Region Hovedstaden ruster sig til at hjemtage lægevagten

Velfærd

08/08/2013 10:09

Freja Eriksen

Hovedstadsregionen er den første region i landet, der samler alle akuttilbud under én hat. Derfor ansætter regionen godt 100 nye sygeplejersker og læger.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fra 1. januar 2014 skal borgerne i Region Hovedstaden ringe til akuttelefonen på telefonnummer 1813, hvis de bliver syge uden for deres praktiserende læges åbningstid. 

Region Hovedstaden har nemlig opsagt aftalen med de privatpraktiserende lægevagter og vil fremover selv stå for driften af lægevagt. Dermed samler regionen alle akuttilbud under én hat. 

Hurtigere adgang til rette behandling 

Formanden for Region Hovedstadens Kvalitetsudvalg, Kirsten Lee (R), understreger, at med den nye ordning vil borgerne hurtigere få den rette behandling og i mange tilfælde opleve mindre ventetid i akutmodtagelserne. 

”Ved at samle det hele skaber vi én indgang for borgerne, som fremover kun skal huske telefonnummeret 112 i forbindelse med livstruende sygdom og 1813 til mindre akutte skader, sygdomme eller i tilfælde af tvivl”, forklarer hun. 

Fakta: Hvornår skal du ringe til 1813?

  • I dag og efter 1. januar skal du i livstruende tilfælde ringe på telefonnummer 112. I alle andre tilfælde, f.eks. sygdom, mindre akutte skader eller i tvivlstilfælde skal du ringe til 1813.
  • Fra 1. januar skal du ringe til 1813, før du tager på en akutmodtagelse eller en akutklinik. Dermed sikrer vi, at du bliver henvist til det rette sted.
  • Du skal dog fortsat, ligesom i dag, henvende dig til din egen læge i dagtimerne.

Vent derhjemme

Kirsten Lee henviser til, at når 1813 fremover bliver den visiterende indgang til akutbehandling er borgeren sikker på at blive henvist til det rigtige sted, hvad enten der er tale om et besøg på en akutmodtagelse eller -klinik, en konsultation med en læge, eller om man blot skal hvile derhjemme på sofaen. 

Konkret betyder det for borgeren, at man allerede kan begynde ventetiden i hjemmet, fordi man allerede fra starten kommer ind i rækkefølgen for patienterne. 

Også læger uden for åbningstiden 

På 1813 kan man også få en læge i røret uden for den praktiserende læges åbningstid. Derudover ansætter regionen læger, som kan køre ud til hjemmebesøg, ligesom der også ansættes flere læger på akutmodtagelserne og i klinikkerne. 

Udover den oprustningen af personale på akuttelefonens vagtcentral og på hospitalerne har regionsrådet i Region Hovedstaden vedtaget en række investeringer, som i løbet af efteråret yderligere skal styrke behandlingen af akut behandlingskrævende borgere. 

Ikke mindst skal en omfattende kampagne inden årsskiftet fortælle hovedstadens borgere, at man fremover skal ringe til 1813 for at få adgang til akutmodtagelser, akutklinikker eller i forbindelse med pludselig opstået sygdom eller mindre skader uden for egen læges åbningstid.
 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.