Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Ny rapport: Dette giver bedre pleje og større arbejdsglæde i ældreplejen

Social

07/05/2024 09:01

J. Bøgen

Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd VIVE har evalueret 25 kommuners forsøg med faste teams i ældreplejen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Med aftalen om den nye Ældrereform lægges der op til, at kommunerne indfører faste teams i ældreplejen, og der afsættes 376,1 mio. kroner til udbredelsen af de faste teams.

25 kommuner har allerede høstet mange positive erfaringer med faste teams. I 2022-23 fik disse kommuner 191,6 mio. kroner til forsøg med teams.

VIVEs evaluering viser, at både ledere og medarbejdere i stort omfang oplever, at arbejdet er blevet mere meningsfuldt med faste teams, og at fokus er skiftet væk fra kontrol og effektivitet til relationer, kontinuitet og faglig stabilitet.

Borgerne og deres pårørende forbinder kvalitet og tilfredshed med, når det er det faste personale, der leverer hjælpen.

Det skriver Social-, Bolig- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Gør oplevelsen bedre for alle

Det faste personale beskrives som fagligt kompetente, og det opleves, at personalet i høj grad er opmærksomme på borgernes helbred og velvære.

Brugen af vikarer og uforudsigelige besøgstider opleves udfordrende.

"Jeg glæder mig især over, at indførelsen af faste teams betyder, at borgerne er meget tilfredse med plejen, og at medarbejderne oplever større arbejdsglæde ved at have et tættere forhold til den ældre, et større ansvar på arbejdet og et mere tillidsfuldt samarbejde med kollegerne. Det betyder meget for at kunne tiltrække og fastholde medarbejderne i ældreplejen," siger ældreminister Mette Kierkgaard (M).

Evalueringen viser også, at borgerne generelt er meget tilfredse med den hjælp, som de modtager.

77 procent føler sig i høj eller meget høj grad trygge ved, at personalet vil opdage, når borgeren har brug for ekstra hjælp til helbredet.

66 procent af medarbejderne oplever, at det er blevet lettere med faste teams at tilpasse hjælpen til borgerens behov og ønsker.

Optimal teamstørrelse

Kommunerne har opereret med teamstørrelser indenfor et spænd på 8-29 medarbejdere med forskellige grader af tværfaglighed.

Medarbejderne vurderer i evalueringen, at teams med 7-12 medarbejdere er det mest optimale for at kunne balancere behovet for robusthed med hensynet til faste relationer og fælles viden om borgerne.

"Evalueringen giver både kommuner og uddannelsesinstitutioner værdifuld viden om fordelene ved faste teams og nyttige redskaber at arbejde videre med. Med den kommende ældrelov lægger vi også flere beslutninger ud til borgere og medarbejdere i fællesskab, så medarbejderne forhåbentligt oplever færre barrierer og borgerne mere selvbestemmelse," siger Mette Kierkgaard.

Social-, Bolig- og Ældreministeriet har støttet forsøg med faste teams i ældreplejen med 191,6 mio. kr. fra 2022-2023 i 25 kommuner. Rapporterne, der evaluerer puljen, er udarbejdet af VIVE, og kan læses på sm.dk

Fakta om VIVEs rapport

Af VIVEs borger-survey fremgår det bl.a.:
  • 79 procent af de adspurgte borgere føler enten i høj grad eller i meget høj grad, at den samlede hjælp passer til deres ønsker og behov.

  • Der er større tilfredshed med personlig pleje end praktisk bistand. 88 procent af de borgere, der modtager hjælp til personlig pleje, er i høj eller i meget høj grad tilfredse med den hjælp, de får hertil. Heroverfor er 63 procent af de adspurgte borgere enten i høj grad eller i meget høj grad tilfredse med den hjælp, de får til praktiske gøremål.

  • Der er generelt stor tilfredshed med sygepleje. 91 procent af borgerne er i høj grad eller i meget høj grad tilfredse med den hjælp, de modtager fra sygeplejens medarbejdere.

  • 78 procent af borgerne er i høj eller meget høj grad trygge ved, at plejepersonalet har de rette kompetencer, mens 76 procent oplever, at personalet i høj eller meget høj grad er opmærksomme på, hvordan borgeren har det ved det enkelte besøg.

Af VIVEs medarbejder-survey fremgår det bl.a.:
  • 66 pct. oplever, at det er blevet lettere at tilpasse hjælpen til borgerens behov og ønsker, mens 64 pct. vurderer, at det er blevet lettere at gøre en positiv forskel for borgerne.

  • 63-70 pct. af social- og sundhedspersonalet oplever, at det er blevet lettere at imødekomme borgernes behov for hjælp i samarbejde de øvrige faggrupper.

  • 63 pct. erklærer sig enige i, at de oftere kan være stolte af det arbejde, de udfører, mens 14 pct. erklærer sig uenige.

  • 69 pct. erklærer sig enige i, at de føler et større fællesskab med deres kolleger. 13 pct. erklærer sig uenige.

Kommuners data
  • 18 kommuner har indsamlet data for medarbejdertrivsel. Heraf vurderes det i 13 kommuner, at trivslen er forbedret., i to kommuner vurderes medarbejdertrivslen at være faldet, mens der i tre kommuner er fundet blandede eller uændrede resultater.

  • 22 kommuner har indsamlet data for udvikling i sygefravær under forsøgsprojekterne med faste teams. I 12 kommuner faldt sygefraværet. Ni kommuner havde uændret sygefravær, mens en kommune oplyser, at sygefravær er øget.

    Kilde: VIVE, Faste, tværfaglige og selvstyrende team i ældreplejen – erfaringer fra 25 kommuner.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.