Denne historie tager sit afsæt i en debattråd på Facebook, og viser, at handling gør en forskel - selv når der handles i det små. En fagfælle, Mona K. Hansen, efterlyste hjælp til at skaffe en computer til en hjemgivet dreng på vej i 2.g.. Udover gode råd endte hendes efterlysning med, at hun helt konkret fik en computer til den unge fyr.
Den historie rørte mig. Jeg tænkte, vi kan gøre noget. At vi skal gøre noget. Og hvorfor ikke lave en gruppe på Facebook, hvor ”Ting bortgives til udsatte mennesker.” Som tænkt, så handlet. 10 minutter efter var gruppen af selv samme navn en realitet, og opbakningen strømmede ind med god hjælp fra flere socialrådgivere.
1500 medlemmer på to uger
Gruppen har nu eksisteret i godt to uger og har omkring 1500 medlemmer. Der er dannet et stærkt netværk, hvor ting gives og modtages hver eneste dag. Mennesker får kørt ting/møbler mv. på kryds og tværs af landet med hjælp fra hinanden. Det er både mennesker, der selv er ramt af sygdom og har været på overførsel gennem flere år, men også mennesker, der har lyst til at hjælpe andre uden midler. Fordelen ved Facebook er, at man kan hjælpe face to face, da personen er virkelig - og deres baggrund kendt.
Hurtig hjælp og nye relationer
Inde i gruppen, kan man ved de fleste opslag se, at der lynhurtigt er folk, der melder sig. Om det er søgninger af cykler eller computere til børns skolestart, en lommeregner, kugledyner eller hjælp til at få læst sine breve fra kommunen.
Man skal lede længe efter fællesskaber, der er så stærke, at de gode vinde breder sig som ringe i vandet. Den gode gensidigt anerkendende stemning, der bare smitter. Sådan er det i den her gruppe. Der er et overflod af overskud - selv fra mennesker, der selv er syge og intet har at gøre godt med. Et eksempel herpå er fx dette opslag:
“hej jeg er en ung mor, der lider af social angst og en voldsom depression, er på kontant hjælp.
Jeg spørger om der er nogen der har noget tøj i en str.98 til en dreng og 122 til en pige, og 140 til en pige.
Pigerne er begyndt i skole men har ikke råd til tøj til dem, søger mere eller mindre alt fra undertøj til regntøj.
Har ikke mulighed for at kan hente det, pga angsten, så hvis der er nogle der kan undvære noget enten at sende eller afleverer, vil jeg være virkelig taknemmelig..
PÅ FORHÅND TUSIND TAK...”
I de 25 følgende kommentarer til opdateringen tilbydes en del tøj, og så dukker det her op midt i det hele:
“Mine unger er desuden ved at rydde ud i legetøjet... De er begge 10½ - hvor gamle er dine?”
“jeg har 3 piger de er 6.9 og 12 år, og tager naturligvis også imod legetøj med åbne arme.”
“Ved du hvad? Jeg går op og går i gang nu Smider lige en pb, når jeg ved hvor meget og sådan..”
Det er utroligt at være vidne til. Så smittende og så livsbekræftende.
Kulturen for opslag former sig selv
Der er helt af sig selv opstået en ”opslags-kultur” i gruppen, hvor den enkelte, selv vælger, hvor meget de vil fortælle om sig selv og deres historier. Nogle er helt åbne og fortæller fx, at de har psykiatriske diagnoser, er enlige forsørgere på kontanthjælp, har mistet dagpenge, har mistet sygedagpenge, har mistet deres børn og meget, meget mere – og at de derfor ikke har til dagen og vejen, da de ofte har fået afslag på alt fra kommunen med den begrundelse, at de selv skal spare op af ingenting. Andre søger også bare uden at fortælle om deres baggrund.
Men en betingelse for at modtage og søge er, at man skal være udsat.
Der er en stor harmoni i gruppen, så der faktisk er lige mange, der både søger og bortgiver, hvilket gør gruppen meget flydende og utrolig givende for alle parter.
Lykkelige afslutninger deles
I gruppen kan man finde historier om de ting, der har fundet sted, da mange vælger at slå opslag op, hvor de takker, dem der har hjulpet. På den måde får andre også lyst til at hjælpe, da de kan se, at det virkelig betyder meget for nogle - fx at få en bærbar computer til sin søn, en seng til sin autistiske dreng, der længe har sovet på gulvet, en røremaskine til en immobil kvinde, cykel til en lille pige, eller en kugledyne til en angst, der bliver bragt fra Sjælland til Jylland af to mennesker, der samarbejder om at få den frem til adressen. Den ene giver kugledynen mens den anden melder sig som chauffør. (Det skal her nævnes at kugledyner koster over 3000 fra nye og er et hjælpemiddel i forbindelse med behandling af fx ADHD børn og mennesker med angst.)
