Civilsamfund og erhvervsliv skaber løsninger: Hotellers sengetøj lever videre på krisecentre

Velfærd

28/05/2017 16:50

Nick Allentoft

Når blandt andre Hotel Royal i Aarhus kasserer sit sengetøj, får det nyt liv hos kvinder på krisecentre.

En lille plet eller et hul. Mere skal der ikke til, før hoteller kasserer deres sengetøj.

Men nu er der fundet en måde, så ikke alt sengetøj ikke går til spilde. For selv om sengetøjet ikke længere lever op til hotellernes krav, kan det sagtens bruges af almindelige mennesker, mener Cecilie Capion, der går på VIA Designuddannelse i Herning. Det skriver DR P4 Midt & Vest.

- Når vi får det, ser det helt nyt og hvidt ud. Det er kun, hvis man holder det op mod et helt hvidt lærred, at man kan se, det har en lille gråtone, som det får med tiden. Men det er spild, hvis man bare sender det til forbrænding, siger Cecilie Capion til DR P4 Midt & Vest.

Sammen med en medstuderende har hun startet non-profit organisationen 'Sov Trygt Projektet', som i samarbejde med Kruse Vaskeri i Hadsund og kvindekrisecentre i fire jyske byer har lavet en aftale, så kvinder, der forlader krisecentre nu har mulighed for at få hotelsengetøj med i deres nye hjem.

- Det er en kvalitet, som de ikke får råd til at kunne købe fra nyt, og selvom det ikke er nyt, så virker det nyt, fordi det er rullet og lagt pænt sammen og umådelig blødt, siger Karin Houmann, der er leder af Holstebro Kvindekrisecenter.

Holstebro Kvindekrisecenter har foreløbig købt 200 sæt sengetøj til 25 kroner. Penge, som går til levering af sengetøjet.

- Der er ingen, der tjener penge på det her. Det er sjovt at være med til at hjælpe mennesker, og det gør vi rent faktisk. Og så er det rart at få den positive reaktion, når vi afleverer sengetøjet, siger Cecilie Capion.

Foreløbig leverer de to studerende sengetøj til kvindekrisecentre i Holstebro, Hadsund, Randers og Aalborg, men de har kontakt til flere krisecentre og forventer, at centre over hele landet kan blive en del af konceptet. Samtidig er tanken, at hjemløse på sigt også kan få glæde af det aflagte sengetøj.

Kruse Vaskeri har blandt andet Hotel Royal i Aarhus samt Montra-kæden som kunder.

Hele historien hos DR Østjylland

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.