Det var Anders Fogh Rasmussen, der i 2006 sagde, at "skattelettelser, det er ikke noget, man snakker om, det er noget, man gennemfører."
Det samme ser ud til at gælde paradigmeskifter i udlændingepolitikken. Da Dansk Folkeparti (DF) før jul talte om netop sådan et, lød kommentarerne i den offentlige debat, at DFs krav var helt urealistiske. De blev kaldt "alt for brutale", "umulige at gennemføre pga. internationale konventioner", og der blev sagt, at "de ville gøre Danmark til en skandaløs europæisk avantgarde i opgøret med en international orden baseret på anerkendelsen af et humanistisk minimum. Og at det ville have haft negative konsekvenser for vores mulighed for at præge det europæiske samarbejde og gøre os gældende internationalt."
Så den var Løkke ikke med på. Han afkoblede de to temaer i blå blok – skat og udlændingepolitik – fra hinanden og udskød, officielt i hvert fald, forhandlingerne om udlændingepolitikken til foråret:
"Regeringen vil selvfølgelig meget gerne drøfte udlændingepolitik med Dansk Folkeparti. Men det skal være på udlændingepolitikkens egne præmisser, så vi laver den udlændingepolitik, Danmark har brug for, og den udlændingepolitik, vi kan stå inde for, og ikke laver udlændingepolitik for at indfri en ambition på et helt andet område om, at skatterne skal sættes ned."
I pressen blev det udlagt som om, Løkke endelig blokerede for at DF kunne få det, som de ville, i dansk udlændingepolitik.
Det skjulte paradigmeskifte på side otte
Men nu ser det alligevel ud til at statsministeren er gået med til et voldsomt indgreb i udlændingepolitikken. Ingen i pressen har bare opdaget eller omtalt det. Med andre ord: Man snakker ikke om det, man gør det bare, og så er det lige pludselig ikke så urealistisk.
Paradigmeskiftet er at finde i en lille, subtil passus på side otte og ni i den nye skatteaftale med et par linjer, der kan være svære at gennemskue. Og det har fået en anden form end før jul, men ikke desto mindre er det her:
En del af finansieringen af blå bloks skatteaftale skal komme fra landets sprogcentre. Sprogcentrene er de institutioner i Danmark, der underviser voksne udlændinge i dansk. Man vil indføre brugerbetaling, så en meget stor gruppe af kursister på landets sprogcentre skal betale 2.000 kr. pr modul + 1.250 kr. i depositum på hvert modul. I alt 12.000 kr. for de seks moduler, der udgør en danskuddannelse.
Halvdelen af kursisterne risikerer at falde fra
Der er endnu ingen officielle udregninger af, hvor mange af sprogcentrenes kursister, som dermed vil være sorteret fra. Men Poul Neergaard, formand for De Danske Sprogcentre, udtaler, at han forventer en markant nedgang i kursisttallet, hvis denne lov gennemføres. På baggrund af vores egen erfaring med kursistgruppen vil vi forvente en nedgang i kursisttallet på mellem 30-50 %.
Kursisterne, som skal betale selv, er EU-borgere, studerende og borgere, der ikke modtager offentlige ydelser, fx fordi de har et arbejde eller forsørges af deres ægtefælle. Selvom beløbet kan synes lavt, vil det realistisk set være for højt for langt de fleste af disse kursister. De er typisk på S.U., meget lavtlønnede, har slet ingen indtægt eller en ægtefælle, der betaler for alle deres udgifter. De, der foreløbig slipper for egenbetalingen, vil typisk være flygtninge.
Konsekvenserne af denne beslutning vil være økonomisk, kulturelt og menneskeligt alvorlige. For det danske samfund, for udlændingene, for de ansatte på landets sprogcentre og for det danske sprogs bevarelse.
Mangel på dansk giver dårlig integration
En udbredt misforståelse, vi ofte støder på som ansatte på sprogcentrene, er, at de fleste af vores kursister er flygtninge på integrationsydelse. Men det er langt fra tilfældet. På nogle sprogcentre vil de berørte kursister udgøre halvdelen af alle elever, på nogle langt de fleste.
Vi underviser disse kursister hver eneste dag. Mange af dem er forholdsvis unge – typisk et sted i 20’erne. En stor gruppe af dem har kun, hvad der svarer til folkeskolens grunduddannelse, med fra deres hjemland, højst gymnasieniveau. De er enten vokset op i Sydeuropa eller uden for Europa og er vant til, at man godt kan finde ufaglært arbejde. De vil uendelig gerne have et job i Danmark, og de forventer også at finde et snart. Eller også har de et midlertidigt job – fx river huse ned under usunde arbejdsforhold, plukker jordbær i sommersæsonen, har nogle timer hist og pist som medhjælper i et køkken eller har et opslidende, underbetalt job i et pizzeria.
