“Det provokerer mig, at man taler om et videns- og produktionssamfund. Underforstået, at der ikke er viden knyttet til produktion. Det er noget sludder. Der er enorm viden knyttet til produktion. Man har bare glemt at anerkende de kloge hænder, men samfundet falder fra hinanden uden kloge hænder.”
Mattias Tesfaye og Lars Tvede tegner nye konturer for rød og blå
Lars Tvede og Mattias Tesfaye mødte for første gang hinanden i Mediehuset DenOffentliges debatkoncept Society Zoo. Det skete efter gensidige anmeldelser af hinandens bøger, Det Kreative Samfund og Kloge Hænder.
Find interviews og deres respektive anmeldelser her.
Mattias Tesfaye satte i 2013 en markant dagsorden, der handler om faglighed og tillid. Med sin bog “Kloge hænder” formåede den unge socialdemokratiske debattør, at bringe en ny klar stemme ind i debatten. Tesfaye gjorde sig til talsmand for en gruppe danskere, som ifølge ham har været overset i en akademiserende udvikling.
“Folkeskolen er ved at blive forberedelse til gymnasium som er ved at blive forberedelse til universitet, som igen behandler alle studerende som om de skal være kandidater. Alle der læser kandidatgrad skal skrive speciale som om de skal have en PhD bagefter. Det er konstant orienteret op efter næste trin på den boglige stige, og det er hamrende usundt for samfundet,” mener Tesfaye.
Han taler stolt og engageret om sit murerfag, men også med anerkendelse og respekt for andre fag. Hans mission er gensidig anerkendelse, ligestilling mellem samfundsgrupper og respekt for viden uanset om den er boglig eller praktisk.
“Jeg anser mig selv for - som murersvend - at være en del af videnssamfundets rygrad. Jeg har viden gemt i mine hænder. Godt nok en tavs viden, for den kan ikke ekspederes skriftligt, men jeg har den,” understreger Tesfaye.
Videnssamfundet er både akademikere og praktikere
I et samfund, hvor stadig mere styres og vedtages på grundlag af ord fra lovgivning, rapporter, bekendtgørelser, forskning og generel teori ønsker Tesfaye at minde om den praktiske viden.
“Vi er et videnssamfund, og det skal vi blive ved med at være. Men spørgsmålet er, hvilken viden. Grunden til at min bog hedder kloge hænder er, at hændernes arbejde er en del af videnssamfundet. Jeg argumenterer ikke imod viden, men imod den forståelse vi har haft af videnssamfundet som et bogligt samfund,” siger Tesfaye, og trækker Grundtvig frem.
“Vi ser ofte Grundtvig fremhævet i forskellige debatter om vores samfunds grundlæggende værdier. De senere års akademiske udvikling i alle retninger er et udtryk for, at Grundtvigs gamle tanker om, at vi er hele mennesker, er skævvredet. Det er kommet til at handle alt for meget om teori og akademisk snobberi,” mener Tesfaye.
Harmonien i vores samfund er ifølge Tesfaye truet af et hierakisk uddannelsessnobberi, hvor alle søger bogligt opad. Det smadrer helheden i mennesker, og truer videnssamfundets fremtid. Han kommer med et eksempel fra hverdagen.
Den usynlige arkitekt
“En morgen mødte jeg på byggepladsen sammen med resten af sjakket, og fandt en stak A4 ark. Det viste sig at være billeder af noget arbejde vi havde lavet. Det vil sige, at efter vi fik fri kl 15.00 er der dukket en arkitekt op, som har været rundt på byggepladsen og taget billeder. Så er han taget hjem igen til sin tegnestue, har printet billederne ud og skrevet beskeder til os på dem med sin kuglepen. Eksempelvis “overligger skal være 15 cm. Se bygningsbekendtgørelse §x” og på billedet kan man se hans tommestok, der måler 12 cm. Efter han har været på tegnestuen er han taget tilbage på byggepladsen og lagt billederne til os,” fortæller Tesfaye, der ikke forstår, hvorfor arkitekten optræder så usynligt.
“Hvorfor kan han ikke bare komme i arbejdstiden og snakke med os,” spørger Tesfaye, og beskriver det indtryk, han og kollegerne står tilbage med.
"Vi kan kun stå tilbage med det indtryk, at han ikke tør komme og snakke med os. Måske fordi han ikke har haft værktøjet i hænderne selv, og er nervøs for, hvordan vi reagerer. At vi sviner ham til. Vi aner det jo ikke, men kan se, at han lister sig ind i stedet for. Hverken han eller vi har forståelse for hinandens arbejde, når det foregår på den måde,” konstaterer Tesfaye.
Derfor efterlyser Mattias Tesfaye mere vilje til at tale sammen, mere mod til at forstå hinandens vilkår og mere interesse for at praktisk og boglig viden bliver ligestillet.
