Stabil frustration blandt kommunalpolitikere

Ledelse

01/10/2013 09:30

Mogens Hegnsvad

Politisk lederskab i kommunerne var overskriften for et møde i FORUM mandag. Nærmest et arbejdsmøde, hvor indkaldte eksperter og vidende folk (men ikke politikere !) skulle tage temperaturen på det lokale demokrati med fokus på lederskab.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Eksperterne var tre professorer, og den 4. var "kommuneministeriets" departementschef Sophus Garfiel, der var sendebud fra det udvalg under ministeriet som har rejst rundt til en del kommuner for at tage temperaturen.

Professorerne Lene Holm Pedersen (CBS) og Ulrik Kjær (SDU) havde nye undersøgelser om kommunalpolitikere med under armen. De er under pres - pga deres arbejdstid, pga samarbejdet i byrådet, pga borgmesterens og den professionelle administrative ledelse, på grund af borgernes forventninger. Men de kunne begge berette, at de ting byrådspolitikerne er præget af og frustrerede over ligner på en prik det politikerne mente for 10-20 år siden.

Ulrik Kjær viste sin undersøgelse der viser politikernes egne svar på hvad der frustrerer og glæder dem i byrådsarbejdet, indhentet i 1995, 2003 og 2012, og svarene over disse år flytter sig nærmest ikke spor. Lene Holm Pedersen kaldte det overraskende stabilt, når hun i sine undersøgelser sammenlignede tilstanden blandt byrådspolitikerne 2003-09-13.

Sophus Garfiel gengav rejseudvalgets iagttagelser og sammenfattede det til at arbejdsvilkår og samspil med borgerne kan forbedres, men det er noget byrådspolitikerne selv kan beslutte at ændre - for som han sagde "det er slet ikke så kompliceret at få kommunalbestyrelsen til at fungere - det er der løsninger på". Men lovgivning er ikke nødvendig, slog han flere gange fast. Dog - ministeriet og KL er i gang med at skrive en vejledning som inspiration for kommunalbestyrelserne.

Professor Eva Sørensen (RUC) skilte sig ud. Hendes indlæg slog til lyd for at der er langt mere behov for politisk lederskab, hvis kommunerne overhovedet skal overleve. "Ellers kan vi se frem til statslig dekoncentreret forvaltning" var hendes budskab. Hun sagde også, at befolkningen ikke aner hvad de foretager sig i byrådene, men det er også underligt at "vi sætter (lægmands)politikerne ind i et lukket rum, hvor de så selv kan finde ud af at samarbejde". Hendes hovedbudskab var, at der bør udvikles en ny politikerrolle og nye organisations- og arbejdsformer.

Så startede debatten i plenum, og den indledende sammenfatning var - som en kommunal topchef formulerede det - at det går jo egentlig meget godt. Den store optimisme gav dog forsamlingen lidt tømmermænd, for vi var da vist indkaldt til dette arbejdsmøde fordi vi ser svære udfordringer, om ikke i dag, så i morgen.

Ulrik Kjær erkendte at det så ´"stabilt" ud over to årtier, hvad politikerne havde af glæder og frustrationer. Men dermed mente han ikke at så var alt godt. Når man så på frustrationerne, så var det da et problem at så mange byrådspolitikere anser samarbejdet i byrådet og de andre politikeres adfærd for frustrerende. Så han mente nok der var plads til forbedringer, og foreslog bl.a. at kommunalpolitikerne hjælpes til at bruge mindre tid på meget af det som ikke interesserer dem og ikke rykker noget, og gør mere ved hvad de vil gøre en forskel med.

Stemningen drejede nu over på udfordringerne, som - viste den videre debat - var flere og svære. Som mødet nærmede sig afslutningen, blev sammenfatningerne mere i tråd med Eva Sørensens budskaber. Man købte ikke hendes præcise forslag, men

  • der trænges til mere politisk lederskab
  • men der må også udvikling og innovation til for hvad dette lederskab skal være
  • samarbejde og kultur (adfærd mm) i byrådet skal forbedres
  • politikerne må have værktøjer og arbejdsformer der kan give dem mere viden og at kunne beherske rollen
  • byrådspolitikernes rum og plads i forhold til borgmester og direktion må understøttes

I valgåret er der også flere initiativer - vejledning, uddannelse, eksperimenter med arbejdsformer. FORUM vil over vinteren og i 2014 fortsætte udviklingsarbejdet.

Jeg vil i de kommende dage i min blog her fortsætte med referat fra mødet, og føre det over i forskellige debatter.

Præsentationer fra FORUM mødet 30.09. kan findes her :

http://www.forstyr.dk/cvl-arrangementer/materialer

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.