Fra lommeregner til konfirmationsfest
I gruppen er der en enlig mor med en søn, der skal starte i skole. Hun efterspørger en lommeregner, som skolen kræver, men som hun ikke har råd til, da hun er på kontanthjælp og syg. Hun er ked af, at hun som mor ikke kan opfylde det ønske, så hendes søn ikke kan være med - og fra start skal føle sig anderledes, fordi de er fattige.
Med det samme er der flere, der melder sig på banen. Historien udvikler sig til at danne rammen om en hel konfirmation til sønnen, hvor alt hjælp bliver til i samarbejde med helt vildt fremmede mennesker fra hele landet - mennesker, der alle ønsker at bidrage. Moderen, der indledningsvis søger en lommeregner, står nu med et helt køkkenhold af frivillige, selskabssang, kød, salat, gaver og konfirmationstøj til sin søn – helt uden hun havde søgt om det til at starte med. Selve lommeregneren glemmer hun helt at få, af ren overvældelse- og hun må derfor lave et nyt opslag. Hun fik efterfølgende meget hurtigt en lommeregner skænket af en anden venlig sjæl.
Hjælp smitter
Når andre mennesker kan følge disse tråde i gruppen, bliver de inspireret - og får selv lysten til at være med. Og de, der søger hjælpen, opdager, at det ikke er en skam at bede om hjælp, og at flere hundrede står parat til at hjælpe i en gruppe, hvor formålet netop er at danne et netværk for mennesker, der er blevet kastet ud af systemet, eller som år efter år er fastholdt i det pga. sygdom - eller andre sociale problemer, hvor kommunerne ikke har fået afklaret deres sager, eller ikke længere har mulighed for at bevillige hjælp, efter de økonomiske sanktioner som har præget den offentlige sektor gennem de seneste år.
Gruppen er åben
Gruppen ”Ting bortgives til udsatte mennesker” er åben på Facebook, så alle kan læse med. Det er et valg, der er taget, da det er vigtigt at vise det omkringliggende samfund, hvor mange, der faktisk ikke kan få hjælp af vores etablerede system og hvor stærke vi mennesker faktisk er sammen i flok. Gruppen er også et levende bevis på, at mennesker, der har mindst, også er dem, der samtidig har de største hjerter til selv at hjælpe andre.
Gruppen rummer også private fagpersoner og mennesker, der ikke er ramt af sygdom eller arbejdsløshed mv, - helt særlige ildsjæle, der lever for at hjælpe andre.
Vi kan alle lære noget her.
Tanken om et samfund, hvor vi alle hjælper, hvor vi kan, skal sprede sig som ringe i vandet. For det er virkelig enkelt. Når andre hjælper dig, får du selv lyst til at hjælpe andre. Længere er den ikke.
Vi står overfor en tid, hvor de offentlige budgetter beskæres behårdt på det sociale område, så meget, at det kan mærkes helt ind i marv og ben på de mennesker, der lever i længere tid på overførsel og som eneforsørgere. Spørgsmålet er her, hvad skal vi gøre for at modvirke det system, der før tog sig af transport, tøj og uforudsete udgifter til socialt udsatte – skal de glemmes og klare sig selv, eller har vi ikke alle en forpligtigelse til at hjælpe - og i nogen grad være med til inddrage og overtage nogle af de hjælpeforanstaltninger, som kommunerne ikke længere har økonomi til at bevillige?
Eller er det at opgive vores velfærdssamfund og erklære det fallit?
Eller måske er den blot en kendsgerning - og en ekstrem vigtig erkendelse, at systemet ikke længere rummer de udsattes behov for støtte til helt almindelige ting som tøj og transport, og at vi derfor alle må give en hånd med, for at vi ikke ender med et samfund, hvor dem, der ikke har, lever isoleret fra resten samfundet og dermed aldrig får de samme muligheder. Fx fordi de ikke har råd til at give deres barn en lommeregner til skolebrug – og fordi skolerne i dag ikke udleverer de gamle røde klodser af en lommeregner som i gamle dage, hvorfor alle børn kunne være med på lige fod. Sådan er det ikke længere. Derfor mener jeg, at vi alle har et ansvar og selv de bitte små ting tæller for den enkelte. Det beviser gruppen i den grad på Facebook.
Du er hjertelig velkommen.
