Dagligt møder hver femte af FOAs medlemmer i ældreplejen borgere, som drikker meget alkohol. Men de ansatte føler sig langt fra i stand til at håndtere situationerne. Det gælder både ansatte på plejehjem og i hjemmeplejen.
Det viser en ny undersøgelse fra FOA i samarbejde med Alkohol & Samfund, der er foretaget blandt FOA’s medlemmer. 26 procent svarer, at de føler sig i mindre grad eller slet ikke fagligt klædt på til mødet med en borger, som har alkoholproblemer.
FOAs medlemmer kontakter også Alkolinjen, Alkohol og Samfunds online- og telefonrådgivning til mennesker med alkoholproblemer og deres pårørende, fordi de ikke altid ved, hvordan de skal håndtere at tage dialogen med en borger med et alkoholproblem.
"Fagligt er de usikre på, hvem der skal tage hånd om det, når de møder en borger med et problematisk alkoholforbrug. Samtidig mangler de nogle værktøjer til selv at tage samtalen med borgerne. De kan altid i første omgang kontakte Alkolinjen og få rådgivning, og så kan vi give et overblik over, hvad de kan gøre lige præcis i deres situation," siger Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen.
Alvorlige fald og dødsfald
Når der ikke bliver taget hånd om alkoholproblemer, kan det have en lang række konsekvenser. Helt akut kan det føre til fald, som især er udbredt i hjemmeplejen. Her svarer 57 procent af de adspurgte, at de har oplevet ældre borgere, som er faldet, fordi de har drukket for meget alkohol.
Udover alvorlige fald, kan der også opstå problemer med medicin. Mere end hver tredje ansatte i ældreplejen på tværs af plejecentre og hjemmeplejen har oplevet at håndtere medicin for ældre med alkoholproblemer.
"Jo ældre du bliver, des større er sandsynligheden for, at du er i medicinsk behandling med et eller flere præparater, som ikke er gode sammen med alkohol. Ældre mennesker har også ofte sygdomme, som kan blive forværret af alkohol," siger Bjarne Stenger Elholm.
Hjælp til at håndtere alkoholproblemer
Der kan være mange udfordringer forbundet med at starte dialog om alkohol med ældre. Det kan være vanskeligt at kommunikere med borgere, hvis de er påvirkede af alkohol, og så er der også dilemmaer forbundet med, at det er i borgerens eget hjem, at indtagelsen af alkohol sker.
"Vi er nødt til at respektere borgernes privatliv, og de ønsker, de har. Det er et dilemma, for i sidste ende er det borgerens egen afgørelse, hvor meget han eller hun vil drikke. Vi kan kun vejlede og rådgive, og det gør vi bedst, når de ikke er påvirkede," siger Tanja Nielsen, sektorformand i FOA for Social og Sundhed, der repræsenterer FOA’s medlemmer i ældreplejen.
Hun mener, at er det vigtigt, at man sparrer med hinanden kolleger imellem, og at man får supervision af fagfolk. Det kan være en læge eller Alkolinjens rådgivning, hvis der er behov for det.
"Medarbejderne i hjemmeplejen og på plejecentre er utroligt gode til den tidlige opsporing, og til at se hvis en borger er på vej mod et problem, men det har også brug for nogle handlemuligheder for, hvordan man tager dialogen med borgerne om alkohol, og hvad man skal gøre i bestemte situationer – for eksempel hvis borgeren ikke vil samarbejde," siger hun.
"Men vi skal heller ikke være blinde for årsagerne til, at nogle ældre medborgere søger tilflugt i alkohol. For eksempel er ensomhed er et stort problem for mange ældre og en årsag til at nogle ældre søger tilflugt i alkohol. Derfor er det ikke nok at personalet er årvågne. I det her spiller civilsamfundet og de pårørende også en afgørende rolle," fortæller Tanja Nielsen.
For at hjælpe plejepersonale har Alkohol & Samfund lavet en guide til plejepersonale. Med guiden vil personalet lettere kunne tage dialog med en ældre borger.
"Et godt udgangspunkt for en fordomsfri dialog er at starte med at sige til borgeren: “For bedst muligt at kunne udføre pleje i dit hjem, er jeg nødt til lige at spørge lidt ind til dine kostvaner, rygning, motions- og alkoholvaner. Det bedste vil også være, hvis man kan få en vis systematik ind i det, så man spørger alle borgere om det samme," siger Bjarne Stenger Elholm.
Om undersøgelsen
Mere end fire ud af 10 (44 procent) af FOAs medlemmer, der arbejder i ældreplejen, har mindst ugentligt kontakt til borgere, der har udfordringer med alkohol. Heraf møder hver femte (21 procent) hver dag borgere, der har udfordringer med alkohol.
Medlemmerne oplever særligt at skulle hjælpe alkoholpåvirkede borgere, som er faldet, at skulle håndtere medicin samt håndtere fulde og berusede borgere i forbindelse med besøg.
Hver fjerde føler sig i mindre grad eller slet ikke fagligt klædt på til at møde en borger med alkoholproblemer.
Når medlemmerne søger hjælp og støtte i forbindelse med håndteringen af borgere med alkoholudfordringer, går de oftest til deres kollegaer eller nærmeste leder.
Medlemmerne vurderer særligt, at et øget kendskab til, hvor de kan faglig sparring om håndteringen af borgere med alkoholproblemer, vil være fagligt relevant i forbindelse med arbejdet med alkoholudfordrede borgere.
Se hele notatet for undersøgelsen: Alkoholpåvirkede borgere i ældreplejen
Om Alkolinjen rådgivning
10 procent af alle henvendelser til Alkolinjens rådgivning kommer fra mennesker, der er over 65 år. Fordelingen er nogenlunde lige mellem pårørende og drikkende.
Derudover er der endnu flere henvendelser fra børn, børnebørn og fagpersonale omkring de ældre, som ikke fremgår af statistikken.
Alkolinjen rådgiver plejepersonale i nyt hjemmesideunivers og guide.
Find flere informationer og gode råd om ældre og alkohol på vores side og faktaark.
Plejepersonale kan også få rådgivning til at håndtere situationer med ældre borgere, når de ringer 80 200 500 og chat