PLO-formand: Vi vil gerne være tovholdere for de multisyge

Det nære og sammenhængende sundhedsvæsen har det senest års tid fyldt meget i den sundhedspolitiske debat – hvordan sikrer vi, at patienter gribes i overgangen mellem hospital, egen læge og kommune? Hvordan ser det ud fra formandsstolen i Praktiserende Lægers Organisation i Hovedstaden (PLO H)?

”Jeg ser bestemt, at praktiserende læge skal spille en afgørende rolle i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Som tovholder for især de multisyge borgere, f.eks. når de har forløb på flere specialafdelinger og er i tvivl om hvad der sker, men også som behandlingsansvarlig for et stigende antal borgere med komplekse forløb,” siger Karin Zimmer.

Men hun efterlyser en bedre sparring om den enkelte patient med lægerne på hospitalet, så borgerne kan undgå strabadserende genindlæggelser og samtidig understøtte den faglige udvikling af de praktiserende læger.

Stjernepatienter

"Vi vil også gerne undgå de mange 'stjernepatienter'. Vi henviser fx en patient med dyspnø (åndedrætsbesvær, red.) til udredning på en hjerteafdeling, men de finder ikke noget og sender patienten retur til egen læge, som så kan henvise retur til udredning på en lungeafdeling – osv. Nogle afdelinger er gode til at henvise videre til andre afdelinger, men vi har altså også en del patienter, som kører frem og tilbage mellem os og hospitalet," fortæller Karin Zimmer, mens hun tegner en stjerne på bordet for at illustrere patientens vej gennem sundhedsvæsenet.

For PLO Hovedstadens formand er det bedste for patienten, at hospitalet udreder patienten helt færdig og sender vedkommende retur til lægen med en plan, så lægen kan overtage ansvaret for opfølgningen.

Hun erkender samtidig, at der også hos praktiserende læger er plads til forbedring, fx når det gælder henvisninger til hospitalet, hvor praktiserende læger godt kan blive mere præcise i deres beskrivelse af patientens problem.

"Og så har vi praktiserende læger altså heller ikke været gode nok til at ajourføre Fælles Medicinkort ved elektive indlæggelser. Derfor er vi i PLO Hovedstaden også lige nu i gang i med at lave en kampagne for at få strammet op, " siger Karin Zimmer.

Hjælp til prioritering af epikriser

Samtidig ser hun frem til, at epikriserne fra 1. juli skal forbedres, bl.a. med en triagering fra hospitalet, hvor den udskrivende læge med en farvekode vurderer behovet for opfølgning hos egen læge.

Fakta – opfølgning hos egen læge
•Hvid - ingen opfølgning
•Grøn – patienten er selv i stand til at kontakte egen læge mhp opfølgning
•Gul – praktiserende læge skal følge op inden for 14 dage, fordi patienten vurderes at være for ressourcesvag og uden netværk til selv at kontakte egen læge
•Rød – hospitalet skal kontakte praktiserende læge og gøre opmærksom på, at der er en patient på vej hjem, der har brug for opfølgning inden for 1-2 dage – kunne f.eks. være en terminal patient eller forældre til dødfødt barn.

"I dag skal vi scrolle igennem tre meter epikrise for at finde hospitalets bemærkninger om evt. opfølgning hos egen læge. Med de nye epikriser kan lægen på hospitalet med farvekoderne hjælpe os med at få overblik over indbakken og dermed prioritere mellem patienterne – og samtidig skal hospitalets forslag til opfølgning hos egen læge stå i toppen af epikrisen. Det vil lette hverdagen, når venteværelset er fyldt med patienter, " siger Karin Zimmer, der vil holde et vågent øje med, hvordan hospitalerne bruger farvekoderne.

"Der er blandt mine kolleger en bekymring for, at farvekoden gul f.eks. vil blive brugt til opfølgning, som burde ske på hospitalet, og dermed en øget opgavemængde, fordi vi aktivt skal kontakte patienten. De frygter lidt, at vi vil blive brugt som skraldespand," siger Karin Zimmer og erkender omvendt, at mange læger på hospitalet oplever, at praktiserende læger sender for mange patienter på hospitalet, som sagtens kunne håndteres i primærsektoren.

"Vi har en god dialog med regionen – og vi har en fælles opmærksomhed på det her," siger hun.

Sparring med specialister

PLO Hovedstadens formand oplever også, at der er en god dialog om en bedre faglig sparring med specialisterne på hospitalet.

"Vi har jo adgang til at ringe til specialister inden for ret mange specialer, og det er godt, selvom det kan være svært at finde numrene, og nogle gange er lægerne ikke lige til at få fat i. Det er en fælles målsætning at regionen sikrer de nødvendige rammer for at de praktiserende læger søger den faglige sparring, f.eks. i situationer hvor man står med en uafklaret patient og måske overvejer at indlægge. Samtidig giver sparringen god faglig mening for lægerne ude i praksis, som i dag har behandlingsansvaret for langt flere multisyge og dermed mere komplekse patienter," siger Karin Zimmer.

Hun har også en appel til kommunerne om at forlænge den treårige aftale om plejecenterlæger, som udløber i år.

