Foto: Shutterstock

Minister reagerer på kostskole-sagen

Social

22/04/2021 12:53

LTT

Efter afsløringerne om grov mobning, seksuelle krænkelser, vold og selvmordsforsøg på Havregård Kostskole i Gilleleje blev bragt for offentligheden af P1 Dokumentar, har børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) nu reageret på sagen.
Ministeren er kommet med udmeldingen om, at der skal være et loft over, hvor mange børn en kost-, fri- og privatskole må tage imod, og lignende tilfælde som årelange svigt på Havregården må ikke ske igen, skriver DR.   Pernille Rosenkrantz-Theil vil nu indføre et sådant loft, således at skolerne kun må huse op til maksimalt otte anbragte børn ad gangen. Tal fra Socialministeriet afslører, at hele 94% af børnene fra Havregården var registreret som udsatte i 2017. Et tal, der ifølge eksperter er alt for højt for en kostskole.    Forslaget møder kritik 
Forslaget fra ministeren møder kritik fra interesseorganisationen Danmarks Private Skoler, hvor formanden Karsten Suhr mener, at et anbringelsesloft vil resultere i, at mange skoler må lukke, da de har mange anbragte børn. En skole som Slotsvænget i Fredensborg Kommune i Nordsjælland har 48 elever, hvoraf 23 af dem er anbragt, og hvis forslaget stemmes igennem, så vil de blive nødsaget til at sige farvel til 15 børn, fortæller forstander Kasper Pavar.   Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) erkender, at forslaget kan betyde drastiske omstillinger for en række skoler, men mener også, at skolerne må tilpasse sig.    ”Der er ikke nogen tvivl om, at det her kommer til at have en konsekvens, og det er jo hele meningen. Hele ideen er, at børnene skal have en tryggere ramme at være i, end den der kan tilbydes i dag. Vi har lavet en indfasningsperiode på det her, så man får en mulighed for at omstille sig,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil til DR.   Kvalitet skal være kernen 
Undervisningsordfører Jacob Mark (SF) er indstillet på at møde forhandlingerne med et åbent sind, men mener også, at det i højere grad skal handle om kvalitet i skoletilbuddene frem for et anbringelsesloft. Hos oppositionen er DF også enig i, at kernen må være kvaliteten i tilbuddet og at sikre, at børnene bliver visiteret til det rigtige steder. Tidligere undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) er enig med ovenstående og tilføjer:   ”Hvis det er børn med komplekse diagnoser og store problemer, så nytter det ikke noget, at man tror, man kan løse det ved bare at begrænse antallet. Så handler det jo om at placere dem de rigtige steder.”  

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.