Socialchefer til social modstandsbevægelse: Vi tager ansvar

23 borgere fra en række ’modstandsbevægelser’, som de selv benævner sig, retter i et indlæg på DenOffentlige.dk en skarp og meget personlig kritik mod FSD’s formand Helle Linnet og hendes ”menneskesyn, der ikke levnede rum til megen empati og medmenneskelig forståelse for landets syge borgere – et menneskesyn, der synes gennemsyret af, at det er systemet over mennesket.”

Kritikken tager afsæt i en høring på Christiansborg i slutningen af januar om fleksjob- og førtidspensionsreformen, hvor Helle Linnet deltog. Kritikerne vil gerne vide, hvorvidt der er enighed blandt socialcheferne om, at ”dette menneskesyn skal være grundlaget for den gængse forvaltningspraksis ude i kommunernes arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesafdelinger?”.

Det er vigtigt for os at understrege, at vi på det kraftigste tager afstand fra kritikernes måde at beklikke formandens menneskesyn på, som vi finder både helt urimeligt personlig og utilstedelig.

Alle skal have mulighed for at bidrage

Substansen i det her handler i vores optik på ingen måde om individuelle menneskesyn, men om værdierne og intentioner i den gældende beskæftigelsespolitik. I mange år har kernebudskabet og formålet været at fokusere på den store værdi, der ligger i, at alle mennesker skal have en mulighed for at bidrage til samfundet, fordi det giver mening, fælleskab og værdighed.

Denne linje blev fastholdt og udbygget, da et bredt flertal i Folketinget i 2012 vedtog en reform af førtidspension- og fleksjobordningen. Politikerne slog meget klart fast, at formålet var at sikre, at ”de mest udsatte borgere får en helt ny indsats og hjælp til at komme videre i livet”. Rehabiliteringsteam i kommunerne og ressourceforløb målrettet den enkelte borger bliver kernen i den nye indsats”, lød meldingen. Daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen sagde desuden:

”Frem for at dokumentere, hvor dårlig den enkelte er, så er formålet med de nye ressourceforløb det modsatte: At fokusere på, hvilke ressourcer det enkelte menneske har. Målet med hele reformen er, at mange flere får hjælp til at få et aktivt liv i stedet for at måtte leve af en passiv pension.”

Indsatserne skal give mening

Ressourceforløbene skulle erstatte førtidspension for personer under 40 år – med mindre det var åbenlyst, at den enkelte borger ikke kunne komme til at arbejde igen. Derudover var tanken fleksjobordningen, at den skulle ”målrettes, så også personer med en meget begrænset arbejdsevne fremover reelt kan få glæde af ordningen.”

Og det er vores erfaring, at det faktisk har gjort en væsentlig forskel for mange borgere at bevare eller få en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det gælder også borgere, som til at begynde med har haft svært ved at se formålet f.eks. med et ressourceforløb, fordi sygdom i sig selv kræver en tilpasning og omstilling.

Betyder det så, at ethvert ressourceforløb skal sigte mod at undgå en førtidspension? Nej. Der er et udbredt fokus på, at en forudsætning for at iværksætte ressourceforløb er, at der kan peges på indsatser, som borgeren realistisk set kan forventes at drage nytte af og udvikle sin arbejdsevne ud fra. Det, mener vi, er relevante faglige forventninger at stille til kommunerne. Ligesom vi mener, at det er vigtigt, at der opstilles konkrete og realiserbare beskæftigelsesmål for den enkelte – også selvom job eller uddannelse ligger langt ude i fremtiden.

Reformen har gjort en forskel

Når det er sagt, kan vi konstatere, at førtidspensionsreformen har betydet:

• At flere har fået en tilknytning til arbejdsmarkedet.
  At ikke mindst mikro-fleksjob og den forudgående virksomhedspraktik på selv få timer har medført, at en relativ stor gruppe efterfølgende har øget det antal timer, de arbejder.
• At vi er blevet langt bedre til at se den hele person. Vi arbejder helhedsorienteret om at løse den enkeltes problemer ved at inddrage fx misbrugsbehandling, træning, sundhed, psykiatri eller andre områder, hvor det giver mening for at støtte og hjælpe.
• At ressourceforløb har givet ro og fred, ikke mindst hos den unge gruppe med psykiske lidelser, til at få behandlingen til at virke.
• At vi i mange kommuner arbejder med dialogen med borgerne, så at de oplever at de bliver medinddraget i deres forløb.
• At vi er blevet bedre og hurtigere til at afklare de unge der aldrig vurderes at komme i beskæftigelse, så de ved deres 18 års fødselsdag har en varig forsørgelse.

Derfor arbejder vi for at fastholde reformens mål om, at alle, som kan, skal have mulighed for at bidrage og forsørge sig selv – fremfor at være ’parkeret’ på passiv forsørgelse. Fordi vi som nævnt mener, at det at deltage og bidrage til samfundet giver fællesskab, værdighed og mening. 

Vi ønsker klare retningslinjer

Vi håber, at der med den kommende evaluering af førtids- og fleksjobreformen bliver helt klare retningslinjer for, hvordan vi i kommunerne kan vurdere, hvorvidt en borger ikke kan forventes at få tilknytning til arbejdsmarkedet, fx på grund af et svækket helbred, og derfor skal tilkendes en førtidspension.

Og vi skal stadig være meget opmærksomme på, at borgerne er velinformerede om, hvad de forskellige forløb betyder for deres fremtidige forsørgelse. Vi forstår godt den bekymring, usikkerhed om økonomi og fremtid kan skabe hos den enkelte. Derfor ønsker vi også i samarbejde med borgeren at planlægge meningsfulde ressourceforløb, som ender med en afklaring, der enten betyder førtidspension eller beskæftigelse i en grad, der matcher den enkeltes ressourcer.

Kan hvile sig hvis de har brug for det

Hvad angår det, som benævnes ’sengepraktikker’, er det ikke en praksis eller tankegang, vi gør brug af. Vi ruller ikke syge borgere ind i senge for at ’tvinge’ dem til at vise, hvor længe de formår at opholde sig på en arbejdsplads. Men vi har praktikforløb, hvor borgere, som har brug for det, har mulighed for at hvile sig i løbet af dagen. Det opfatter vi ikke som et umenneskeligt eller nedværdigende tilbud, tværtimod.

Opfattelsen af, om vi sætter besparelser og økonomi over hensynet til det enkelte menneske, vil formentlig altid være genstand for uenighed og fortolkning. Vi er af den overbevisning, at vi følger intentionerne i lovgivningen og forfølger målet om, at alle skal bidrage med, hvad de kan – uafhængigt af, om der er penge eller ej i kommunekassen.

I vores optik opleves det som meningsfuldt, at vi i en tid med massiv efterspørgsel efter arbejdskraft gør, hvad vi kan, for at hjælpe borgere med særlig behov fra passiv forsørgelse til aktiv deltagelse gennem uddannelse eller andre indsatser, som forbereder dem til at kunne bidrage på arbejdsmarkedet i det omfang, det er muligt.

Det ansvar tager vi.