Vi har altså mange kursister, der ikke har råd til at betale det, en danskuddannelse nu vil koste. Hvis de med nød og næppe har, så vil mange muligvis ikke prioritere det. Fordi det faktisk kan tage lang tid at forstå, hvor vigtig uddannelse er i Danmark for at få et fast job. Dels fordi vi har langt færre ufaglærte jobs i Danmark, end de har i deres hjemlande. Og dels fordi Danmark er et land, hvor de stort set ingen fremtid har uden en erhvervsrettet uddannelse.
En sådan gruppe af udlændinge, der aldrig får fodfæste på det danske arbejdsmarked, vil få børn, der også får en dårlig start på livet. Det er præcis det scenarium, vi har i dag, med utilpassede unge, der bor sammen med dårligt integrerede forældre, der aldrig fik lært ordentligt dansk, fordi de kom her til, før vi fik det velordnede sprogcentersystem, vi har i dag. Det er præcis den dårlige integration, sprogcentrene er godt i gang med at gøre noget ved, men som regeringen nu vil skabe mere af.
Det er en lose-lose-situation hvor både det danske samfund og udlændingene vil være tabere. Mærkeligt paradoksalt, når man ihukommer statsministerens nytårstale med stort fokus på netop de dårligt integrerede indvandrere og de problemer, de giver samfundet.
Et kæmpe videnstab
Oveni det vil det have indlysende voldsomme menneskelige såvel som faglige konsekvenser på landets sprogcentre. Vi er ca. 2.500 sproglærere fordelt over hele landet. Og de fleste af os har en højt specialiseret, akademisk uddannelse, som vi har taget, fordi det har været lovkrav siden 1998. Uddannelsen er så specialiseret, at det for mange af os vil være svært at finde et andet job.
Det er en uddannelsesmæssig investering, vi selv har betalt for, og som ind til nu har givet en rekord høj kvalitet i den danskfaglige undervisning på sprogcentrene, når man sammenligner med resten af Europa. Men respekten for det store integrationsarbejde, vi leverer til daglig, lader til at være helt ikke-eksisterende, jf. den nye skatteaftale.
Aftalen er allerede mundet ud i varslede fyringer på landets sprogcentre. Det har indlysende, alvorlige konsekvenser for de lærere, der mister deres job. Men derudover vil drænet af denne højt kvalificerede arbejdskraft medføre et stort videnstab. Det standardsystem, som bliver brugt på alle landets sprogcentre, er møjsommeligt bygget op efter europæiske standarder på baggrund af videnskabelig forskning i sprogtilegnelse. Sammen med lærernes erfaring i at undervise i lige præcis dansk som andetsprog udgør modultestsystemet en enestående og højt professionaliseret viden, som rammes hårdt med et pennestrøg på side otte i den nye skatteaftale.
Skal vi alle tale engelsk?
Endelig kan det også få betydning for det danske sprog. For vi vil få et samfund med flere indvandrere, der kun behersker det danske sprog dårligt, og hvis børn derfor også vil have sproglige udfordringer. Samtidig vil de indvandrere, der kommer til at klare sig godt på det danske arbejdsmarked uden at kunne dansk, være dem, der får job på arbejdspladser med engelsk som officielt sprog. Hvem har ikke oplevet at bestille en kop kaffe på en café eller hos en bager og så, som en selvfølgelighed, blive bedt om at tale engelsk med ekspedienten, fordi vedkommende ikke taler dansk? Må vi ikke ønske for det danske sprog, at flest muligt her i landet rent faktisk behersker sproget, så vi ikke skal til at tale engelsk her og der og alle vegne i vort eget land?
Et klart paradigmeskifte, ingen taler om
Dette er et paradigmeskifte – af mange grunde: For det første, fordi det indebærer et opgør med princippet om, at alle har ret til at gå til danskundervisning. Nu er den forbeholdt de udlændinge, der har råd til en egenbetaling på 12.000 kr.
At ramme så mange udlændinge er også et opgør med retten til støtte til integration for alle. Ydermere er det et opgør med, at offentlige velfærdsydelser altovervejende finansieres over skattebilletten. Og endelig er det et skifte ift. en sprogpolitisk ambition om, at alle, der bor i dette samfund, skal have et fælles sprog og dermed have lige mulighed for medborgerskab.
Alle disse konsekvenser – til fordel for hvad? En skattelettelse på 1.800 kr. om året for HK-medarbejderen og 3.000 kr. om året for milliardæren. Symbolske skattelettelser med omkostninger af uoverskuelig karakter for integrationsområdet.
Så jo, man kan godt få et paradigmeskifte i udlændingepolitikken – man skal bare lade være at snakke om det.
Forfatterne til indlægget er alle ansat på seks forskellige sprogcentre i Jylland og på Sjælland.
