Diana Arsovic Nielsen ny direktør for CRU i Region Hovedstaden

Ledelse

01/02/2018 18:59

Freja Eriksen

Center for Regional Udvikling i Region Hovedstaden har fundet sin nye direktør, og det bliver Diana Arsovic Nielsen, der kommer fra en stilling som Innovationschef i Københavns Kommune.

Center for Regional Udvikling (CRU) i Region Hovedstaden har stået uden direktør siden 1. januar 2018, men nu bliver stolen besat, når 42-årige Diana Arsovic Nielsen fra den 1. marts 2018 bliver ny direktør. Det glæder regionsdirektør Hjalte Aaberg:

- Jeg er meget glad for, at det er lykkes os at lokke Diana Arsovic Nielsen til som ny direktør i CRU. Jeg er sikker på, at hun er den helt rigtige til at løfte den enormt spændende portefølje af opgaver, som ligger i centret. Det er en stilling, som kræver et særligt drive, og det er jeg sikker på, at hun har. Nu glæder jeg mig bare til, at hun starter, og vi kan komme i gang med samarbejdet.

Uddannet arkitekt

Diana Arsovic Nielsen er uddannet arkitekt med speciale i industriel design fra Kunstakademiets Arkitektskole i København 2002 og en HD (handelsvidenskabelig diplomuddannelse) i organisation og ledelse fra CBS 2009.

Hun har arbejdet som designer og projektleder på Henning Larsen Architects fra 2005-2011 og blev siden ansat som chef for innovationscentret i Region Syddanmark. Her udviklede hun innovationsindsatsen sammen med regionens sygehuse og blev i 2013 direktør for den samlede regionale innovationsstab, Syddansk Sundhedsinnovation, efter at have været konstitueret i stillingen i et halvt år.

Innovation i højsædet

I 2015 blev hun ansat i Københavns Kommune som innovationschef forankret i Økonomiforvaltningen. Her etablerede hun Københavns Innovationshus, der samler kræfterne på tværs af kommunens forvaltninger for at udvikle nye løsninger med borgere, medarbejdere og virksomheder.

- Jeg glæder mig utroligt meget til at starte i mit nye job. Jeg brænder for udvikling og vækst i hele Danmark. Vi har allerede en stærk position - fantastiske vidensmiljøer og virksomheder indenfor grøn, sund, smart og kreativ vækst. Vi er godt i gang, og jeg tror, at vi har alle muligheder for at være internationalt førende på flere af vores satsninger. CRU i Region Hovedstaden er kendt for sit store engagement og spiller en stor rolle i at drive udviklingen i hovedstadsregionen både på erhverv, miljø, trafik og meget andet. Jeg glæder mig personligt til at tage fat i den regionale udviklingsstrategi, hvor jeg særligt vil prioritere at styrke relationerne mellem de engagerede medarbejdere og de mange kompetente samarbejdspartnere, som vi er afhængige af for at lykkes med vores mål, siger Diana Arsovic Nielsen.

Fakta om CRU:

Center for Regional Udvikling arbejder for at sikre bæredygtig regional sund og grøn vækst og udvikling i tæt samarbejde med de øvrige aktører i regionen. Center for Regional Udvikling varetager bl.a. opgaven med at oprense forurenet jord, arbejder for at sikre sammenhæng i den kollektive trafik og er en del af indsatsen for at uddanne og tiltrække kvalificeret arbejdskraft så Region Hovedstaden og Greater Copenhagen kan blive en endnu mere attraktiv metropol i konkurrence med andre storbyer i Europa og verden.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.