Afgangselever i Vest- og Nordjylland samt samtlige elever på Bornholm får nu mulighed for at vende tilbage til skolen. Derudover understreger regeringen, at man løbende vurderer situationen med henblik på at åbne for flere elever i skolen.
”Vi skal væbne os med tålmodighed. Vi havde håbet, at der kunne åbnes for, at flere elever kunne komme i skole, men genåbningen er ikke et kapløb om at åbne mest muligt – hurtigst muligt. Vi skal åbne så sikkert som muligt, så vi kan mindske risikoen for smittespredning for lærere og elever mest muligt. Det er meget glædeligt, at nogle af de ældste elever nu kan vende tilbage til klassefællesskaberne. Og der er lys for enden af tunnelen, så også resten af de hjemsendte lærere og elever igen kan møde i skole”, siger formand i Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.
Genåbningen af dele af samfundet sker på baggrund af ekspertgruppens anbefalinger, der kom tidligere på ugen. Her understreges det, at test er et essentielt værktøj for at kunne genåbne større dele af skolen. Derfor appellerer regeringen til, at folkeskoleelever og lærere bliver testet to gange om ugen.
”Ingen drømmer om at skulle testes to gange om ugen for at kunne passe sit arbejde, men test er en forudsætning for, at vi kan åbne skolerne på en forsvarlig måde. Hensynet til at mindske smitten og sikre effektiv smitteopsporing i samfundet vejer tungt, og derfor er jævnlig testning en nødvendighed for at kunne åbne for flere elever i skolerne. Det bakker vi op om”, siger Gordon Ørskov Madsen.
Danmarks Lærerforening understreger, at det er vigtigt, at der er en klar strategi for test af elever og personale, samt at rengøringsindsatsen er helt på plads, inden lærere og elever igen møder i skole:
”Det er afgørende, at der ligger en køreklar testplan, inden skolerne genåbner. Derudover er det meget vigtigt, at der er tydelige retningslinjer, og at professionel rengøringsindsats og hygiejnetiltag på skolerne også er på plads. Den overordnede rengøringsindsats skal varetages af professionelle”, siger Gordon Ørskov Madsen.
Tidligere har det været fremme, at en del af testindsatsen skulle varetages af lærere. Danmarks Lærerforening forventer, at dette ikke bliver en del af teststrategien:
”Lærerne skal ikke teste – hverken hinanden eller eleverne. Lærerne skal fokusere på den meget store undervisningsopgave, der venter, når skolerne igen åbner”, understreger Gordon Ørskov Madsen, der er formand for Danmarks Lærerforening.
Regeringen sigter imod at flere afgangselever kan komme tilbage i skolen den 15. marts og den 6. april.