Den nye varmestue skal i dag- og aftentimerne fungere som erstatning for Døgnvarmestuen i Nørre Allé 25, der lukkes ned med etableringen af det nye tilbud. De nye faciliteter forventes færdige og klar til brug ved udgangen af april.
Etableringen af dag- og aftentilbud på Godsbanen er et samarbejde mellem MSB, MTM og Kirkens Korshær.
For at markere påbegyndelsen af arbejdet med de nye faciliteter, mødes parterne og tager det første spadestik tirsdag d. 2. marts kl.15 - 16 på Godsbanen (Dan Turell's Gade).
Deltagerne vil blandt andre være Social- og beskæftigelsesrådmand, Kristian Würtz, Teknik- og Miljørådmand Bünjamin Simsek, Regionschef for Kirkens Korshær i Østjylland, Niels Bjørnø, driftschef Brian Kjærulff fra MSB og Christina Strauss fra SAND. Udover disse deltager også Maria Schack, som er leder af Sociale Indsatser & Forstander og Per Meldgaard, som er leder af varmestuen samt enkelte af varmestuens brugere. Deltagerantallet holdes lavt af hensyn til forsamlingsforbuddet.
Baggrund
Flytningen af døgnvarmestuen er en del af Aarhus Kommunes Masterplan på hjemløseområdet, der blandt andet deler Kirkens Korshærs Døgnvarmestue på 2 matrikler og flytter begge dele væk fra Nørre Allé. Formålet med strategien er at etablere bedre tilbud til hjemløse flere steder i byen og samtidig forebygge uro og nabogener omkring Klostertorv.
De nyetablerede pavilloner på Godsbanen vil i fremtiden være placeringen for døgnvarmestuens dag- og aftenaktiviteter, imens varmestuens nattilbud bliver flyttet til eksisterende pavilloner på Sydhavnen. Døgnvarmestuen vil forblive som et samlet tilbud, men nu på 2 matrikler.
Samtidig flyttes natpladserne til unge hjemløse til Kirkens Korshærs bygning i Nørre Allé.
Pavillonerne indrettes, så de tilbyder et attraktivt alternativ til ophold på Klostertorvet. Udover opholdsrum vil pavillonerne indeholde kontorfaciliteter og sundhedsrum, hvor samarbejdspartnere og kommunale aktører kan yde behandling, rådgivning og holde samtaler. Der etableres desuden udearealer, som indbyder til ophold.