"I min egen praksis i Hørsholm er min partner tilknyttet et plejecenter – og siden hun begyndte at komme ud regelmæssigt, så har vi stort set ikke været ude på akutte sygebesøg. Det er bedre for patienterne, og det er bedre for personalet på plejecenteret. Vi har jo i aftalen en forpligtelse til at undervise personalet, så de bliver bedre til at håndtere den her gruppe af borgere – gerne uden indlæggelse, " understreger Karin Zimmer.

Samarbejdet med kommunerne

PLO Hovedstadens formand efterlyser også, at overenskomsten med praktiserende læger tager højde for, at der er flere ældre og multisyge borgere, som kræver et tæt samarbejde mellem kommunerne og de praktiserende læger, særligt ift de kommunale akutfunktioner. Ofte kan der være behov for flere kontakter samme dag, netop fordi kommunerne i dag varetager pleje og observation af mange flere og mere syge borgere. Det skal være let for akutsygeplejersken og egen læge at samarbejde om patientens forløb.

"Hvis praktiserende læger fik honorar for at stå til rådighed for akutfunktionen i kommunen og have en særlig opmærksomhed på vores allersvageste borgere, så kunne vi organisere os, f.eks. med et bagomnummer til akutfunktionen, lave et 360 graders tjek ved fx indflytning på et plejecenter og rykke hurtigt ud mhp en gennemgang af borgere med tegn på begyndende sygdom. På den måde kunne vi undgå mange indlæggelser," spår PLO Hovedstadens formand.

Det nære sundhedsvæsen en syg plante

I det hele taget beskriver hun praksissektoren og det nære sundhedsvæsen som en syg plante, der ikke har fået næring og opmærksomhed i mange år.

"Jeg erkender, at der er sket et gevaldigt løft af kvaliteten på hospitalerne, men vi forsømte for 20 år siden at kigge frem og se på befolkningsudviklingen og udviklingen i alderssammensætningen af de praktiserende læger. Ekstraordinært mange læger går på pension i disse år uden at unge læger overtager praksis. Det er fantastisk, at der nu er kommet politisk fokus på at få uddannet flere praktiserende læger, men det tager jo mange år at uddanne en praktiserende læge, så der skal mange tiltag til – bl.a. mangler vi lokaler til flere og større lægepraksis'er. I København og Frederiksberg Kommuner er det svært at finde tilgængelige lokaler, og derfor er jeg positiv overfor, at regionen nu finder lokaler på hospitalerne," siger Karin Zimmer.

Hun synes, det er en god ide, at regionen nu giver mulighed for at drive licensklinikker på Amager og Frederiksberg, hvis det ikke lykkes at overdrage de to praksisklinikker, som i et år har afhjulpet et akut behov for ekstra lægehjælp. Det bliver spændende at se, om der kommer ansøgere.

Brug ressourcerne ude i praksis

"Men cadeau til regionen for at arbejde intensivt med lægedækning, rekruttering og fastholdelse. Jeg var ikke glad for løsningen med de midlertidige praksisklinikker, da vi sidste år akut stod og manglede læger, for dybest set vil jeg jo hellere, at vi bruger ressourcerne ude hos de praktiserende læger, som bliver mange år i deres praksis og dermed kan følge borgerne igennem lange forløb," siger Karin Zimmer, der f.eks. taler for ydernummertilskud, så regionen fastholder ældre læger et par år mere i praksis eller gør det mere attraktivt at være i områder med mange multisyge borgere.

Men hun er meget glad for dialogen med regionen, og at man nu laver femårsprognoser, der mere præcist fortæller om det fremtidige behov for praktiserende læger.

"Når vi tidligere lavede såkaldte lægehøringer, så var spørgsmålene ikke særligt præcise. Nu har vi i fællesskab med regionen lavet mere præcise spørgsmål til lægerne, og så er det blevet forpligtende, når en læge svarer, at vedkommende er klar til at tage flere patienter. På den måde kan vi bedre forudse behovet og handle proaktivt," siger Karin Zimmer.

Hun kunne godt tænke sig at hovedstaden ville kopiere den løsning, som Region Syd har succes med. Her er der én regional indgang til læger, der ønsker at være i praksis – hvad enten de vil byde på en ledig kapacitet, være ansat hos en praktiserende læge, købe en eksisterende praksis eller arbejde i en licensklinik og prøve praksislivet af uden at binde sig økonomisk i mange år.

Flere uddannelsespladser i hovedstaden

Formanden for hovedstadens praktiserende læger opfordrer desuden regionen til at lægge pres på, så man får flere hoveduddannelsesforløb til almen praksis i Hovedstaden.

"Vi står jo i den situation, at der mangler uddannelsespladser i hovedstaden, fordi man har tænkt, at man kunne få flere læger til at søge ud i landet ved at lægge uddannelsespladserne der. Men i stedet sker der det, at uddannelseslægerne venter til næste ansøgningsrunde og i værste faldsøger mod hospitalerne og bliver der. Hvis vi samlet set skal have antallet af praktiserende læger op hurtigt – og det skal vi – så må vi placere uddannelsespladserne, hvor lægerne er," fastslår formanden, og afviser, at hun svigter praksisområdet i resten af landet.

Hun forventer, at med et større antal praktiserende læger så skal der nok ske en søgning ud i landet til de ledige praksis.