På P1 Debats Facebookside skriver en kvinde, at hun ikke har dyrket sex i tre år. Hun kommenterer radioprogrammet, der den dag handler om, hvorfor danskerne dyrker så lidt sex. Et andet sted i det offentlige, på Kolding Kommunes Facebookside, afslører borgere, at de er storrygende eller har gangbesvær. På en folkeskole i Hellerup Kommune kan eleverne ikke lave lektier, hvis ikke de har en Facebookprofil.
Personfølsomme oplysninger florerer på offentlige platforme, og myndigheder nøder danskerne til at lægge endnu mere derud om sig selv. Facebook er en favoritplatform. Det offentlige Danmark behandler faktisk verdens største sociale medie som om det var en godgørende social infrastruktur og ikke som det, det er; en kommerciel, ekstremt lukket børsnoteret koncern, der kapitaliserer på vores persondata og bruger metoder, som danske virksomheder faktisk sandsynligvis alle ville få lov til at bruge af Datatilsynet.
De sidste par dage har sagen om muligt datatyveri fra Nets til Se og Hør, Berlingskes Sporet og sagen om en dansk DJ, der har lokket Facebook-data ud af folk, sat gang i debatten om vores persondata. Og det er så sandelig også på tide. I årevis har vi forurenet med vores data, som vi forurenede naturen i 1950'erne.
Læs også: Privatliv og tillid sættes på spil med usikre offentlige it-systemer
Er noget gratis, er DU produktet
I den analoge verden bestemmer vi nogenlunde selv hvem der ved hvad om os hvornår (det vil sige, at vi har et privatliv). Vi fortæller den nære familie om en graviditet før omgivelserne, herunder chefen, får det at vide, og vi har ret til det. Vi har ret til selv at bestemme, om alle skal vide, at vi er blevet kronisk syge, om vi er homoseksuelle, har vundet millioner i lotto, er konverteret til en ny religion, hvem vi stemmer på, hvad vi tjener, og selv vores fysiske adresse har vi ret til at holde hemmelig.
Alt dette er fundamentale rettigheder, som skal beskytte individet imod at stærkere kræfter diskriminerer os eller udnytter os. Oveni det, er vi alle mennesker; vi fejler, vi gør dumme ting. I den analoge verden kan det ofte skjules og glemmes eller i hvert fald begrænses til, at kun få ved det.
Alle de rettigheder er svære at overføre til den digitale verden, hvor forretningsmodellen for virksomheder er, at individet bliver transparent. Når noget er gratis, er du produktet, og du betaler med dine data. Den forretningsmodel bifalder staten, der også har brug for så megen viden om os som muligt for at bekæmpe terrorisme og kriminalitet – og for at spare og tjene penge på digitaliseringen.
De stærke kræfter i samfundet, virksomheder og stater, er altså interesserede i, at individer, de svage parter i samfundet, bliver transparente. Vi har gennem årtier kæmpet for en række individuelle FN-menneskerettigheder, som skal beskytte individet mod diskrimination af selvsamme årsag.
I dag går vi i stik modsat retning. Stater og store virksomheder bliver mindre og mindre transparente, imens individer bliver mere og mere gennemsigtige. En uheldig udvikling for vores identitet og demokrati.
25-årige får brug for ny identitet
Derfor er det også særdeles uheldigt, at kommune efter kommune, folkeskole efter folkeskole, politiker efter politiker og ikke mindst public service organer som DR og Radio24syv omfavner Facebook, som de gør. Ja, det er her, mange danskere er. Men det bider sig selv i halen: Hvorfor kan skolerne ikke kræve og arbejde for at deres intranet, hvor de selv ejer deres data, bliver bedre og mere dynamiske? Mange unge allerede har vendt sig om efter nye og sjovere sociale netværk, hvor deres forældre ikke er. Hvorfor skal kommuner være på Facebook? Mange bruger primært Facebook til at dele oplevelser med deres venner. Og hvorfor favorisere et sociale medie frem for andre sociale medier, bare fordi det er størst? Hvorfor har DR ikke udviklet deres eget sociale netværk i publicismens navn?
Det er især unge, jeg tænker på. Mange af os over 40 har vores på det tørre karrieremæssigt og økonomisk i forhold til forsikringer, lån og lignende. Jeg tror på, at Googles bestyrelsesformand Eric Schmidt får ret, når han siger, at forældre fremadrettet vil kræve undervisning i privacy på lige fod med seksualundervisning i folkeskolen.
Fremtidens borgere og forbrugere kommer til at klandre generationen før dem for ikke at have advaret og stoppet dem i at sprede deres data så vidt og bredt, som de er i fuld gang med i dag.
Før i tiden beskyttede vi fx børn ved at lade dem bruge kælenavne eller pseudonymer på digitale spil som Habbo Hotel, Moviemaker, The Sims og World of Warcraft. Men i Facebook-tidsalderen, hvor ‘real name policies’ huserer (krav i handelsbetingelser om at man skal bruge sit rigtige navn), fordi virksomheder tjener bedst på sande data, er også spillene begyndt at kræve rigtige navne.
Hvorfor gør vi ikke som tyskerne og anbefaler vores børn og unge at bruge pseudonymer på Facebook, Instagram, SnapChat, Vine etc., indtil de har bedre styr på deres offentlige digitale identitet?
Eric Schmidt fra Google sagde også engang, at de fleste unge fremadrettet bliver nødt til at få en anden identitet, når de bliver 25, for så har de fucket så meget op og efterladt så mange uhensigtsmæssige digitale spor, at de er nødt til at få en ny chance.
Måske vi bare skulle forebygge og lære ‘digitalt selvforsvar’, bl.a. ved brug af flere identiteter og brug af nogle af de mange gode digitale værktøjer, der findes til at beskytte dit privatliv. En guide til digitalt selvforsvar 1 findes her. Og så kan du i øvrigt lære det hele ved at komme til det gratis arrangement i Filmhuset i København fra 14.-17.00 d. 14/5/2014.
Pernille Tranberg er journalist og rådgiver i big data og privacy.
