Ny koncerndirektør udpeget i Region Hovedstaden

Politik

20/05/2020 08:25

Dorthe Crüger tiltræder stillingen som koncerndirektør med lægefaglig baggrund 1. august

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er en visionær, resultatorienteret og succesfuld leder med mere end ti års erfaring fra hospitalsvæsenet på afdelings- og direktørniveau i Danmark og England, der 1. august træder ind i ledelsen af Region Hovedstaden.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) ser meget frem til at byde den nye koncerndirektør med lægefaglig baggrund velkommen, efter et enigt ansættelsesudvalg har peget på Dorthe Crüger.

”Dorthe har den helt rigtige profil til at bringe regionen et skridt videre i retning af et mere menneskeligt sundhedsvæsen, der styrer efter det, der giver værdi for den enkelte borger og patient.”

”Dorthe er en stor sundhedsfaglig og ledelsesmæssig kapacitet. Hun har bl.a. stået i spidsen for flotte resultater på Sygehus Lillebælt, der flere år er blevet kåret til bedste kræfthospital og har scoret højeste patienttilfredshed. Vi glæder os til, at hun bringer nogle af sine erfaringer ind i ledelsen af Region Hovedstaden,” siger regionsdirektør Svend Særkjær

Find løsninger sammen med borgerne

”Det pres og de muligheder som bl.a. de demografiske, teknologiske og medicinske udviklinger lægger på vores sundhedsvæsen kræver, at vi skal gøre mange ting anderledes, end vi gør i dag. Det kræver, at vi finder løsningerne sammen med de mennesker, der bruger vores system, så vi sikrer, at det vi tilbyder, også er det borgerne rent faktisk efterspørger, og ikke det vi tror de efterspørger,” siger Dorthe Crüger, der bl.a. vil fokusere på samarbejdet med det omkringliggende samfund - kommuner, praktiserende læger, uddannelsesinstitutioner, foreninger, erhvervsliv m.m. for at skabe “borgernes sundhedsvæsen” så tæt på borgerne som muligt.

Hovedstaden skal gå forrest

Dorthe Crüger understreger, at Region Hovedstaden har en særlig forpligtelse til at vise vej og gå forrest.

”Alene regionens størrelse målt på befolkning, men også den geografiske nærhed til mange af de største vidensinstitutioner, medier, centraladministrationen og den landspolitiske scene gør, at mange tager afsæt i Region Hovedstadens resultater og løsninger, når det samlede danske sundhedsvæsen skal bedømmes, eller når gode ideer skal spredes. Det er en position, der er privilegeret på den ene side og udfordrende og krævende på den anden. Nærheden til både bevågenhed og til stærke faglige og innovative miljøer giver dog rigtig gode muligheder for at lykkes med ambitionen om at levere flotte resultater, være forrest og sætte retningen,” siger Dorthe Crüger.

På spørgsmål om hvad den kommende koncerndirektør laver i sin fritid, svarer hun lidt undskyldende:

”Jeg er ikke sådan en med masser af fritidsinteresser, og jeg er altså heller ikke spor sporty. Jeg er bare sammen med min familie og gode venner, jeg passer min have og har sommerhus på Samsø og i Spanien. Det er såmænd det, jeg laver, når jeg ikke arbejder.”

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.