borgernes liv og helbred i konkurrencestatens hellige navn. Kort sagt: skal opgaven tages ud af hænderne på kommunerne og centraliseres, eller skal kommunerne opgraderes?
Mørketal og manglende overblik
På baggrund af internationale befolkningsundersøgelser anslår man, at ca. 87.000 personer i Danmark har demens. Dobbelt så mange kvinder som mænd. Det gør demens til en af de store kroniske folkesygdomme, der i øvrigt koster samfundet omkring 20 milliarder kr. om året. Her er omkostninger til forskellige typer af pleje langt de tungeste poster.
Men en dansk undersøgelse viser, at kun 36.000 personer over 65 år i 2015 var registreret med en demensdiagnose i Danmark. Det skyldes, at ikke alle med demens registreres i Landspatientregistret. Særligt ikke, hvis de er kvinder. Dobbelt så mange mænd som kvinder diagnosticeres og registreres, også selvom langt flere kvinder end mænd har demens.
Måske fordi demens ikke kan kureres, men blot behandles, kommer mange demente på plejehjem uden en præcis diagnose.
Ifølge Videnscenter For Demens er der 300.000-400.000 pårørende til demente i Danmark. Pårørende til hjemmeboende demente bruger i gennemsnit 5-7 timer om dagen til pleje og omsorg, så mange vælger at overdrage plejeopgaven til kommunen.
Videnscenter For Demens anslår også, at 60% – 80% af alle landets beboere på plejehjem har en eller anden type demens. Man ved det ikke præcist, både fordi der ikke findes et overblik over, hvor mange borgere, der bor på plejehjem og som nævnt fordi ca. halvdelen af alle demente ikke har fået en præcis diagnose. Kommunerne indberetter og koordinerer ikke statistikker fra plejehjemmene, og således fortaber det præcise overblik sig.
Demenslotteriet - 98 forskellige måder at behandle demens på
Demens er en kronisk sygdom ligesom f.eks. gigt eller astma, men alligevel placeres den kommunale demensindsats oftest på ældreområdet i den enkelte kommune, i stedet for på sundhedsområdet sammen med andre sygdomme. Det flytter fokus væk fra diagnosticering og behandling og gør demens til en plejeopgave på ældrecentrene, hvor Alzheimerforeningen i flere omgange har dokumenteret, at bemandingen mange steder er alt for minimal.
Læs alt om Lotte-sagen
Der findes ingen nationale tal for bemanding på plejehjem. Men Danmarks Statistik har i en rapport fra september 2015 dokumenteret, at antallet af pleje- og omsorgspersonale i kommunerne generelt har været faldende henover fem år på trods af at antallet af personer med demenssygdom er stigende. Medierne beretter om plejehjem, hvor der kun er én medarbejder til at hjælpe 25 – 30 beboere, og en rundspørge, som Danmarks Radio foretog i april 2015, viste, at der på lidt over halvdelen af alle landets plejehjem kun er én enkelt medarbejder tilstede til at passe beboerne om natten.
Problemets kerne er altså den kommunale økonomi. Og set fra borgerens perspektiv handler det om at være heldig at bo i en kommune, der har råd til, at man bliver dement.
It’s the economy, stupid
Der er meget stor forskel på kommunernes demensbehandling. Alle kommuner har demenskoordinatorer og en værdighedspolitik, men der er ingen regler for, hvor mange koordinatorer, der skal være pr. demente borgere, eller hvad der minimum skal stå i en værdighedspolitik. Det lader regeringen være op til det kommunale selvstyre.
Kommunerne er, både med og uden en værdighedspoltik, bundet af serviceloven. Og undersøgelser foretaget af Alzheimerforeningen viser også, at pårørende er ret ligeglade med politikker og koordinatorer, bare de demente får en god behandling. Anstændig og faglig kvalificeret behandling er beskrevet i nationale klinisk retningslinjer for udredning og behandling af demens. Men retningslinjerne er kun vejledende og ikke juridisk bindende for sundhedspersonalet, så kommunerne er ikke forpligtet til at leve op til dem, hvis de ikke kan.
Der er ingen tvivl om, at værdighedsmilliarden hjælper med at højne standarden. Især i de kommuner, hvor borgerne har en høj gennemsnitsalder, og hvor skattegrundlaget er lavt, betyder det meget med midler til området. Men værdighedsmilliarden har en udløbsdato, og hvad så? Så står vi reelt med A, B og C – holds kommuner, hvor de demografisk tungeste og fattigste kommuner vil have svært ved at følge med den enorme opgave det er at behandle og passe godt på vores demente medborgere.
Og opgaven bliver ikke mindre i fremtiden. Vi lever længere og derfor stiger antallet af dementramte også. Videnscenter For Demens forventer, at i år 2040 vil antallet af demente danskere over 60 år være fordoblet til 120-146.000.
Derfor de fire forslag til en bedre demenspolitik.
Men de koster penge! På sigt også mere end en velfærdsmilliard.
Men international forskning (1) viser, at bedre normering vil betyde, at ulykker undgås, og at mange unødige indlæggelser og genindlæggelser derfor forebygges. Udgifterne til den bedre normering vil derfor på længere sigt tjene sig selv ind.
Det kræver politisk langtidsplanlægning og et langt sejt træk. Men i Radikale Venstre ønsker vi ikke A, B og C hold i kommunerne. Alle har ret til den samme velfærd, også – og især – når vi ikke længere kan klare os selv.
Vores rettigheder må ikke gradbøjes af vores postnumre!
1: The benefits of higher staffing levels, especially RN staffing, can include lower mortality rates; improved physical functioning;... Edited by Gabrielle Meagher and Marta Szebehely, Stockholm 2013
