Politikere, borgere, organisationer og medier har nu i flere uger og måneder diskuteret, hvordan vi hjælper nogle af samfundets mest udsatte mennesker. Og hvordan vi skaber bedre og mere trygge rammer for de mennesker, som hver dag arbejder med de svært psykisk syge.
Den store bevågenhed bunder – som vi alle husker – i meget ulykkelige situationer, hvor personale desværre er blevet overfaldet og endda dræbt. Vi har som samfund et stort ansvar for at gøre noget ved dette. Jeg har tidligere gennem min bestyrelsespost i Danske Regioner været med til at give Danske Regioner et forhandlingsmandat. Og Danske Regioner har da også lavet et oplæg, som på mange områder er den rigtige opskrift. De skriver fx:
”Den rette sammensætning af personale, de rette kompetencer og opbygning af en stærk faglig identitet vil være et kerneelement i forhold til at skabe et sikkert miljø for både personale og beboere. Nøgleordene for indsatsen er rehabilitering og recovery, og der er behov for en markant øget tilstedeværelse af sundhedsfagligt personale og psykiatrifaglige kompetencer i forhold til, hvad der i dag er til stede på de socialpsykiatriske tilbud”.
LÆS OGSÅ: Regeringens nye botilbud gør folk sygere
Det er svært at være uenig i!
Men jeg har også hele tiden ment, at vi, der står med ansvaret, skal holde sindet åbent i forhold til at bruge de tilbud, som allerede findes. For meget af ovenstående kan vi faktisk allerede levere på. På bostedet Orion i Region Hovedstaden har vi fx næsten ingen magtanvendelser, netop fordi vi arbejder målrettet med Recovery.
Og her kommer problemet. For Danske Regioner, regeringen og kommunerne forhandler nu om en løsning, der for mig at se går den forkerte vej. Og som diskussionerne forløber mellem regioner og regeringen, så står det mere og mere klart, at regeringen er ved at presse en løsning igennem, som jeg som øverste ansvarlige i Region Hovedstaden ikke kan bakke op om. Det er på trods af, at jeg faktisk bakker op om syv af de otte punkter, som planen indeholder.
Det er ikke en populær holdning blandt det embedsværk, som lige nu forhandler. Det er jeg klar over. Men det står klart for mig, at det bedste for mennesker, der døjer med psykisk sygdom og et ukontrollabelt misbrug, ikke er nye bosteder i grænselandet mellem forskellige love og myndigheder. Ligesom det står klart, at det heller ikke giver tryggere forhold for de mennesker, der arbejder i bostederne, og som vi også skylder at komme til undsætning.
Jeg er enig med Danske Regioner i, at der er ca. 150 borgere i Danmark, der kunne bruge et botilbud med en højere normering og et bedre samarbejde omkring psykiatri og misbrugsbehandling, men jeg tror ikke at man skal lave et nyt botilbud uafhængigt af de specialiserede tilbud vi har i dag – med brug af flere tvangsformer.
Jeg kan godt forstå, at flere foreninger inden for psykiatrien derfor følger diskussioner med bekymring. Ligesom flere ordførere på Christiansborg også helt forståeligt er kommet i tvivl, om en ny institution i grænselandet nu også er den bedste løsning.
Læs også pressemeddelelsen fra Region Hovedstaden her.
For sagen er, at mange af problemerne opstår på grund af et uklart samarbejde mellem myndighederne, og det løses ikke med mere magt og tvang. Tværtimod kan øget brug af magtanvendelser og tvang skabe grobund for flere konflikter på botilbuddene.
Vi skal undgå mere tvang og skabe bedre forhold for personalet ved i stedet at styrke de nuværende rammer. Det kræver at vi skaber en bedre struktur omkring samarbejdet mellem myndighederne. Det kræver, at kommunerne er villige til at betale det, det koster at henvise en borger til et af vores specialiserede tilbud. Det kræver også, at vi inden for regionernes egne rækker bliver bedre til at udarbejde koordinationsplaner og udskrivningsaftaler. Det kræver et klart lovgrundlag. Og så kræver det, at vi som samfund prioriterer socialpsykiatrien.
Alt dette får vi efter min bedste overbevisning ikke med et nyt bosted i ’ingenmandsland’.
Husk også rettighederne
Meget af dette handler som sagt om bedre forhold for vores personale. Men samtidig må vi ikke glemme de syge mennesker, som jo altså også har en retsstilling, som vi skal tage højde for. Og som er så lille en gruppe, at de ikke har mange aktører i samfundsdebatten, der taler lige nøjagtig deres sag.
LÆS OGSÅ: God ledelse er garant for faglighed og kvalitet
Forestil dig, at du selv eller én af dine nærmeste får en hård psykisk lidelse, der måske også kaster dig ud i et misbrug, kriminalitet og udad-reagerende adfærd. Løsningen for dig er ikke, at du bliver anbragt mod din vilje i en ny slags institution – hvor du så kan sidde i seks måneder uden at vide, hvad du kan se frem til. Det er mildest talt et svært udgangspunkt, at sætte en Recovery indsats i gang på.
Løsningen er at give dig de bedste forudsætninger for at du kan udvikle dig positivt. Og de rammer har vi som sagt allerede.
Blandet andet derfor har jeg inviteret folketingets social- og sundhedsordfører til ved selvsyn at opleve de botilbud, som allerede eksisterer. Og som allerede leverer på meget af det politikerne på Christiansborg efterspørger.
Jeg håber, at de vil tage imod invitationen. For selvom jeg siger, at vi har rammerne allerede, så jeg siger bestemt ikke, at alt er fint, som det er. Der er brug for politisk initiativ. Der er brug for, at vi som samfund interesserer os for de svageste. At vi rækker hånden ud til det personale, der har været alt for meget igennem. Og at vi styrker de institutioner, som vi har i dag.
Men vi skal ikke opfinde nye og mere komplicerede tilbud, når opgaven snarere er, at forbedre det vi allerede har. Jeg håber, at dialogen vil flytte sig mere i den retning, i den kommende tid.