“Nye ideer vil opstå, hvis man taler sammen. I eksemplet med arkitekten kunne der være en forklaring på at noget er 12 centimeter i stedet for 15. Det kan endda være, at det problem som vi har løst forkert i hans øjne, måske er løst bedre, eller kunne løses endnu bedre ved at vi taler sammen. Vi er jo ikke dumme, så vi ved godt, at det er 15 centimeter, men der kan være en logisk forklaring lige præcis der, hvor han har valgt at måle. Det finder arkitekten bare ikke ud af, og i stedet spilder både han og vi en masse tid og energi på at være irriterede over hinanden,” siger Tesfaye.
Eksemplet fra hverdagen frembringes for at illustrere en vigtig pointe. Situationen er umiddelbart banal, men den er udtryk for en tendens og en udvikling, som ifølge Mattias Tesfaye er skadelig for samfundet.
“Den måde at gøre tingene på, knækker samfundet over. For det første kommer der dårlige huse ud af det, når praktikerne og teoretikerne ikke får talt sammen. Men der kommer også en dårlig kultur i samfundet ud af det. Vi sidder jo og sviner denne her arkitekt til, og gør måske ikke det han havde drømt om, og misforstår måske nogle af hans pointer. Inde på tegnestuen kan hans billeder bekræfte en række fordomme om dovne og dumme håndværkere, og hvor langt er vi så lige kommet med selve opgaven, at skabe et nyt byggeri, som vi alle kan være tilfredse med,” spørger Tesfaye.
Nyt syn på viden
Håndværkeren, politikeren og debattøren Tesfaye missionerer ikke ensidigt for praktikere. Han anerkender, at akademikere og bureaukrati har en rolle i hans drømmesamfund, men han ønsker at smide en bombe ind i det etablerede syn på boglig viden og akademisk hieraki.
“Det interessante er vores syn på viden. I dag er det etablerede syn, at boglig viden er over praktisk viden, og det har etableret sig dybt ind i den måde vi driver eksempelvis folkeskolen på. Her har vi som samfund nedprioriteret de praktiske fag og opprioriteret de boglige,” fremhæver Tesfaye.
I sin bog, Kloge Hænder, optræder et eksempel fra Rudersdal Kommune, som i en periode satte fokus på de praktiske fag og målrettet etablerede kvalificeret undervisning som såkaldt Science Kommune. Projektet blev afviklet i 2013 efter fem år med stor succes, og det ærgrer Tesfaye.
“Projektet var rigtig godt, og det er super ærgerligt, at man nedlagde det igen. Effekten blev nemlig, at flere af de unge, der deltog i projektet i dag vælger DTU og erhvervsuddannelser,” siger han.
Den ubalance, som folkeskolen skaber ved at prioritere de boglige fag over de praktiske skaber en nærmest grotesk situation, mener Tesfaye.
“Vi har i dag en folkeskole, hvor man eksempelvis har sløjd i femte og sjette klasse, og i øvrigt har det meget lidt og på nogle rum i skolen, hvor der investeres mindst. Det betyder, at når der kommer en uddannelsesvejleder ind i niende klasse og spørger eleverne, hvad deres planer er for uddannelse, så spørger man i virkeligheden ‘vil du lave bordskånere og askebægre, som du gjorde i femte, eller vil du blive ved med at læse bøger, som store børn gør’. Det er da tosset,” påpeger Tesfaye.
Han mener, at fremtidens danske samfundsmodel vil finde international styrke og konkurrencekraft, hvis vi formår at skabe en betydeligt stærkere balance mellem teori og praksis. Hvis begge spor i uddannelses- og erhvervslivet formår at anerkende hinanden bedre og trække på hinandens styrker. Men det forudsætter et fundamentalt opgør med den måde, som samfundet i dag betragter praktiske fag og erhverv på.
“Vi er nødt til at forstå, at nye ideer opstår, når kloge hænder og teoretikere møder hinanden. Helt konkret når arkitekten får snøret sine sikkerhedssko og kommer op på stilladset og taler med håndværkeren. Så opstår der gode ideer,” siger Mattias Tesfaye.
Forlad skrivebordene
Det første skridt er derfor også arkitektens, fordi han bliver nødt til at forlade sit skrivebord og møde håndværkerne, hvor de er. Håndværkerne kunne da godt møde op foran arkitektens skrivebord, men det giver ikke rigtig nogen fornuftig mening, når samtalen skal handle om det byggeri, som står derude i virkeligheden. Når det er sagt, så opforder Tesfaye også sine kolleger til at råbe op, når de møder problemer i deres faglighed.
“Man skal selvfølgelig sige det højt, hvis der opstår et problem i fagligheden. Kloge hænder skal naturligvis også anerkende, at der er nogle andre fagfolk, som samfundet har betalt for at give en uddannelse. Når der opstår problemer skal vi fandme da tage fat i dem og sige, hvad problemet er,” understreger Tesfaye, og forestiller sig en positiv effekt.
“Det kan jo give nogle rigtig gode faglige debatter, hvis vi alle i højere grad tør sige det højt, når vi er i tvivl om en løsning. Man må ikke skjule sine tvivl, men trække den frem, og så tage debatten fagligt. Det vil give os alle mere viden,” opfordrer Mattias Tesfaye.
